AIDS-Fondets frivillige går onsdag (01.04.09) på gaden landet over og sælger røde næser ved den årlige Humor mod Aids-kampagne. Overskuddet fra indsamlingen går til at hjælpe unge i Kenya, Danmark og Ukraine.
– Der er ikke noget morsomt ved hiv, og vi gør ikke grin med hiv-smittede, men der noget magisk ved den røde næse. Når man køber den, gør man en kæmpe forskel for nogle af de mest udsatte unge, og så tænder den smilet og legebarnet i de fleste, siger AIDS-Fondets direktør Henriette Laursen.
Det er sjette år i træk, AIDS-Fondet går til kamp mod hiv (den smitte, som kan føre til aids i udbrud) med humor og røde næser. I både København og Århus bakkes kampagnen op af musikere, gøglere og andet godtfolk.
Som noget nyt har frivillige landet over samlet “vinderhold”, der vil gøre en forskel for andre og samtidig være med i konkurrencen om et års forbrug af billetter til Nordisk Film Biografer.
– Vi er meget glade for opbakningen. Det betyder, at vi kan hjælpe flere, som har behov for det. I Danmark handler det om hiv-smittede unge, der ofte føler, at deres liv er slået i stykker, præcis på det tidspunkt, hvor det ellers skulle til at folde sig ud, siger Henriette Laursen.
I Kenya hjælper Humor mod Aids unge piger, der er tvunget ud i prostitution, med at skabe sig et bedre liv. Det sker ved at give dem mikrolån, som sætter dem i stand til at starte en ny tilværelse langt væk fra risikoen for at få hiv.
Kampagnen bakkes traditionen tro op af P3, der har ryddet sendefladen for at lade kendte danskere sælge ud af deres forfængelighed. Jokeren og Carpark North er blandt de kendte, som stiller op til Sell Out på P3.
Jo flere sms-er lytterne sender ind, desto flere penge går der til Humor mod Aids. Balladen kulminerer til en Sell Out Session i Danmarks Radios Koncertsal 1. april kl. 16.
Fakta om hiv
• 33 millioner mennesker lever med hiv og aids
• 45 procent af alle, der bliver smittet med hiv verden over, er unge mellem 15 og 24 år
• Hver dag smittes 6.800 med hiv og 5.700 dør af aids – hver fjerde er et barn
• De fleste unge, der lever med hiv i Danmark, holder sygdommen hemmelig for deres omgangskreds
• I Kenya er 7,4 procent af befolkningen smittet med hiv. Det anslås, at mellem 20 og 80 procent af prostituerede i slumområderne i hovedstaden Nairobi er smittet med hiv
Yderligere oplysninger hos Ida Brix på 26 28 65 53 eller [email protected] samt hos Andy Grysbæk på 51 64 35 22 eller [email protected]