Det har været krig og væbnede konflikter i Sudan i mange af årene siden landet blev selvstændigt i 1956. Men hovedstaden Khartoum har altid være den fredelige helle, hvor indbyggerne – og landets elite – kunne leve et normalt liv.
Men det sluttede 15. april i år, da militæret og den halv-officielle styrke Rapid Support Forces (RSF) gik i krig mod hinanden – med hovedstaden som kampplads.
al-Bashirs monster
Det er et Frankensteins monster, Sudans tidligere præsident Omar al-Bashir fik skabt, da han bevæbnede Janjaweed-militsen i Darfur. Militsen skulle danne modvægt til landets militær, som han ikke følte sig 100 procent tryg ved. Den fik til opgave, at skabe mere plads til arabiske befolkningsgrupper ved at drive andre ud af Darfur-provinsen i den vestlige del af landet.
I dag er militsen blevet transformeret til den halvofficielle styrke Rapid Support Forces (RSF), der siges at have omkring 100.000 soldater. Mange af dem med kamptræning fra blandt andet Yemen, hvor styrken fungerede som en lejehær for Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
RSF tog sammen med militæret magten i landet i oktober 2021, men de to parter blev aldrig rigtig venner og konflikten mellem dem brød 15. april ud i lys lue. I dag har RSF kontrollen med store dele af hovedstaden Khartoum.
Krigen har nu stået på i snart to måneder og der er ingen udsigt til, at den vil slutte foreløbig, siger Mathilde Kaalund-Jørgensen, der er PhD-studerende ved Københavns Universitet og som har forskningsmæssigt fokus på organiseret vold og væbnet kamp i blandt andet Sudan.
Hun er gæst i ugens episode af Højtryk, Globalnyts podcast.
”Det er en åben krigszone. Og vi taler altså om en hovedstad med 10 millioner indbygger. Nu er der hårde kampe, luftangreb og der er markeder, som bliver bombet. Mange af indbyggerne har fået deres huse ransaget og har måtte forlade deres hjem af flere omgange, og en del er taget helt ud af byen,” siger hun.
I tiden op til militærkuppet i 2021 og i årene efter har der været en enorm folkelig mobilisering omkring en fredelig modstand mod regimet. En fredelig modstandskamp, som på nogle måder kan minde om det, man så i en række arabiske lande under det, der blev kendt som Det arabiske forår.
De mange selvorganiserende grupper spiller i dag en stor rolle i forhold til at hjælpe krigens ofre og kan komme til at spille en politisk rolle i samfundet, når der engang bliver fred igen, hvis de kan holde sammen så længe.
De folkelige bevægelser har været meget kritiske overfor militæret, men efter udbruddet af krigen mellem militæret og RSF, har mange følt sig tvunget til at vælge side – og i Khartoum falder det ud til militærets fordel, for her ses RSF i mange kredse som en samling voldsparate og bevæbnede bonderøve fra det yderste udkants-Sudan.
Det kan blive meget værre
Hun frygter, at krigen kan rive landet i stykke via etniske linjer og at konflikten kan blive meget voldsommere end det er tilfældet nu – og at de menneskelige omkostninger kan stige eksplosivt, hvilket hun uddyber i podcasten.
Der er ikke mange, der har interesse i at krigen fortsætter i Sudan, fortæller Mathilde Kaalund-Jørgensen. Det fører til spørgsmålet om, hvad omverdenen så kan gøre for at stoppe den.
Hun mener at historien har vist, at målrettede økonomiske sanktioner ikke virker, fordi de er alt for nemme at omgå. Men hvis man for alvor kan stoppe penge- og våbenstrømmene til og fra landet, så er der mulighed for at de kæmpende parters ressourcer vil svinde ind, og det kan åbne en vej mod fred, mener hun.
Hør hele interviewet med Mathilde Kaalund-Jørgensen i ugens episode af Højtryk, som du kan finde der hvor du finder dine andre podcasts. Du kan også høre episoden direkte i afspilleren herunder.
