En tidlig mandag morgen i juli 2016, mens gadelamperne stadig er tændte og det smådrypper fra himlen, går turen i firhjulstrækker ud af hovedstaden Ulaanbaatar, UB, med kurs mod Sydgobi.
Vi skal tilbagelægge 450 km for at komme til byen Khanbogd, hvor Mongoliets gigantiske guld- og kobbermine Oyu Tolgoi ligger, 80 km nord for grænsen til Kina.
Undervejs kører vi forbi andre store mineanlæg i ørkenen. På turen skal vi besøge nomadefamilier, der bor omkring minerne.
Mongoliet, det tyndtbefolkede steppeland mellem Rusland og Kina, ser ud til at være villig til at satse hele puljen på udvinding af undergrundens rigdomme af bl.a. guld, kobber, kul og uran.
Landet, som er regionens fattigste, valgte i 2009 at sætte jagten ind på undergrundens rige forekomster af mineraler og råstoffer.
Store mineselskaber og investorer fra bl.a. Canada, Australien og Kina blev inviteret, og der blev indgået mange kontrakter om råstofudvinding.
Målet var at opnå stor økonomisk gevinst, men for tiden er der dømt økonomisk krise. Efter nogle få år med uhørt høje vækstrater, slås steppelandet i dag med bundløs gæld.
Minedrift før og nu
I områder under de grønne stepper og ikke mindst i Gobiørkenen ligger store forekomster af råstoffer, som hidtil kun er udvundet i begrænsede områder af landet.
En af de ældste, den stadigt produktive kobbermine i Erdenet, 400 km nordvest for hovedstaden, stammer fra midten af 1970’erne og blev etableret i samarbejde med det daværende Sovjetunionen.
Kobberminen er verdens tredjestørste med en årlig produktion af over 125.000 tons kobber. Indtægterne fra minen har i årtier skæppet godt i den mongolske statskasse og udgør 60 procent af landets BNP.
Erdenet-minen fik i 2013 en storebror i det sydlige Gobi. Her ligger Oyu Tolgoi, som er en af verdens største stor-skala guld- og kobberminer.
Mongoliet ejer 34 procent af minen, der er et joint-venture projekt med canadiske Turquoise Hill Resources, et datterselskab af det multinationale britisk-australske mineselskab Rio Tinto.
Udover guld og kobber udvindes bl.a. også sølv og molybdæn fra Oyo Yolgoi.
En fase 2 af mineprojektet er under etablering inden for de næste fire-seks år. I modsætning til den nuværende åbne mine, er fase 2-minen en underjordisk mine i 1.300 meters dybde.
Den åbne mine ligger på et areal omkring 80 km², mens den dybe, lukkede mine vil dække et meget større område.
Forventningerne til den samlede kobberproduktion til sin tid er store: Det anslås, at minen årligt vil kunne udvinde 450.000 tons kobber.
Kulstøv i lungerne
Næsten hele ruten fra UB til Sydgobi er asfalteret, vejen blev færdig i 2013, så turen går hurtigt ”ud over steppen”.
Vi vælger at dele turen i to etaper, hvorfor vi efter 270 km – med en indlagt frokostpause undervejs – gør ophold for natten i byen Tsogttsetsii i Ömnögobi-provinsen i det sydlige Gobi.
15 km syd for Tsogttsetsii bor Badamsed og hans familie på den knastørre ørkenslette. De er nomader, ligesom familien har været det i generationer.
Badamsed har 1.000 dyr – geder, får og heste. Han har fået et diplom af staten, fordi han har så stor en dyreflok. Med diplomet følger ingen penge, kun anerkendelse, og den er Badamsed tydeligt stolt over.
Om sommeren bor familien sammen med omkring 10 andre familier i dette område, som også ligger i en afstand af 15 km fra kulminen Tavan Tolgoi.
Minen består af seks forskellige sektioner, hvoraf hovedparten ejes af den mongolske stat.
Den optager et areal på 90 km² og er Mongoliets næststørste mineinvestering efter Oyu Tologoi-minen, som ligger 150 km sydøst herfor.
Minen ligger vest for familiens lejr, og trods den store afstand, mærker de tydeligt dens tilstedeværelse, både i form af kulstøvgener og vandknaphed.
”Støvet fra minen sætter sig i gedernes lunger. Det ser vi tydeligt, når vi slagter dem, så er lungerne plettede,” siger Badamsed og tilføjer:
”Ingen af os føler os syge, men syd for minen bor der ikke så mange familier længere i forhold til tidligere. Fårene i området er helt sorte i ulden pga. kulstøvet.”
Udtørrede brønde
Udover kulstøvet oplever nomadefamilien og deres naboer, at deres traditionelle vandkilder er udtørrede.
Tidligere var der vand i området, trods at vi er midt i en ørken, og vand er sparsomt, men vandstanden er sunket i takt med den intensiverede minedrift – brydning af kul og udvinding af andre råstoffer kræver meget vand.
Mineselskaberne har bygget deres egne vandreservoirer, som er indhegnede og aflåste. Vandet kommer fra de floder og kilder, som nomaderne før hentede vand fra.
Nomadernes store dyreflokke har brug for mange liter vand dagligt, men da de gamle brønde er tomme, og de ikke har adgang til mineselskabernes brønde, skal de hente vand op til 60 km derfra.
Ved en ihærdig og stædig indsats er det lykkedes to nomader fra lokalområdet at få overbevist mineselskabet om, at nomadefamilierne også skal have adgang til de knappe vandresurser i Gobi.
Uden vand kan de og deres dyr ikke overleve. Nær Badamsed og hans families sommerlejr er der med tilladelse fra Tavan Tolgoi-minen trukket rørledninger fra mineselskabets brønd til en vandpost.
Her har nomaderne påmonteret vandslanger, som de bruger til at fylde en række aflange vandtrug med.
Så snart nogen kommer til vandposten og begynder at fylde vand i trugene, kommer flokke af geder og får løbende over ørkensteppen for at slukke tørsten.
Ikke kontaktet af minen
Den ældste del af Tavan Tolgoi-minen fejrede i 2016 sit 50 års-jubilæum.
Minen har inviteret ældre fra lokalområdet på rundvisning i minen, men Badamsed og hans familie har ikke fået nogen invitation eller været inde på mineområdet.
De er heller aldrig blevet kontaktet eller spurgt til råds af mineselskabet, som ellers har taget både land og vand fra nomaderne, der traditionelt har brugt mineområdes store areal til at bosætte sig på over sommeren.
Nomaderne flytter typisk 3-4 gange i løbet af sommeren med deres dyreflokke for at finde gode græs- og vandingssteder.
”Minen tager brønden, men det er regeringen, der bestemmer,” siger Badamsed, som ikke føler, at han og familien, trods generne fra minen, ligger i ”krig” med den.
Men han indrømmer, at hvis forholdene forværres yderligere, så flytter de deres sommerplads.
I den lange vintertid har de ikke minen så tæt inde på livet, da deres vinterlejr ligger 40 km væk.
En ung familie
Tidligt næste morgen tager vi videre fra Tsogttsetsii, for at tilbagelægge de resterende knap 180 km mod byen Khanbogd, hvor guld- og kobberminen Oyu Tolgoi ligger.
Lige uden for Tsogttsetsii standser vi ved en lille ger, mongolernes traditionelle runde filttelt, hvor en ung familie bor.
Manden Boldbaatar og kvinden Ganchimeg har sammen med deres tre små børn på hhv. 3, 6 og 8 år slået deres sommerlejr op i nærheden af Energy Ressources LLC, som er Mongoliets største koksforarbejdningsanlæg.
Anlægget vasker desuden kul fra Tavan Tolgoi-minen og gør kullet klar til transporten til Kina, som er fabrikkens hovedaftager.
Familien har netop taget hul på et liv som nomader og har 100 geder og får. Tidligere boede de fast i deres telt i udkanten af Tsogttsetsii.
Boldbaatar har købt kul til familiens eget forbrug om vinteren ved Tavan Tolgoi-minen, men ellers har de ingen kontakt til minen eller forarbejdningsanlægget.
De kan tydelig se de store mængder af affaldsbjerge, som anlægget producerer, og de har hørt om, at dyrenes lunger bliver plettede af kulstøvet.
De kan selv mærke støvet i luften, hvorfor de har overvejet at finde et andet område at bo i om sommeren, men de føler ikke, at de har andre steder at tage hen.
De andre nomader har deres faste områder, som de i løbet af sommeren flytter imellem, og den unge familie skal først til at finde deres plads blandt ørkenens andre nomadefamilier. Af den grund bliver de indtil videre, hvor de er.
Ufærdig jernbane
Den asfalterede landevej til Khanbogd er næsten tom for person- og lastbiler.
Tidligere kørte lastbiler nærmest i konvoj med kultransporter til den kinesiske grænse, men nu er kulproduktionen næsten gået i stå.
Efterspørgslen på kul er sat på lavblus, bl.a. fordi Kina har valgt at drosle ned på kulkraft til fordel for mere grøn energi.
Langs vejen holder hele vognparker, der er ejet af entreprenører, som håbefulde venter på, at råstofudvindingen går i gang igen.
Fra Tavan Tolgoi-minen og de 250 km til den kinesiske grænse i syd har mineselskabet etableret en asfalteret vej, som i begyndelsen kun måtte bruges af minen til kultransporterne.
Nomaderne havde forbud mod at bruge eller krydse vejen med deres dyreflokke, hvilke skabte store problemer for dem.
Ofte måtte de gå kæmpe omveje for at komme til deres græsgange eller vandingssteder. I dag er vejen overdraget til staten, hvorfor alle kan bruge den.
Vejen er hullet af slid fra de mange tunge lastbiltransporter.
På nogle strækninger af landevejen løber langs den ene side en ufærdig jernbane, som stadig mangler sine sveller.
Jernbanen går fra Tavan Tolgoi og Energy Ressources LLT. og videre til Oyu Tolgoi-minen og dernæst til den kinesiske grænse.
Den skal afløse lastbiltransporterne, men i dag ved ingen, om den nogensinde bliver fuldført. Jernbanen vil heller ikke gøre livet lettere for nomaderne.
Med mellemrum er der lavet viadukter under banen, men åbningerne er så lave, at kun de små dyr som geder og får kan komme under.
Nomadernes kameler er for høje til at kunne gå igennem viadukten, hvorfor de i stedet vil skulle risikere livet ved at gå over skinnerne.
Der er ingen tvivl om, at storskalaminedriften i Gobi har store konsekvenser for nomadelivet i området.
Spørgsmålet er, om nomaderne og deres dyr kan blive ved med at overleve i området?
I næste artikel fortsætter turen mod Khanbogd og landets største mine, Oyu Tolgoi, hvor vi spørger flere nomadefamilier om livet som nabo til en mine.
Bettina Gram og Gitte Pedersen er freelancejournalister.
Artiklen er tidligere bragt i og gengives med tilladelse fra GER (nr. 98), som er Dansk Mongolsk Selskabs medlemsblad.