For et år siden flygtede hundredtusinder af rohingya-muslimer fra en voldsom militæroperation i Rakhine-delstaten i den nordlige del af Myanmar.
Et år inden da havde en foregående bølge af vold sendt 80.000 rohingyaer på flugt over grænsen til Bangladesh.
”Hele vores landsby gik sammen og slog sig ned på dette sted,” fortæller Amanat Shah på 19 år, som ankom til lejren den 2. september 2017.
”I starten var det jungle, men vi ryddede det. Nu er der ingen træer.”
Den manglende bevoksning betyder, at der ikke er noget til at forhindre, at en stor mængde af den sandede og lerede jord under hans fødder pludselig skrider.
Forbrydelser mod menneskeheden
Det siger sig selv, at et så stort antal flygtninge er en udfordring for myndighederne i værtslandet og for de mange internationale og lokale hjælpeorganisationer, der forsøger at skaffe mad, medicin og andre fornødenheder til den lille million mennesker.
Men selv om byrden mest ligger på Bangladesh, er der ikke tvivl om, at ansvaret ligger hos Myanmar, skriver Human Rights Watch.
Militærets omfattende operation, der indebærer drab på rohingya-mænd, voldtægt af kvinder, nedbrænding af landsbyer og en lang række andre forbrydelser, kan samlet set udgøre en forbrydelse mod menneskeheden, skriver HRW.
Én ting er et eventuel fremtidigt retsopgør. Her har Myanmar ikke taget nogen skridt af betydning i forhold til hverken at efterforske eller at straffe de voldsomme overgreb, der er begået. Ej heller skridt i retning af at gøre op med den diskrimination og undertrykkelse, rohingyaerne i årtier har været udsat for i Myanmar. Det er denne undertrykkelse, forskelsbehandling og afvisning af overhovedet at anerkende rohingyaerne som statsborgere i Myanmar, der ligger til grund for den nuværende flygtningekrise i Bangladesh, skriver HRW.
Grundlæggende ændringer nødvendige i Myanmar
En anden ting er ansvaret for, at de hundredtusinder af flygtninge en dag kan få lov at vende hjem til Rakhine-delstaten, hvor de har boet i generationer.
Rohingyaerne betragter sig selv som indbyggere i Myanmar og ønsker at komme tilbage og få statsborgerskab, leve i sikkerhed og blive anerkendt som værende rohingyaer – ikke ”bengalere”, der er ulovligt indvandret, som de betegnes i Myanmar.
”Bangladesh er ikke mit land”, siger Kadir Ahmed på 24 år til Human Rights Watch.
”Jeg vil gerne tilbage til vores land. Hvis regeringen i Myanmar ikke havde dræbt og torteret os, ville vi ikke have forladt det.”
Aung San Suu Kyis regering i Myanmar har ansvaret for rohingya-flygtningekrisen, understreger Human Rights Watch, og hvis den skal løses, kræver det grundlæggende og varige ændringer i Myanmar.
Regeringen skal sikre fuld respekt for tilbagevendendes menneskerettigheder, lige adgang til nationalitet og sikkerhed blandt samfund i Rakhine-staten som en forudsætning for, at de mange flygtninge på frivillig vis kan tilbagesendes i sikkerhed og værdighed, skriver Human Rights Watch.
