Propaganda virker bedst, når den står uimodsagt. Den egyptiske præsident, Abdel Fatah al-Sisi, har derfor, siden han kom til magten i 2013 forestået en grundig udrensning af alle, der vover at modsige ham.
Da han proklamerede en ny menneskerettighedsstrategi i september sidste år, var der da heller ingen tilbage til at anfægte hans absurde påstande:
“Egypten var blandt de første lande, der bidrog til formuleringen af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, og siden da har Egypten aktivt promoveret og beskyttet menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder,” sagde præsidenten. Til stor applaus i de egyptiske medier.
Og i marts i år fortalte hans udenrigsminister, Sameh Shoukri, FN’s Menneskerettighedsråd, at man “i ægte partnerskab med civilsamfundet” er i færd med “at etablere en ny republik, baseret på demokratiske værdier, menneskerettigheder og basale frihedsrettigheder uden diskrimination.”
Arresteret uden grund
Den tidligere politiske fange og medstifter af en række sekulære, politiske alliancer Khaled Dawood forstår imidlertid slet ikke behovet for en ny menneskerettighedsstrategi.
“Vores forfatning fra 2014 sikrer os jo. Så det enkleste var at ophæve alle de love, der overtræder forfatningen,” siger han over telefonen fra Kairo.
Foto: Flemming Weiss Andersen
“Men efter at menneskerettighedsstrategien blev offentliggjort, har jeg alligevel benyttet lejligheden til sammen med kollegaer at banke på alle døre for at få myndighederne til at implementere den. Man kunne jo begynde med at løslade folk som mig. Vi tæller i tusindvis. Jeg selv blev løsladt den 12. april sidste år efter at have siddet i fængsel i 19 måneder uden at ane, hvad anklagerne gik ud på.”
Dawood havde et sagsnummer, der betyder “misbrug af de sociale medier, samarbejde med en terrororganisation og udbredelse af falske nyheder.”
Han sagde til dommeren: “Hør her, jeg underviser i journalistik og lærer mine studerende, at de skal forstå baggrunden. Hvad er det for en terrororganisation, jeg har arbejdet sammen med? Hvad er det, jeg har gjort forkert på de sociale medier?”
Men de spørgsmål var under efterforskning, svarede dommeren, og forlængede hans arrestation uden at fortælle hvorfor.
Håbet blev knust
Khaled Dawood blev arresteret i september 2019 i kølvandet på spæde protestdemonstrationer imod al-Sisi-familiens påståede korruption. Dem deltog Dawood ikke i, men han havde på Twitter skrevet: “Præsidenten må holdes ansvarlig.” Og det var muligvis grunden til, at han blev arresteret. Han ved det ikke.
Hvorfor det tidligere parlamentsmedlem, socialdemokraten Zyad Elelaimy, blev arresteret samme år, er det derimod lettere at gætte. Elelaimy var nemlig i færd med at danne en koalition af oppositionspartier, som skulle stille op på en fællesliste til parlamentsvalget i 2020, under navnet Håbet.
Håbet blev aldrig til noget.
Foto: Flemming Weiss Andersen
Alle potentielle medlemmer blev arresteret. Og Elelaimy selv sad indespærret i to et halvt år, mistænkt i forskellige terror-relaterede sager. Indtil han i november sidste år blev idømt fem års fængsel i en helt ny sag, som gik ud på, at han havde “fornærmet præsidenten” i et interview med BBC og i en artikel om Suezkanalen helt tilbage i 2017. Dommen kan ikke ankes. Og han er fortsat mistænkt i flere sager.
“Vi aner ikke, hvem der træffer beslutningen om, hvem der skal arresteres eller løslades. Hvis man har siddet uden dom i maksimumperioden, som er to år, risikerer man at få nye sager på halsen, så man kan sidde endnu nogle år. Og vores advokater får ikke adgang til sagsmapperne. Jeg kender folk, der har siddet arresteret i tre og et halvt år på den måde, og jeg aner den dag i dag ikke, hvorfor netop jeg blev løsladt og ikke Elelaimy,” siger Khaled Dawood.
60.000 politiske fanger
For at vise, at “staten er forpligtet til at respektere og beskytte personlig frihed og deltagelse i det politiske liv”, havde al-Sisi ellers ophævet fire års undtagelsestilstand i oktober. Det gav håb om en smule mere frihed. Men umiddelbart efter fulgte en serie love, som begrænsede frihedsrettighederne i en sådan grad, at Human Rights Watch vurderer, at undtagelsestilstanden i realiteten er blevet gjort permanent.
Rettighedsgrupper anslår, at der er cirka 60.000 politiske fanger i Egypten. De fleste er – i modsætning til Elelaimy og Dawood – formentlig fra Det Muslimske Broderskab, og mange af dem er blevet dømt til døden.
Egypten gennemfører ifølge Amnesty International det tredje højeste antal henrettelser i verden. Men når det gælder Broderskabets ledelse, er ingen endnu blevet henrettet. De berøves ifølge deres familier i stedet muligheden for lægelig behandling og risikerer at ende som deres afsatte præsident, Mohamed Morsi, som døde efter seks år i enecelle, formentlig på grund af manglende behandling for forhøjet blodtryk og sukkersyge.
Foto: Flemming Weiss Andersen
En lignende skæbne risikerer den nu halvfjerdsårige, tidligere præsidentkandidat fra 2012, Abdel Moneim Aboul Fotouh, at få. Han regnes som en liberal islamist og havde mange tilhængere blandt de unge. I 2018 blev han arresteret efter at have kritiseret al-Sisi for at kaste alle seriøse modkandidater til det daværende præsidentvalg i fængsel. Han har nu tilbragt fire år i enecelle.
Nyt superfængsel
Siden Al-Sisi blev præsident, er der blevet bygget 17 nye fængsler i Egypten. Alligevel er overbelægningen ifølge det Tunis-baserede Cairo Institute for Human Rights på cirka 300 procent. Men det skal snart være slut.
I forbindelse med den nye menneskerettighedsstrategi har indenrigsministeriet udsendt en sensationel propagandavideo med tilsyneladende autentiske billeder fra et kommende lyst og luftigt superfængsel ude i ørkenen, cirka 100 kilometer nord for Kairo, med plads til 38.000 fanger.
I disse smukke omgivelser skal fangerne resocialiseres, uddannes og korrigeres “med basis i internationale standarder for menneskerettigheder”, fortæller indenrigsministeriet, som i tillæg har udsendt en smægtende musikvideo med titlen “En chance for livet”, der handler om at “hjælpe forbryderen tilbage til livet med kærlighed.”
Alle måbede. Også Khaled Dawood.
“Egypten er mig bekendt det eneste land, som har lavet en hyldestsang til et fængsel,” siger han.
Hvad der bliver virkelighed, når og hvis projektet færdiggøres, er uvist.
“Min erfaring siger mig, at de sportsaktiviteter og uddannelsestilbud, der vises i videoen, ikke kommer til at gælde for de politiske fanger. Vi fik i modsætning til dømte mordere ikke lov til at se TV, høre radio, læse aviser, bøger, eller bruge fællesarealerne,” siger Khaled Dawood.
Otte år i isolation
Den formentligt mest berømte aktivist og blogger fra den egyptiske revolution i 2011, Alaa Abd el-Fattah, er med egne ord blevet “et spøgelse fra fortidens forår” efter at have siddet i enecelle det meste af de snart otte år, han har tilbragt i fængsel siden 2013.
Den eneste overtrædelse af loven, han er bevidst om at være skyld i, var, da han i 2013 deltog i en demonstration, som varede i et kvarter. Resten er beviseligt opfundne anklager imod ham.
Foto: Flemming Weiss Andersen
I december sidste år blev han ikke desto mindre idømt fem års fængsel for udbredelse af falske nyheder og for at støtte en terrororganisation. Hans advokater har aldrig set anklageskriftet.
Dommen kom som et chok for mange. #FreeAlaa-hashtagget er blevet et symbol på al-Sisi-diktaturets uretfærdighed, og mange håbede, at regimet denne gang ville benytte lejligheden til at vise udlandet, at der trods alt var en vis opblødning på vej.
Måske var dommen hævn for, at Alaa Abd el-Fattah sidste år fik udgivet en bog, “Endnu er du ikke besejret“, som blandt andet består af noter, smuglet ud fra fængslet.
“Jeg har ikke noget at sige; intet håb, ingen drømme, ingen frygt, ingen advarsler, ingen indsigt, ingenting,” skriver han i bogen, og hans mor og søstre – som alle er menneskerettighedsaktivister – har gentagne gange advaret om, at isolation gør ham selvmordstruet.
“Det er den måde, de prøver at nedbryde os moralsk og psykologisk på,” siger Khaled Dawood.
“Der er ingen plads til folk som os. Hvis du ikke kan holde kæft, må du tage til udlandet.”
