Kontantbeholdningen er i frit fald, og landet har kun finansielle aktiver til fem år, hvis det fortsætter.
Saudi Arabien vil få et underskud på 21,6 pct. i regeringens overordnede statsfinanser i år og et underskud på 19,4 pct. til næste år, vurderer Valutafonden (IMF) i World Economic and Financial Survey, som udkommer hver oktober.
Saudi Arabiens valutareserver udgør 4,422 mia. kr. (654,5 mia. dollar), men kontanterne forsvinder hurtigt, skriver britiske The Independent.
Ifølge det arabiske nyhedsbureau Al-Jazeera har kongeriget allerede tabt knap 500 mia. kr., siden oliepriserne begyndte at falde, og trukket et næsten ligeså stort beløb fra sine udenlandske konti og kapitalforvaltere.
Det har dog ikke fået sparekniven frem. Tidliger i år brugte sauderne ca. 216 mia. kr. omkring kroningen af Kong Salman Bin Abdulaziz Al Saud.
Det er tradition for, at den nye konge giver pengegaver til folket, og ved denne lejlighed blev det til to måneders ekstra løn og pension til tre mio. statsansatte.
Årets forsvarsbudget på 540 mia. kr. overgår samtidig Ruslands og er verdens tredjestørste.