En tidligere afdelingsleder i Oxfam blev onsdag tildelt årets whistleblower-pris fra Middlesex University i Storbritannien, for at have afsløret, at ledelsen i Oxfams britiske afdeling ignorerede sex-anklager mod medarbejdere. Det skriver det britiske civilsamfunds-medie Third Sector.
Helen Evans var fra 2012 til 2015 leder af organisationens afdeling for beskyttelse af svage og udsatte personer i forbindelse med organisationens arbejde. Gennem længere tid forsøgte hun at trænge igennem til topledelsen med sine klager over, at der ikke blev reageret på alvorlige anklager om mulige seksuelle overgreb begået af ansatte i organisationen.
To år efter hun stoppede i Oxfam, i februar 2018, gik hun så til medierne med sin beretning om, at hun havde løbet panden mod en mur da hun forsøgte at få ledelsen i tale om anklagerne om, at nogle af organisationens medarbejdere i 2011 havde købt sex hos prostituerede – heriblandt mindreårige – i Haiti. Her var organisationen til stede for at hjælpe med genopbygningen efter det altødelæggende jordskælv i 2010.
Villa til sex
En af de anklagede var lederen af Oxfam UK’s arbejde i landet. Han havde angiveligt lejet en villa på organisationens regning, som han brugte til sine og andres sexmøder med de prostituerede.
Oxfam havde, som de fleste andre hjælpeorganisationer, regler mod at de ansatte gør brug af prostituerede når de er ude på opgaver. Problemet var, at der ikke blev reageret på anklager om, at regelerne var blevet overtrådt.
Helen Evans forklarede desuden, at hendes afdeling ikke havde haft ressourcer nok til at udføre sit arbejde men at det ikke havde fået ledelsen til at ændre på noget.
Da først låget var lettet for skandalen, var organisationen hurtig til at erkende og undskylde for en række fejl og mangler. Siden da han de arbejdet på at forbedre sine procedurer i forhold til klager over medarbejdernes adfærd.
Afsløringen førte til en omfattende ekstern undersøgelse i organisationen og medførte voldsom debat i Storbritannien.
I forbindelse med prisoverrækkelsen, siger Helen Evans ifølge Third Sector:
”Beslutningen om at blive whistleblower var den sværeste beslutning i mit liv. Det har haft betydelige konsekvenser for mit og min families liv men det kommer ikke i nærheden af de ødelæggende konsekvenser, som de seksuelle overgreb begået af hjælpearbejdere har haft.”