Da Tore Linne Eriksen, en berømt norsk professor i afrikansk historie og udviklingsstudier, i slutningen af 2020 blev bestilt af avisen Klassekampen til at vurdere, hvilke tre bøger, han mente, var de vigtigste, der var udkommet i Norge i 2020, pegede han på ’Maskespillet i Kongo’ som den vigtigste og tilføjede, at det også var den mest oversete.
’Maskespillet i Kongo’ indeholder 13 artikler; fire er skrevet af congolesere, mens ni er skrevet af nordmænd med Afrika-erfaring. Forfatterne tager et voldsomt opgør med mediedækningen og kampagnen for at få de to dødsdømte norske lejesoldater, Tjostolv Moland og Joshua French, løsladt fra fængslet i DR Congo.
Gutterne i Congo – et overblik
I 2008 etablerede Moland og French sig i Kampala, Uganda, hvorfra de ville arbejde som lejesoldater med opgaver i afrikanske lande. En dag i slutningen af april 2009 tog de ind i DR Congo på en mission. På vej ud af Kisangani den 5. maj blev deres congolesiske chauffør skudt. Der kan næppe herske tvivl om skyldsspørgsmålet: Moland tilstod to gange uden for retssalen, at han skød chaufføren, men om det var overlagt eller et vådeskud, ved vi ikke. Under de efterfølgende retssager blev de to nordmænd fundet skyldige og dømt til døden. Den congolesiske regering forsikrede kort efter den norske regering om, at dødsdommene ikke ville blive eksekveret.
En nat i august 2013 døde Moland i sin celle. Han og French havde forinden sat to flasker vodka til livs, og Molands promille blev målt til 2,8. French blev dømt for mordet på sin kammerat, men norske efterforskere mente, at det var selvmord.
Fra maj 2009 til januar 2019 var der omkring 40.000 omtaler af sagen i norsk radio, tv og aviser. Det meste af mediedækningen handlede om, hvorvidt de to havde dræbt chaufføren, om retssagerne, der til dels blev latterliggjort og endelig de dårlige forhold i fængslet. Dækningen bidrog til fordomme om Congo og stimulerede racistisk tænkning. Kun få reportager gik i dybden og fortalte om Congos historie, kolonitiden og udnyttelse i det moderne Congo. Indsigtsfulde Afrikakendere som NRK’s (Norges svar på DR, red.) Tomm Kristiansen, der havde været Afrikakorrespondent i otte år, blev aldrig bedt om at dække sagen.
Det, de to fængslede nordmænd stod for ideologisk og politisk, blev knap nok omtalt i medierne. Det kom frem senere under samtaler i fængslet med blandt andre Nikolay Frobenius, forfatteren til romanen ’Kongonotatene’, der udkom i 2018. I samtalerne med Frobenius fortalte Moland og French, at de var trætte af Norges “venstreradikale tyranni” og “den feministiske stat Norge, der var anti-hvid og anti-mand”, mens norske politikere blev omtalt som “de politisk korrekte, metroseksuelle, caffe latte-slubrende socialister inde i Oslo.” De to havde kort sagt stærkt højreekstreme holdninger af fascistisk karakter.
Storpolitisk engagement
Mediemøllen og den nationale kampagne for løsladelse var magtfulde, hensynsløse og vedholdende. Den daværende Stoltenberg-regering blev udsat for kritik for ikke at gøre mere for at få de to løsladt, men udenrigsminister Jonas Gahr Støre stod fast på, at den offentlige norske støtte blev holdt på konsulært niveau. Da Tjostolv Moland døde efter drukaftenen, gik hans far til frontalangreb og sagde, at Støre havde hans søns blod på hænderne.
Det var en national og international politisk mobilisering uden lige. I alt tre norske statsministre var involveret, Jens Stoltenberg, Erna Solberg og tidligere statsminister Kjell Magne Bondevik, og fire norske udenrigsministre, Jonas Gahr Støre, Espen Barth Eide, Børge Brende og tidligere udenrigsminister Knut Vollebæk. Snesevis af norske parlamentsmedlemmer skrev breve til præsident Kabila og bad om benådning. Frankrigs præsident, François Hollande, tog spørgsmålet op på et møde med præsident Joseph Kabila. Storbritanniens premierminister, David Cameron, og den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter var involveret. 18 medlemmer af Europa-Parlamentet fra 12 medlemsstater skrev til Kabila og bad om løsladelse. Det samme gjorde biskop Desmond Tutu, mens den katolske biskop i Oslo bad Vatikanet om hjælp.
I foråret 2017 lykkedes den norske forhandler, ambassadør Arild Øyen med sine bestræbelser, og på Norges uafhængighedsdag den 17. maj vendte Joshua French hjem til Norge i et charterfly betalt af den norske stat. Statsminister Erna Solberg og udenrigsminister Børge Brende indkaldte med tre timers varsel til et pressemøde og fortalte stolt, at det var lykkedes regeringen at få French hjem.
En god historie er millioner værd
Dagen efter stod norske forlag i kø hos familien for at få fat i rettighederne til bogen om Moland og French. Aschehoug løb med sejren. Under fængselsopholdet lavede de to omkring 12 timers optagelser, hvor de fortalte deres historie; optagelserne blev overdraget til forlaget. Bogen skulle have været forlagets bestseller i julen 2017, og i månederne efter hjemkomsten bragte Oslo-aviserne flere forventningsfulde artikler, der spekulerede i, hvad bogen ville indeholde. Men der kom ingen bog til jul i 2017. Et år senere hævdede French at have afleveret sit eget manuskript til forlaget. Også dette blev genstand for medieomtale, men igen kom der ingen bog, og heller ikke denne gang har Aschehoug fortalt hvorfor.
Under sin fængsling fik French sin egen støttegruppe på Facebook med omkring 9.000 medlemmer, og der blev lavet en spillefilm med titlen ’Mordene i Kongo’, der udkom i efteråret 2018. Den kostede i omegnen af 54 millioner norske kroner.
Efter hjemkomsten blev der rejst spørgsmål om, hvilke udgifter den norske stat havde haft i løbet af de ni års bestræbelser på at få de to løsladt. I efteråret 2019 sendte jeg en detaljeret anmodning om aktindsigt til Udenrigsministeriet, som valgte at se bort fra Offentlighedsloven og lod være med at svare. Mit skøn er, at sagen kan have kostet den norske stat tæt på 40 millioner norske kroner, og jeg har grund til at tro, at nogle af udgifterne er bogført på budgettet for Norges udviklingsbistand.
Takket være pleje i det norske sundhedsvæsen genvandt French sit helbred. I efteråret 2018 indledte han i regi af eventbureauet Atikko en landsdækkende foredragsturné, hvor billetprisen var på 500 kroner. Under turnéen blev han inviteret til at deltage i NRK’s mest populære program, “Lindmo på fredag”. Der fortalte han 731.000 seere, at han og Moland var ofre for inkompetente og korrupte myndigheder i den fejlslagne stat Congo, og at den kritik og mistanke, han fejlagtigt var blevet udsat for i Norge, grænsede til karaktermord.
’Maskespillet i Congo’
De 13 artikler i bogen spænder bredt. Det, de to gjorde i Afrika, mediedækningen og familiekampagnen i Bibelbæltet i Sydnorge er centrale temaer, men man får også et indblik i de nordiske landes involvering i kolonistyret i Congo. Her tages temaet racisme naturligvis op.
Bogen havde en hård fødsel. Fellesrådet for Afrika, som har få penge, indvilligede i at udgive bogen på betingelse af, at det fik ekstern støtte. Rådet søgte forskellige kilder, herunder fonden Fritt Ord, som gav 75.000 norske kroner ud af de 150.000, der blev søgt om. Alle andre svarede nej.
For at bogen overhovedet kunne udkomme, var nogle af os nødt til at bidrage med private lån. Ingen af de store kommercielle forlag ville udgive bogen; der var ikke et marked for en sådan bog. Men i sidste ende sagde det lille Frekk Forlag ja. Det kunne gøre arbejdet for 80.000 norske kroner.
En ansøgning om projektstøtte på 20.000 norske kroner til mig som hovedforfatter blev afvist uden begrundelse af stipendieudvalget i Faglitterær forfatterforening, hvor jeg er medlem.
Bogen skulle udgives den 17. marts 2020, men den 12. marts lukkede Norge i forbindelse med corona-pandemien, og der blev ingen lancering.
Vi arbejdede hårdt for at få bogen anmeldt. Den fik en glimrende omtale af ambassadør Bjørn Johannessen i Bistandsaktuelt og af professor Tore Linne Eriksen på hjemmesiden Radikal Portal. I Oslo gav Morgenbladet og den kristne avis Vårt Land bogen gode anmeldelser, og det samme gjorde Stavanger Aftenblad. Mange aviser i Nordnorge roste bogen, og den venstreorienterede avis Klassekampen havde en reportage-lignende artikel.
Læs Globalnyts anmeldelse af bogen: Bag om de norske lejesoldater i Congo
Hovedstadsmedierne Aftenposten, Dagbladet, Dagsavisen, VG, NRK og TV-2 og aviserne i Bergen og Trondheim ignorerede derimod bogen og dens indhold.
Flere har spurgt, hvorfor de store aviser ikke ville omtale bogen. En grund kunne være, at de ikke ville give spalteplads til kritik af den delvist skandaløse mediedækning af sagen – en undtagelse er VG, som havde en til dels udmærket dækning.
Coronapandemien har også været en hindring for at få gjort reklame for bogen og få den solgt. Den blev trykt i 1.000 eksemplarer, hvoraf de 500 er solgt.
Halle Jørn Hanssen, 84, er pensioneret norsk journalist og hovedforfatter på bogen ’Maskespillet i Kongo’. Han har i sin karriere både arbejdet som forsker ved norsk Utenrikspolitisk Institutt, været NRKs første Afrikakorrespondent, kommunikationschef i Norad og var de sidste ni år frem til sin pension i 2001 generelsekretær i Norsk Folkehjælp, der er den norske Arbeiderbevegelses humanitære organisation og blandt de tre største af sin slags i Norge. Som journalist har Halle Jørn Hanssen rapporteret fra næsten 40 afrikanske lande og over 100 lande globalt set.
Oversat fra norsk af Gerd Kieffer-Døssing.