As I want
Originaltitel: As I want
Produktionsår: 2021
Instruktør: Samaher Alqadi
Længde: 88 minutter
‘As I want’ er en del af CPH:DOX 2021 og kan streames fra 22. april klokken 18 og til og med 5. maj. Køb billet på doxonline.dk – pris: 49 kroner.
”Når de siger, det er en dreng, føler jeg mig stærk og bakket op. Når de siger, det er en pige, falder væggene sammen om mig.”
Samaher Alqadi synger blidt i de poetiske sort/hvide åbningsscener, der viser hendes højgravide mave malet med arabiske ord. Hun husker vuggevisen fra sin barndom, hvor hendes mor sang den for hende. I 2013 er Samaher Alqadi voksen og selv gravid, og moderen er død pludseligt.
Forandringerne i Alqadis private liv falder sammen med voldsomme begivenheder i Egypten, hvor palæstinensiske Alqadi, født 1978, har boet siden 2002. Det tvinger hende til at tage stilling til sin fortid og stille spørgsmål til, hvad det er for et samfund, der slår fast, at kvinder skal dække deres kroppe, dæmpe deres stemmer og undertrykke deres latter? At det altid er bedre at få en dreng, end en pige?
Piger bringer skam
Dokumentarfilmen ’As I want’ er et ekstremt personligt projekt, der brænder af vrede og syder af afmagt, men som samtidig aldrig bliver irrelevant for tilskueren.
Alqadi har lavet filmen som et slags brev eller måske snarere et vidnesbyrd dedikeret til sin mor. Når hun speaker er det henvendt til den afdøde forælder, mens filmen skildrer Alqadi og hendes veninder og allieredes kamp for at sætte fokus på kvinders rolle i den revolution, der stadig udspiller sig i Kairos gader og ikke mindst: kvinders rettigheder. For dét er filmens omdrejningspunktet: Systematisk undertrykkelse, chikane, overgreb og ringeagt af kvinder.
Den lægger ud med billeder af gruppevoldtægterne begået mod kvinder af snesevis af mænd på Tahrir-pladsen i Kairo, da egypterne i januar 2013 går på gaden for at markere toårs dagen for Det Arabiske Forår og vise deres utilfredshed med præsident Mohamed Morsi.
Ofrene blive maltrakteret, traumatiseret og ødelagt. Får infektioner af de utallige beskidte fingre og negle, der bliver stukket op i dem mod deres vilje, og mange tør ikke fortælle deres familier om overgrebene af angst for konsekvensen. For som en tilfældig mand, Alqadi konfronterer på gaden siger: ”Drenge bringer ikke skam (over for familien, red.) – det gør piger”.
Køkkenknive og peberspray
Overgrebene bliver startskuddet til Samaher Alqadis smertefulde undersøgelse og afdækning af synet på kvinder i den arabiske verden. Vi følger hende, når hun konfronterer fordomme på gaden og forfølger nogle af de mænd, der i en lind og evig strøm kommer med sexistiske kommentarer om hendes krop eller tager på hende mod hendes vilje.
Vi er fluen på væggen under private samtaler og under besøg hos aktivister, hvor vi hører ting, der får ”text me when you get home” til at fremstå så uendelig småt. ”Problemet er, hvordan mænd ser på kvinder. Mænd behandler kvinder som objekter, fordi de ikke ser kvinder som mennesker,” som én slår fast.
Vi ser vreden bygge sig op og udløses i en nærmest militant demonstration, hvor kvinder – små, store, ældre, unge, gamle, med og uden tørklæde – går på gaden med køkkenknive, køller og andre våben højt hævet over hovederne. Vi bevidner, hvordan Samaher Alqadi og hendes venner udstyrer kvinder med selvforsvarssæt bestående af spidse hijab-nåle og peberspray, så de kan forsvare sig mod overgreb under anti-Morsi demonstrationer i juni samme år.
Og ikke mindst er vi med, når Samaher Alqadi med en blanding af sorg, vrede og kærlighed afdækker sin egen fortid.
Når hun filmer sin storesøster, Mawal, der fulgte i moderens fodspor og blev gift som 16-årig, giftede sin egen datter væk tidligt og blev mormor, mens hun selv var højgravid. Når hun viser, hvordan moderen var et produkt af samfundet, hvis normer hun også ønskede at pådutte sine egne børn. Hvordan moderen selv var et offer, der ”døde uden at kende en eneste af sine rettigheder”, men som på den anden side ikke var interesseret i sine rettigheder, fordi en kvindes plads er i sin mands hjem, og hendes eksamensbevis kan hun hænge op på køkkenvæggen.
Alqadis eget oprør skildres gennem genindspillede erindringer og speakovers, hvor vi blandt hører, hvordan hun næsten blev dræbt af hendes bror, opildnet af netop deres mor, på grund af et billede. Bagefter sov Alqadi tre dage under sengen af frygt og tilbragte 12 måneder i husarrest.
Fem fingre og én livmoder
Overordnet set er det lidt en rodet film. Det er svært at følge med i tidslinjen, da filmen ikke er konsekvent med tidsangivelser, og man ikke er klar over, om den er fortalt helt kronologisk. Der er heller ingen navneskilte eller speaks, der præsenterer de forskellige personer, der optræder. Det er frustrerende, hvis man gerne vil holdes i hånden, men samtidig et ret smukt filmisk greb, fordi det fragmenterede udtryk netop understreger filmen som en erindring, der sjældent lader sig begrænse af kronologi.
Samtidig er det ikke tidslinjen, der er afgørende – det er lige meget, under hvilket regime optagelserne finder sted, for volden mod kvinder, undertrykkelsen af kvinder finder sted uanset. Pointen er eviggyldig.
’As I want’ er fra ende til anden et personligt vidnesbyrd og en hyldest til de ekstremt modige og stærke egyptiske kvinder, der ikke giver op.
Samtidig er det en film, der sætter gang i mere filosofiske tanker – om kærlighed, tilgivelse, om værdier, om venskab og om opvækst. Den glorificerer ikke kvinder, men viser gennem Samaher Alqadis egen hjerteskærende historie, at kvinder lige så vel som mænd kan undertrykke og fastholde kvinder i den rolle, et patriarkalsk samfund har tildelt dem.
Samtidig forsøger filmen at forklare og gribe fat i et af sexismens mest undertrykkende aspekter, nemlig at sexisme tvinger kvinder til konstant at være bevidst om og tænke på sig selv som krop og køn, i stedet for bare at være til som mennesker.
Som en kvinde siger på et tidspunkt:
”Det er destabiliserende når du pludselig begynder at spekulere over noget, der er indlysende. Som hvis du var tvunget til at overveje at have fem fingre …”
