Det britiske kongehus er uløseligt forbundet med kolonitiden og det britiske imperium. Så da dronning Elizabeth II døde torsdag 8. september, var det ikke kun briterne og udlandske royalister, der blev berørt. Det ruskede også op i gamle minder og traumer fra kolonitiden hos nogle af de mennesker, der levede i de britiske kolonier og deres efterkommere.
Vreden titter frem i sprækkerne i den mur af kondolencer og lovprisninger, som særligt statsoverhoveder og regeringsledere verden over agerer solide murbrokker i.
For eksempel fra Zoé Samudzi, en zimbabwisk-amerikansk forfatter og underviser på Rhode Island School of Design i USA, som på Twitter skriver: ”Som den første generation i min familie, der ikke er født i en britisk koloni, vil jeg danse på graven for ethvert medlem af den kongelige familie, især hendes.”
Samme toner lyder fra Uju Anya, lektor på Carnegie Mellon-universitetet i den amerikanske stat Pennsylvania, og hvis far er født i Nigeria, på Twitter.
Hun skriver blandt andet, at hun ikke nærede andet end foragt for dronningen, fordi hun var overhoved for den britiske regering, som støttede den nigerianske regerings overgreb på befolkningen i Biafra-regionen, som i 1967-1970 forsøgte at løsrive sig.
Hendes tweet er siden blevet slettet, fordi det angiveligt overtrådte det sociale medies retningslinjer. Men inden da blev hun kritiseret af milliardæren Jeff Bezos, som er storsponsor for Carnegie Mellon-universitetet.
I Kenya var dronning Elizabeth en fjern figur, som de fleste kendte bedst fra serien The Crown, skriver The Guardian. Men især på sociale medier har flere mindet om, at hun var statsoverhoved, da de britiske myndigheder slog ned på det såkaldte Mau Mau-oprør i årene 1952 til 1960. Dengang blev omkring 1,5 millioner kenyanere sat i koncentrationslejre, hvoraf mange blev udsat for alvorlige overgreb. En historie som briterne aktivt forsøgte at skjule.
Men det er snarere det britiske kongehus som institution end det er dronning Elisabeth, der tiltrækker sig vrede, lyder det fra Matthew Smith, professor i historie ved University College London med speciale i arven fra det britiske slaveri, i det amerikanske medie NBC.
Fra 32 til 15 lande under kronen
På gamle verdenskort er Storbritannien lyserødt, og det samme er kolonierne, og hvad man ellers kaldte de mange besiddelser spredt ud over hele planeten. Størst var det omkring 1920, men i takt med at kolonierne blev selvstændige skrumpede imperiet ind.
Da Elizabeth blev dronning 6. februar 1952 blev hun monark for 32 lande. Pakistan gjorde sig til republik i 1956, og siden fulgte 16 andre lande i deres fodspor. De fleste sagde farvel til kronen i 1960’erne og 70’erne. Men trenden er fortsat lige siden, og senest i 2021 fik den caribiske stat Barbados en præsident i stedet for den britiske dronning som statsoverhoved.
Kong Charles den tredje, eller ’third of his name’ som de siger i Game of Thrones, arver altså kun posten som statsoverhoved for 14 lande udover Storbritannien. Det er de såkaldte ’Commonwealth Realms’, ej at forveksle med organisationen Commonwealth, som vi vender tilbage til. De 14 lande inkluderer blandt andre Jamaica, Canada og Australien (se boks).
Commonwealth Realms – her er Charles III konge
Antigua og Barbuda
Australien
Bahamas
Belize
Canada
Grenada
Jamaica
New Zealand
Papua Ny Guinea
Saint Kitts og Nevis
Saint Lucia
Saint Vincent og Grenadinerne
Salomonøerne
Tuvalu
United Kingdom
I mindst fire andre lande simrer lige nu et ønske om at afskaffe kongemagten og indføre en republik med en præsident i spidsen.
Mest tydeligt er det i en anden caribiske stat, Antigua & Barbuda. Her har premierminister Gaston Browne proklameret, at der inden for tre år vil blive afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet.
Jamaicas premierminister Andrew Holness, har ligeledes sagt, at han ønsker, at landet overgår til at være en republik. I Belize udtalte premierminister John Briceño i marts, at regeringen har nedsat en kommission, som skal se på den ”fortsatte afkoloniseringsproces”, som det blev udtrykt.
Men det er ikke kun i små caribiske stater, spørgsmålet spøger. I Australien lever ønsket om at bytte dronningen – og nu kongen – ud med en præsident i bedste velgående. Premierminister Anthony Albanese har tidligere sagt, at han går ind for en republik, men har efter dronning Elizabeths død sagt, at hans regering ikke har tænkt sig at gøre noget ved det i denne valgperiode.
Commonwealth har det (indtil videre) fint
Den store og brede organisation, som kong Charles også arvede den ceremonielle ledelse af er ’Commonwealth of Nations’ – man droppede det oprindelige ’British Commonwealth of Nations’ i 1946.
Commonwealth of Nations, eller bare Commonwealth i daglig tale, er i dag en meget løs organisation, som har 56 lande som medlemmer – de fleste er tidligere kolonier.
Organisationen er i dag mest kendt som arrangør af Commonwealth Games, som er et slags miniudgave af De Olympiske Lege.
Men det er også et fællesskab, hvor medlemmerne har skrevet under på et sæt af kerneværdier som demokrati, menneskerettigheder, tolerance og ytringsfrihed. Organisationen har ikke i sig selv nogen magt, men den kan smide et medlem ud, hvis det bevæger sig for langt væk fra kerneværdierne. Det er sket for Nigeria, Pakistan, Fiji og Zimbabwe. Zimbabwe valgte kort tid efter helt at forlade organisationen, mens de tre andre lande blevet lukket ind i igen.
Mens Commonwealth Realms ser ud til at skrumpe yderligere – hvis republikanerne i Australien, Jamaica, Belize og Antigua & Barbuda får deres krav opfyldt – så er der ikke noget, som tyder på, at Commonwealth of Nations slår sprækker. Organisationen er sågar vokset i de seneste år med tilføjelsen af blandt andre Rwanda og Mozambique, der ikke tidligere har været underlagt det britiske imperium.
‘Global Britain‘
Storbritannien er ikke den eneste tidligere kolonimagt, som har forsøgt at skabe en klub for sine tidligere kolonier. Portugal og Frankrig har med henholdsvis Comunidade dos Países de Língua Portuguesa (i daglig tale Comunidade Lusófona) og Organisation internationale de la Francophonie (i daglig tale La Francophonie) skabt lignende organisationer.
Der er dog ét stort ‘men’.
I de seneste år er der blomstret en debat op om tilværelsen i Commonwealth i det der snart er verdens mest folkerige land, Indien. Em udtrædelse er ikke lige om hjørnet. Men sker det, vil det været et hårdt slag for organisationen og Storbritannien, fordi inderne udgør mere end halvdelen af befolkningen i medlemslandene.
Da Storbritannien forlod EU lancerede premierminister Theresa May begrebet ’Global Britain’. Det dækker over en ambition om, at landet ikke skal lukke sig om sig selv, men tværtimod række ud og skabe nye partnerskaber og alliancer. Her håber regeringen og andre Brexit-tilhængere, at landene i Commonwealth i en eller anden grad kan træde i stedet for de tidligere partnerlande i EU.
