(BEIRUT, Globalnyt:) Under fuldmånen fester 700 mennesker på en kæmpe tagterrasse i Karantina, et industrikvarter i Beirut. I den 28 grader varme septembernat søger enkelte tilflugt i svømmepølen i det ene hjørne af taget, men musikken tvinger de fleste på dansegulvet; kvinder i små shorts og mænd i nedknappede skjorter, expats og libanesere bevæger sig med den elegance, som det nu engang er mulig at mestre klokken 3 om natten.
DJ’en spiller en groovy klagesang af Munir Khauli fra 1986’s borgerkrigshærgede Libanon. Nummeret skifter. Med fuld smæk på synthesizeren høres keyboardtangenter, der hamres i bund, den arabiske neyfløjte af bambus, hvor man blæser over endehullet, og et trommespil, der holder rytmen. Det lyder som en orientalsk varsling af dommedag i øregangene, på en jagende psykedelisk og meget funky facon. Dansegulvet går amok.
Nummeret er fra 1974 og hedder ”Dance of Maria”. Det er lavet af Elias Rahbani, libanesisk sangskriver, orkesterkomponist og søn af Fairuz – hele Libanons sangdiva.
DJ’en, der lige har sat det på, ligner, hvad han er: En musikhipster fra Berlin. Selvom temperaturene svarer til en fremragende dansk sommerdag, har han en lille rød tophue på, der sidder så højt på hovedet, at den ikke skjuler hans skaldede isse. Ligesom fuldskægget ikke skjuler hans store smil; fingrene vender plader, publikum er i hans hule hånd.
Hans navn er Jannis Stürtz, og foruden at være manden bag DJ-pulten på tagterrassen i Beirut, er han manden bag to tyske pladeselskaber: Jakarta, der udgiver forskellig indiemusik og blandt andet har æren for Anderson .Paaks første album. Og så Habibi Funk, der genudgiver gammel, arabisk soul- og funkinspireret musik.
”Vi er et europæisk pladeselskab, der beskæftiger os med ikke-europæiske artister og ikke-europæiske kulturer. Historisk set er det en kombination, der har skabt årtiers misrepræsentation, udnyttelse og utallige stereotyper.”
Det lyder som historien om en berliner-hipster, der afsøger musikkens eksotiske afkroge og spiller sine fund for et frådende publikum. Og det er det også. Men det er også historien om en pladeproducent, der siger nej til sikre penge og jobmuligheder hos Universal Music Group for at udgive nichealbums, der i bedste fald sælger 5.000 eksemplarer. Og om hvordan den politiske korrekthed er ved at ændre pladebranchen. For Stürtz er det ikke bare musik. Det er et opgør med post-kolonialisme, orientalisme og en unfair musikindustri.
”Der er et mønster af post-kolonialisme, som bare er blevet gentaget og gentaget; pladeselskaber har udnyttet kunstnere fra ikke-vestlige lande. Det vil vi gøre op med,” siger Stürtz.
Plader og politik
Globalnyt møder ham til et interview inden koncerten i Beirut. Iført en organisk, fair-trade-produceret, unisex-tshirt med skriften ”The Future Is Female”, som Habibi Funk sælger for en arabisk NGO, der kæmper for kvinders rettigheder, sidder han på en cafe ved Corniche El Manara – Beiruts lækreste klippepromenade ud til Middelhavet. Med blikket stift rettet mod sin lille kop med arabisk kardemommekaffe fortæller han om sit idealistiske pladeprojekt.
Stürtz tjener flest penge på Jakarta, men bruger mest tid på Habibi Funk. Han rejser rundt i lande som Marokko, Egypten, Algeriet, Sudan og Libanon og leder efter gamle forretninger med støvede vinylplader og kassettebånd. Når han finder noget, han godt kan lide, sætter han jagten ind på kunstneren bag. Derefter genudgiver Habibi Funk musikken og deler fortjenesten 50/50 med den originale kunstner.
De har et smalt, men ikke ubetydeligt publikum. Det tyske selskab har indtil videre genudgivet 11 albums, uden at nogen af dem har været i nærheden af at sælge guld. På streamingtjenesten Soundcloud er der lidt over 300.000, som hører deres spillelister, og Jannis Stürtz giver i gennemsnit en koncert om ugen med Habibi Funks musik. Så sent som i juli, under Københavns jazzfestival, DJ’ede han i Danmark.
Med Stürtz egne ord kunne han tjene langt flere penge ”ved at fokusere på Jakarta, udelukkende at udgive ’relaxing jazz compilations’ på Spotify eller ved at arbejde for Universal Music Group.”
”Ligesom med Jakarta handler det om at bygge bro mellem musik, som jeg synes bør høres, og et publikum. Det er essensen i ethvert pladeselskab. Men med Habibi Funk er der også en række politiske implikationer,” siger Stürtz og fortsætter:
”Vi er et europæisk pladeselskab, der beskæftiger os med ikke-europæiske artister og ikke-europæiske kulturer. Historisk set er det en kombination, der har skabt årtiers misrepræsentation, udnyttelse og utallige stereotyper.”
Han taler venligt. Men også med en flig af irritation og rastløshed i stemmen, som om han repeterer den samme pointe for firsindstyvende gang. Internationale musikmedier og aviser som engelske The Guardian har tidligere bedt ham om at rulle sine standpunkter ud. Men før vi gør det samme, er det først nødvendigt at forstå, hvordan i alverden en 35-årig tysker fra Berlin overhovedet startede med at rejse til Mellemøsten for at lede efter aparte musik.
James Brown i Casablanca
Jannis Stürtz’ Habibi Funk-eventyr startede ved et tilfælde. Det var i 2012, da en fra Jakarta spillede på en musikfestival i Marokko og pladechefen Stürtz gjorde det, som han altid har gjort og stadig gør, når han rejser: Han ledte efter gamle plader.
”Jeg er socialiseret til hip hop-musik og har altid interesseret mig for, hvilken musik folk bruger til at sample. På ferier i Thailand og Indien, og da jeg boede i Tyrkiet, var jeg nysgerrig efter at finde lokal musik fra 70’erne og 80’erne. Så det samme gjorde jeg i Casablanca i Marokko,” siger Stürtz.
Han endte i en forretning med brugt elektronik. Tidligere havde det været en pladebutik, og i et baglokale stod række på række af støvede plader. Han bladrede dem igennem og fik hænderne på et album af en artist ved navn Fadoul. Et album, hvis bagside skulle vende op og ned på alt i hans liv.
”Jeg kan tydeligt huske øjeblikket. Jeg vender pladen, og ser at han har krediteret et af numrene til James Brown. Det viser sig at være en udgave funkklassikeren ”Papa’s Got a Brand New Bag” – sunget på arabisk. Det vidste jeg ville være interessant,” fortæller han.
Stürtz beskriver Fadouls James Brown-fortolkning som ”arabisk funk med en punk-attitude.” Og oplevelsen i Casablanca beskriver han som startskuddet på sin egen endeløse søgen efter musik fra den arabiske verden, ”der mikser lokale traditioner med udefrakommende soul- eller funk-touch”. Og en endnu mere udfordrende jagt på artisterne bag.
1 ud af 40 millioner
På klippepromenaden i Beirut gør Stürtz meget ud af at forklare, at han ikke ”opdager” musik. I takt med stavelserne i sætningen nikker han hovedet i retning mod caféens bord, mens han gentager pointen: Habibi Funk genudgiver musik, der allerede findes.
Det med at ”opdage” musik er en post-kolonialistisk tankegang, mener han, ligesom at europæerne ”opdagede” Afrika og Nordamerika.
Stürtz er gennemført politisk korrekt. Et af hans principper er, at han ikke genudgiver noget, uden at han først har en kontrakt med den originale kunstner, der sikrer vedkommende 50 procent af overskuddet. Det kræver, at man finder kunstneren, og det er ikke altid ligetil.
Fadoul fra Marokko var død, da Habibi Funk ville genudgive ham. Så Stürtz gik i gang med at lede efter hans familie. Eftersøgningen kostede adskillige ture til Marokko og endte med, at et hold fra Habibi Funk gik rundt i et nabolag i Casablanca med et billede af pladecoveret og spurgte gamle, slumrende mænd i kaffehuse, om de kendte til familien. Til sidst var der bingo.
Den vildeste historie, siger Stürtz selv, var dog da han ledte efter den algeriske kunstner Ahmed Malek. Øjnene lyser op, og et undertryk grin bryder med den alvorlige fremtoning, han ellers har haft under hele interviewet på caféen.
”Det var så ’crazy’”, siger han med tryk på det sidste ord.
Habibi Funk ønskede at genudgive noget af Maleks musik fra 1970’erne, men kunne ikke finde hverken kunstneren eller hans familie. Så de gav op.
Men under en koncert i Beirut, en af hans mange DJ-gigs med Habibi Funk i både Mellemøsten og Europa, snakkede han med en ven om Ahmed Malek.
”Det var en, jeg havde boet sammen med en gang. Hun plaprede løs om en ven i Algeriet, som hun kunne spørge. Og jeg tænkte, ’ja, ja helt sikkert, gør du bare forsøget’,” siger Stürtz.
Der bor 40 millioner mennesker i Algeriet. Det er dobbelt så mange, som der bor i hele Skandinavien tilsammen.
”En fuldstændig urealistisk mission. Men…”
Stürtz spærrer øjnene op.
”…viste det sig så, at hendes ven var nabo til Maleks datter i Algeriet. Og siden har vi genudgivet to af hans albums.”
Kolonialisme i musikbranchen
Ifølge manden bag Habibi Funk er det langtfra alle, der er lige så omhyggelige, når de genudgiver ældre musik fra ikke-vestlige lande. Meget bliver udgivet uden licens. Eller også slipper pladeselskaber af sted med at betale et engangsbeløb på 500 amerikanske dollars for ophavsrettighederne, fortæller han.
”Jeg vil skyde på, at 75 procent af de kunstnere, som Habibi Funk har genudgivet, kunne have været købt for 500 dollars. Fordi jeg beskæftiger mig med 80-årige mænd fra arabiske lande, der ikke aner noget om musikrettigheder, og som synes, at 500 dollars er mange penge,” siger han.
Med hovedet nikkende mod bordet skynder han sig dog at pointere, at det ikke udelukkende er et problem, når vestlige pladeselskaber beskæftiger sig med ikke-vestlige kunstnere.
”20 dollars. Det er alt hvad amerikanske Bobby Hebb nogensinde har fået for den verdenskendte sang ’Sunny’ fra 1965. Udnyttelse af kunstnere er et problem i hele musikbranchen”.
Men der gør en forskel, om kunstneren kommer fra Tyskland, eller om han kommer fra Nordafrika. Og det bunder i kolonialisme, fortæller Stürtz.
”Den gamle mand i Sudan har ikke den samme adgang til information og den samme viden om, hvad en fair kontrakt er, som jeg har. Og her mener jeg, at folk som mig er moralsk forpligtede til at beskytte kunstneren,” siger han.
Kolonialismens betydning for vestlig musik er noget, der er blevet forsket i og skrevet meget om – men primært i kontekst af, at afrikanske slaver eksempelvis havde stor indflydelse på amerikansk populærmusik. At pladeselskaber udnytter kunstnere fra den tredje verden er en diskussion, som man ifølge Stürtz først er begyndt at tage indenfor de seneste 10 år i musikbranchen.
For Habibi Funk udgør emnet den ene af to politiske fokusområder, som pladeselskabet er ekstremt opmærksomme på. Det andet handler om stereotyper og misrepræsentation.
Nej til kameler, pyramider og mavedansere
Letpåklædte orientalske prinsesser, der bader mænd i tyrkiske bade. Stürtz var DJ til en fest, hvor temaet var et harem – den historiske del af den muslimske bolig i det osmanniske rige, hvor kinderne opholdte sig, og ingen mænd havde adgang. Et mellemøstligt forhold, der har været genstand for megen fantasi i den vestlige verden, hvor det ofte er blevet portrætteret som en pornolignende scene.
En klassisk, orientalistisk stereotyp, mener Stürtz, der aldrig kunne drømme om at lave sådan et tema selv.
”Men ham der arrangerede festen er libaneser, og så er det OK at gøre det. Nogen, som ham, der historisk har været ofre for orientalisme, må gerne beslutte sig for, at han vil generobre stereotyperne. Men den valgmulighed har jeg ikke,” siger Stürtz.
Habibi Funk kommer ifølge pladechefen aldrig til at udgive omslag med kameler, pyramider og mavedansere. Det ville være at bekræfte stereotyp-billederne af den arabiske verden. De ønsker at gøre det modsatte – vise et billede af regionen, som folk ikke kender til. Derfor forklarer de kunstnernes historier og samfundstid, laver udstillinger og dokumentarfilm – for at repræsentere musikerne på en så retvisende måde som muligt.
Alle de albums, som det tyske pladeselskab udgiver, kommer med udførlige bøger indeholdende al den information, Stürtz selv har ledt så desperat efter.
”Deres historier er lige så vigtige, som musikken er for os,” siger han.
”Hvorfor er det så vigtigt for jer?”
Beiruts evigt tilstedeværende trafikstøj stjæler lydbilledet for en stund på promenadecaféen, mens Stürtz skuler mod et udefinerbart punkt i Middelhavets mørke. Så begynder talestrømmen igen – som et beat, der starter langsomt ud, før tempoet sættes i vejret.
”For mig. Er det ikke vigtigt. Jeg har aldrig været offer misrepræsentation. Eller og på grund af min egen opfattelse af, hvad der er moralsk rigtigt – mener jeg, at det er et minimumskrav, at du som gæst gør, hvad du kan for at vise et respektfuldt, nuanceret og retvisende billede af deres kultur,” siger han og sætter prop i sætningen:
”Det som jeg er mest stolt over ved Habibi Funk er, at der også er interesse for det blandt unge mennesker i de lande, hvor musikken kommer fra.”
Festen på tagterrassen fem-seks timer senere beviser interessen. Men lige der, klokken 3 om natten, under fuldmånen, midt i sveddampen fra mere end 500 dansende mennesker, fanget i rytmerne af et eksperimenterende disco-monster fra 1980 kaldet ”Drum Sequence”, – en fantasi af et synthesizer-trommespil, der pisker kroppen til bevægelse – er der ingen, der tænker over musikkens historie.