Tue Magnussen
Tue Magnussen (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.
Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, og Østasien-studier, Århus Universitet.
Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.
Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.
Udover Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde samt på venstrefløjen.
Han er eller har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité.
FN’s traktat om forbud mod atomvåben forbyder udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben og udfylder dermed et stort hul i Folkeretten. FN-traktaten trådte i kraft 22. januar i år, efter 50 lande havde stadfæstet den, og gælder altså nu i kraft af sin status som international konvention som en del af Folkeretten.
Læs også: 50 lande siger nej til atomvåben
Traktaten blev vedtaget i juli 2017, da 122 lande – to tredjedele af FN’s medlemslande – blev enige om et forbud mod atomvåben. Det kom som reaktion på, at den tidligere ikke-spredningsaftale, der trådte i kraft i 1970, havde været frosset fast i årtier, alt imens atommagterne havde udviklet og oprustet deres arsenaler af atomvåben i en grad, at faren for atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling i dag er større, end under Den kolde krig.
Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea råder over flere end 13.000 atomsprængladninger – nok til at ødelægge alle større byer og gøre kloden ubeboelig ved radioaktiv stråling.
Mongoliet følger traditionen
Mongoliet har en lang tradition og historie for at vende sig imod atomvåben. Geografisk placeret mellem atommagterne Rusland og Kina erklærede Mongoliet sig som en atomvåbenfri zone i 1992, og landet har vedvarende støttet et globalt forbud mod atomvåben, deltaget i forhandlingerne og vedtagelsen af traktaten i 2017 og opfordret alle lande til at tilslutte sig traktaten.
Mongoliets ratifikation skete på baggrund af vedtagelsen af en lov i det mongolske parlament 22. oktober, hvor udenrigsminister Battsetseg Batmunkh understregede, at Mongoliets tilslutning til forbundstraktaten ville styrke Mongoliets modstand mod atomoprustning og landets ”fundamentale nationale sikkerhedspolitiske interesser.”
Med sin ratifikation har Mongoliet også sikret sig en plads som deltager i den første FN-konference, som finder sted i Wien i marts 2022, hvor man skal diskutere udrulningen af traktaten. Udover de lande, der har ratificeret traktaten, er der mulighed for, at andre FN-medlemslande kan deltage som observatører.
Norge og Tyskland melder sig også til
I europæisk sammenhæng har den nye norske Arbeiderparti og Senterparti-regering samt den nye socialdemokratiske ledede tyske koalitionsregering, som de første NATO-lande, meddelt, at de i lighed med Sverige og Finland vil deltage som observatører.
Når det er lykkedes relativt hurtigt at få 57 lande til at ratificere traktaten – på trods af blandt andet Trump-administrationens aktive forsøg på at fjerne opbakning til traktaten – skyldes det ikke mindst organisationen International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN), som i 2017 blev tildelt Nobels Fredspris.
Læs også: Nobels Fredspris til anti-atomvåben-organisation
I Danmark er flere organisationer gået sammen og har dannet Forbyd Atomvåben – ICAN i Danmark, der arbejder for dansk ratifikation af FN’s traktat om forbud mod atomvåben.
