Eftermiddag, 17. januar 2012, Togos hovedstad, Lomé!
Jeg er med min presseakkreditering blevet lukket ind i præsident Faure Gnassingbés store palads, hvor jeg står og observerer en amerikansk Secret Service-agent med solbriller, mørkeblåt jakkesæt, slips, gummikommunikation i ørerne og en radio i hånden. Han er i gang med at afskridte arealet foran indgangen til paladset.
Så langt skal Hillary Clinton gå fra bilen til den røde løber og op ad trappen, når hun kommer om lidt. Han efterligner Hillarys måde at gå på, ser det ud til.
Jeg prøver at få kontakt med ham, da han skridter forbi mig og mine togolesiske journalist-kolleger. Men han snerrer tilbage: I skal blive stående dér, lige dér!
Det bliver interessant at se, hvordan den lille udenrigsminister for verdens største magt reagerer, når hun går op ad trappen til et palads, som verdens næststørste økonomiske magt har givet den togolesiske stat, kvit og frit.
Stilen er umiskendelig kinesisk. Der er kinesiske skrifttegn over indgangen, på vægge og på døre. Står der mon ”skub ind” eller ”træk”?
Hillary er landet for et kvarter siden, klokken 14.28, forlyder det, så hun kan dukke op når som helst.
Mens vi venter, kigger jeg ud over den enorme compound foran paladset, hvor den evige bongo-, danse-, og styltegruppe i farverige klæder står og koger i solen. De skal byde Hillary velkommen, når hun stiger ud og trykker hænder og vinker og smiler, som hun har gjort de sidste par dage i Monrovia, Liberia og i Abidjan i Elfenbenskysten.
Fortrop
Derovre var gaderne lige så ryddede for den amerikanske udenrigsministerielle kortege, som den er i dag i Lomé. Proceduren er den samme: ”Goddag, goddag”, et kortvarigt kig på dansetruppen og så ind bag de lukkede døre til en alvorlig snak med præsidenten, premierministeren, lokale politikere, eller hvem amerikanerne nu vil holde i ørerne.
Ved compoundens indgangsportal, langt bag dansetruppen, kan jeg se motorcykler, der siver gennem afspærringen uden at blive standset. Det er motorcykler af bedre kvalitet end de sædvanlige kinesiske, der præger Lomés bybillede.
Førerne har grønne styrthjelme på, og de kommer med 20-30 sekunders mellemrum, kører gennem afspærringen, drejer til venstre i rundkørslen og ind på en parkeringsplads, stiller motorcyklen, tager hjelmene af og går bort.
En togolesisk kollega gætter på, at det er de civilklædte togolesiske sikkerhedsfolk, der altid kører foran præsidentens kortege. De har forskellige forklædninger, siger han. De skal vejre folkestemningen og tjekke, at der ikke er tegn på uro langs ruten, der i forvejen flankeres af hundredvis af soldater med maskinpistoler, som skal passe på Hans Excellence, når han drøner forbi. I dag er det Hillary, det drejer sig om.
Secret Service-manden kommer over til os:
”Når udenrigsministeren stiger ud, holder I jer bag det her punkt,” siger han og peger på en række sten ved siden af trappen.
”Og jeg advarer jer: Hvis I træder over, bliver I skubbet tilbage med magt, og det går hårdt for sig.”
Ankomst
Så sker det: Pludselig racer en flok motorcykler med hvinende sirener og en 30-40 firhjulstrækkere igennem indgangsportalen og drejer til højre ind i rundkørslen.
Sekunder efter standser kortegen, døre smækkes op, sikkerhedsfolk springer ud. Nogle tager opstilling langs bilrækken, andre småløber op til en sort, tung kasse af en bil, skudsikker vel nok. Her er en sikkerhedsmand sprunget ud fra forsædet og har åbnet døren bag ham for Hillary.
En dame småløber hen mod Hillary med et eller andet i hånden, som hun sætter ned foran den åbne bildør:
En fodskammel. Hillary har brug for den for at komme ned fra bilen, der er høj som en præriehest.
Hillary ud, vinken og smil og op ad trappen, hvor den togolesiske præsident står og ligner en, der lige har fået nabolandet i gave.
Hillary ser ikke ud til at bemærke til de kinesiske omgivelser. Ind igennem dørene sammen med en bunke embedsmænd og den medbragte presse fra CNN, Associated Press, Voice of America – you name them.
Vi lokale journalister bliver gennet ind i en stor sal og får besked på at blive der. Der bliver stillet vagter ved døren. En kollega knurrer:
”Det er det sædvanlige. De behandler os som shit.”
En time senere bliver vi lukket ud igen og får lov at gå ned ad trappen på den røde løber, hvor Secret Service-manden for en sikkerheds skyld gentager:
”I holder jer bag det punkt der – ikke noget med at mase frem. Forstået!?”
Afstikker
Hillary ud sammen med den storsmilende præsident, vinken og smil, og så ned ad trappen med horden af embedsmænd og den medbragte verdenspresse.
Hillary skridter dansetruppen af. Det tager 1 ½ minut, og så er det op på fodskamlen og ind i den skudsikre. Døre smækker, sirener sætter hvinende i gang, og kortegen drøner af sted ind i rundkørslen og ud igennem portalen, ud i Lomés afspærrede gader.
Hillary skal en afstikker til den amerikanske ambassade og sige ”how are you” og ”you are an awesome lot” til staben, inden kortegen racer tilbage til lufthavnen, det udenrigsministerielle fly og næste destination: Kap Verde.
Omvejen over ambassaden er et held for os lokale journalister, for vi har fået lov at komme med i lufthavnen og vinke farvel til Hillary, og ikke nok med det: Den amerikanske ambassade har stillet minibusser til rådighed. Vi kan lige nå det.
Præsident for en stund
Vi løber over til busserne og springer ind på bedste Secret Service-maner. Chaufførerne har åbenbart fået besked på, at også denne tur skal foregå i tophastighed. Vi drøner igennem Lomés gader.
”Sådan må det føles at være præsident her i landet”, tænker jeg.
Byen ser anderledes ud, når man flyver over hullerne i asfalten.
Vi brager ind i Lomés lufthavn forbi de togolesiske vagter, der ser sagesløse til – direkte til en parkeringsplads, hvor chaufførerne kaster busserne ind til højre.
Herfra kan vi se det amerikanske udenrigsminister-fly, der holder parkeret væk fra selve terminalen. Alt er planlagt i mindste detalje: flyet placeret ved siden af en udkørsel, så Hillary kan komme hurtigt ud og ind igen.
Vi stiger ud og hører det første hyl af motorcyklernes sirener. Så vælter Hillarys kortege ind i lufthavnen og op på siden af flyet, og nu er det ikke Secret Service-agenter, der holder os tilbage fra usynlige Hillary-grænser. Det går simpelthen for hurtigt til, at vi kunne nå at reagere, hvis vi havde onde hensigter.
Inden vi får set os om, har damen med skamlen været henne ved Hillarys skudsikre. Hillary har sagt pænt farvel til den togolesiske premierminister og et par stykker til og er gået op ad trappen til flyet.
Hun vender sig og vinker, og præcis kl. 17.38 trækker det udenrigsministerielle fly landingsstellet op under sig fra den slidte landingsbane og forsvinder op i harmattan-støvlaget over Lomé.
Hillary skal ikke som andre dødelige et knæk ud over Atlanterhavet for at undgå at flyve ind over grænsen til Ghana. Nej, det går i direkte linje over nabolandet og stik nordvest mod udenrigsministerens sidste stop i Kap Verde.
Og så?
Mine togolesiske kolleger og jeg lusker ud af lufthavnen. Hvad fik vi ud af det her, spørger vi hinanden, og bliver enige om, at vi hellere må tjekke reportagerne fra verdenspressen, der sidder og hygger sig oppe i udenrigsministerens fly.
Vi ved, at Hillary har afsat 24 timer på jorden i fire vestafrikanske lande under sin todages flyvetur.
Hun har hilst på sin gamle veninde Ellen Johnson-Sirleaf i Liberia og bevidnet, at det gik rigtigt til, da Sirleaf blev indsat som præsident.
I Elfenbenskysten roste hun præsident Alassane Ouattara for hans politik med at bringe retfærdighed over alle skyldige i forbrydelser efter præsidentvalget i november 2010. Lidt af en tilsnigelse, men Ouattara kvitterede med at love reformer af kakao-produktionen.
Det er Hillary nok glad for at høre. Amerikanerne har store interesser i den produktion, som er verdens største.
Men hvorfor Togo på programmet? Vi gætter, at timen med præsident Gnassingbé sikkert hænger sammen med, at lille Togo er ikke-permanent medlem af FNs Sikkerhedsråd. Hillary har nok tilbudt togoleserne hjælp til at have de rette meninger, før de stemmer i rådet.
Hvad må sådan en smuttur til Afrika ikke koste? Nok et trecifret dollars-millionbeløb, siger én, ryster på hovedet, mens vi alle undertrykker et smil.
At få et glimt af den lille udenrigsminister for verdens største magt var nu ikke så ringe endda.
*************
Harmattan: Stærk ørkenvind der om vinteren bringer støv fra Sahara ind over det sydlige Vestafrika.
Historien er en mere tæt og selvoplevet version af en nyhedsartikel som U-landsnyt bragte den 18. januar 2012
