I Bolivia spiller præsidenten fodbold og danser med folket

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lise Josefsen Hermann, Kommunikationsrådgiver, IBIS Sydamerika

OCHABAMBA, 22. April 2010: Onsdag var dagen, hvor de forskellige arbejdsgrupper præsenterede deres konklusioner på det alternative klimatopmøde i Cochabamba. Samtidig var Evo Morales i landsbyen Colomi for at indvie et fodboldstadion i selskab med blandt andre Rafael Alegria fra Honduras, formand for den internationale bondeorganisation, Via Campesina Internacional.

Og i Bolivia nøjes præsidenten ikke med at klippe silkesnoren over. Han var iført fodbold-tøj i blåt og hvidt, med nummer 10 på ryggen – Evo er folkets præsident, også når det handler om fodbold.

Imens fremførte de nu 18 forskellige arbejdsgrupper deres konklusioner ovenpå dagens diskussioner. Fra arbejdsgruppe 12, der så på emnet finansiering, lød en af konklusionerne, at rige lande skal afsætte mindst 6 procent af deres bruttonationalprodukt til at imødegå klimaforandringernes konsekvenser i udviklingslande. Der blev desuden understreget vigtigheden af, at finansieringen bør være tilgængelig for alle udviklingslande uden nogen form for diskriminering eller betingelser.

I en anden konferencesal fremførte arbejdsgruppe 5 med emnet international klimadomstol, deres konklusioner. Først og fremmest er det nødvendigt, at en klimadomstol har kapacitet til at forebygge, dømme og straffe stater, nationale og multinationale firmaer og personer, som forurener og provokerer klimaforandringer med deres handlinger og som udfører aktiviteter, der er ødelæggende for moder jord. Og denne internationale klimadomstol bør have deres sæde i Bolivia, anbefalede arbejdsgruppen.

Desuden lød anbefalinger, at den internationale klimadomstol bør være konstitueret af repræsentanter fra folk, nationer, nationaliteter og stater, som har forpligtet sig på at respektere og opfylde principperne ved klimadomstolen.

Udenfor selve konferenceområdet, ved siden af kirkegården fremsatte protest-arbejdsgruppen nummer 18 sine konklusioner. Arbejdsgruppe nummer 18 er blevet til på initiativ af 12 forskellige bolivianske organisationer, deriblandt IBIS samarbejdspartner, den indianske organisation CONAMAQ.

Konklusionen fra protest-arbejdsgruppen er, at Evo Morales regering bør standse alle udvindings-aktiviteter og mega-projekter, som går ud over landets oprindelige befolkning. Arbejdsgruppen kritiserede blandt regeringens manglende modstand mod blandt andet olie- og minedriften og skovfældning i Bolivia. Arbejdsgruppe 18 kritiserede desuden de latinamerikanske regeringers igangsættelse af mega-infrastruktur-projekter i oprindelige folks territorier. Blandt andet kritiserede de IIRSA-aftalen fra 2000, som er underskrevet af 12 præsidenter i regionen og som indebærer seks vejprojekter, der går gennem Bolivia, og som i mange tilfælde går gennem oprindelige folks territorier, imod disses vilje.

Tilbage i landsbyen Colima er fodboldkampen med deltagelse af præsident Evo Morales, færdig. Efter kampen byder præsidenten folket op til dans, og danser iført sin røde poncho rundt i salen til dansen Sikuris, som er en traditionel dans for Hurari-folket i delstaten La Paz. Senere i et mere seriøst øjeblik finder Evo Morales også vej til talerstolen i fodboldstadionet.

– Vi bliver nødt til at indse, hvor vigtig moder jord er for os. For at løse problemer som klimaforandringer, må vi ændre de udviklingsmodeller, der er i de store lande. Tænk på alle de krige, der er rundt om i verden, så mange penge, der bruges på at dræbe – og så få, der bruges på at redde moder jord, sagde Evo Morales i en tale på klimakonferencen i Bolivia.

Ved Evo Morales side, var flere internationale repræsentanter. Blandt andet det afrikanske land Burundis vicepræsident og Rafael Alegria fra Honduras, som er formand for den internationale bondeorganisation, Via Campesina internacional og aktiv i den honduranske modstandsbevægelse. Rafael Alegria har meget større håb for resultaterne af den alternative klimakonference i Bolivia end sidste års klimakonference i København.

– Denne konference i Cochabamba er for folket. Jeg er sikker på, vi får succes med at forsvare jorden, for folkeslag imellem forstår vi hinanden. Jeg er sikker på, at konferencen vil resultere i total konsensus. Det vil være fuldstændig anderledes her end i København, sagde Rafael Alegria.
Onsdag aften havde præsident Evo Morales inviteret statsfolk og repræsentanter for de forskellige lande til middag. Under middagen blev der stillet forslag om at denne alternative klimakonference bliver en tilbagevendende begivenhed. Et forslag Evo Morales straks tog til sig, og med det samme annoncerede, at der vil være et klimatopmøde i Cochabamba igen om to år.

I en anden tale under konferencen understregede Bolivias præsident Evo Morales vigtigheden af at tage klimaforandringerne alvorligt, og at det er nødvendigt med politiske forandringer for at redde Pacha Mama:

– Enten er det nødvendigt, at kapitalismen dør eller også bliver det moder jord, sagde Evo Morales foran klimakonferencens 20.000 deltagere.

Tilbage i landsbyen Colima, efter de fysiske udfordringer med fodboldkampen og dansen, er det tid til frokost. Evo Morales indbyder alle salens deltagere til traditionel fælles frokost. Tallerkner med majs, hestebønner, kylling og andre traditionelle bolivianske retter er anrettet på et langt bord, hvor præsidenten og hans gæster spiser side om side med landsbybeboerne fra Colima.

Torsdag var den sidste dag på den alternative klimakonference i Cochabamba, og det var dagen, hvor Venezuelas præsident og ideologiske broder, Hugo Chavez meldte sin ankomst for at bakke op om Evo Morales initiativ med en klimakonference for folket.