”Jeg begyndte mit arbejde i tekstilindustrien hjemme i Bangladesh. Dengang var min løn cirka 800 kroner om måneden, og det var ikke nok til min datters skolegang, mad og husleje. Derfor måtte jeg efterlade min datter hos min familie og rejse her til Jordan.”
Tajmina Mosammat er i dag 24 år, hendes datter, Kohinoor, er otte. Tajmina blev gift som 13-årig, men manden var en drukkenbolt, og efter fem år blev de skilt. Tajmina blev migrantarbejder i Jordans tekstilindustri. Da hun rejste, var Kohinoor kun to år.
”Når jeg taler med hende i telefonen, siger hun: jeg er ligeglad med penge, jeg vil have dig hjem, mor,” fortæller Tajmina.
Ifølge ILO (FN’s arbejdsorganisation) findes der 1,5 million migrantarbejdere i Jordan (2015-tal). De kommer fortrinsvis fra Egypten samt Sydøstasien, fx Bangladesh, Sri Lanka, Filippinerne og Indonesien. Størstedelen er beskæftiget i landbrug, byggeri, turisme og service, husarbejde og i tekstilindustrien.
Ingen vej tilbage
”Jeg købte en envejsbillet. Den kostede 2.800 kroner. Gennem en agent lånte jeg pengene og fik at vide, at jeg ville få arbejde hos et velrenommeret firma. De lovede mig 1.900 kroner om måneden plus overtid – men det viste sig, at det var en helt anden fabrik, og jeg ville kun få 1.700 kroner om måneden, inklusiv overtid. Men jeg havde allerede betalt agenten og ville miste mine penge, så jeg var nødt til at rejse for min datters skyld,” siger Tajmina Mosammat, der brugte et helt år på at betale sin gæld tilbage.
Tajmina har kun 14 dages ferie om året, men er alligevel afskåret fra at rejse hjem og se sin datter. Tøjfabrikken tillader kun, at man rejser på ferie til sit hjemland hvert tredje år.
I mellemtiden bor arbejderne på et slags pensionat. Tajmina bor sammen med fem-seks andre kvinder stuvet sammen i et enkelt værelse. Der er ikke rindende vand, så kvinderne må bære vand op på fjerde sal. I alt bor der cirka 40 kvinder på pensionatet, hvor de deler fire toiletter.
Forbundet for tekstilarbejderne i Jordan har klaget over boligforholdene til fabrikken, men foreløbig er det kun de mandlige arbejdere, som har fået forbedret deres forhold.
Usle arbejdsvilkår
Tajminas arbejdsdag begynder klokken halv otte om morgenen. Officielt slutter den klokken fire – men der er konstant fire timers overarbejde, så hver arbejdsdag når op på 12 timer – uden overarbejdsbetaling.
Fabrikken har i alt 91 kvindelige arbejdere (og 30 mandlige).
Kun to er jordanere og 89 er kvinder fra Bangladesh. De arbejder under højt tidspres og enorm stress.
Produktionslinjen skal sy tre-fire forskellige modeller hver dag, hvilket gør det svært at nå produktionsmålene. Det medfører konstant overtid og mishandling fra arbejdslederne oven i et dårligt arbejdsmiljø og diskrimination:
”Vi må kun bruge fem minutter på toilettet – ellers bliver vi råbt af og skældt ud. Det gælder ikke de indiske arbejdere, for arbejdslederen er inder og gør forskel på os og de indiske (mandlige, red.) arbejdere. Vi må ikke tale sammen – ikke en gang om arbejdet. Fabrikshallen er gloende varm om sommeren og iskold om vinteren. Hvis man bliver syg, må man ikke blive i sengen, men skal gå ind i et såkaldt hvilerum på fabrikken. Og så bliver man i øvrigt trukket en dags løn,” fortæller Tajmina.
Fagforeningen på hårdt arbejde
Tajmina synes ikke, hun ved så meget om arbejdstagerrettigheder, men hun er fuldt klar over, at arbejdsforholdene på fabrikken ikke er i orden.
Arbejderne har afleveret en liste over kritisable forhold til tekstilarbejderforbundet – og ved en enkelt lejlighed har fagforeningen fået en voldelig direktør dømt og smidt i fængsel efter et besøg på fabrikken. Dommen var godt nok kun på syv dage, og direktøren kom tilbage, men i det mindste holdt han op med at slå de kvindelige arbejdere.
Ulandssekretariatet støtter den jordanske hovedorganisation GJFTU (General Jordanian Federation of Trade Unions) i et projekt, som skal forbedre arbejdstagerrettigheder, blandt andet i tøjindustrien, udbrede overenskomster på fabrikkerne og arbejde med social dialog – med særligt fokus på kvinder og migrantarbejdere.