Livet på Vestbredden er forkrøblende for de palæstinensiske indbyggere på en helt anden måde end de aktuelle rædsler i Gaza. På Vestbredden har de i årtier levet under Israels ulovlige besættelse med stadigt flere ulovlige bosættelser, diskriminering og daglige ydmygelser. Det er blevet værre siden Hamas angreb Israel i oktober 2023.
Indbyggerne på Vestbredden får stjålet deres jord, de bliver truet, chikaneret, fængslet, tortureret og dræbt. 40 procent af mændene har været fængslet af israelerne, de fleste uden rettergang og måske uden at vide hvorfor. Mange er blevet tortureret i fængslerne.
Hjemme bliver de chikaneret, angrebet og til tider myrdet. Deres huse bliver bulldozet, deres land givet til israelske bosættere, de må ikke køre på “bosættervejene”, de bliver blokeret af mure, ydmyget ved checkpoints og drevet sammen på stadigt mindre områder af de efterhånden mindst 600.000 israelske bosættere.
“Det er i klokkeklar modstrid med international lov. Man må ikke overføre civile fra en besættelsesmagt til et besat territorium. Altså besættelsen er ulovlig i sig selv, og den måde, man har implementeret besættelsen på, er også ulovlig,” siger Rasmus Grue Christensen, der er direktør i Dignity, en dansk menneskeretsorganisation, der har fokus på brug af tortur og hjælp til torturofre. Rasmus Grue Christensen er også formand for bestyrelsen for Rådet for Menneskerettigheder, og tidligere dansk diplomat blandt andet i Palæstina. Og så er han gæst i Højtryk fra Globalnyt.
Han anerkender, at Israel har sikkerhedshensyn at varetage og også et beskyttelsesbehov. Det har bare ikke noget med menneskerettigheder at gøre. Israel kan ikke legitimere sine overgreb med angrebet 7. oktober. Og Hamas kan ikke legitimere angrebet med, at man er besat. En krigsforbrydelse berettiger ikke den næste.
Højtryk bestyres af Laurits Holdt, Kirsten Larsen og lyddesigner Jonas Johs Andersen.