On The Inside Of A Military Dictatorship
Instrueret af Karen Stokkendal Poulsen, 2019
Spilletid: 97 min.
Kan ses på CPH:DOX onsdag kl. 16.30 i Grand og lørdag kl. 14 på Charlottenborg, begge i København. For mere info se cphdox.dk
Forfølgelsen af rohingyamindretallet, som har fyldt stort set alt i de internationale mediers nyhedsdækning af Myanmar gennem det seneste år eller to, kommer som det sidste i den kronologiske fortælling, som ”On The Inside of A Military Dictatorship” er.
Nok er rohingyakrisen det spørgsmål, der for alvor har fået Myanmar på lystavlen i FN’s Sikkerhedsråd, Menneskerettighedsråd og et utal af andre internationale fora på det seneste.
Men det er dybest set ikke den alvorlige konflikt, filmen handler om, selv om den i høj grad også er et eksempel på det grundlæggende tema i filmen, nemlig relationen mellem Myammars væbnede styrker og Aung San Suu Kyi.
Hun var engang et af verdens store friheds- og demokratiikoner. Men hendes internationale agtelse styrtdykkede, da hun først forholdt sig tavs og siden benægtede, at der skete systematisk forfølgelse og fordrivelse af det muslimske mindretal i Rakhine-delstaten.
Rohingyakrisen er med til at vise den yderst komplekse relation mellem Suu Kyi og det militær, der stadig har afgørende indflydelse i Myanmar.
For uanset, at Suu Kyi selv er klar til at give rohingyaerne flere rettigheder, kan det ikke lade sig gøre for hende i den virkelighed, hun skal forsøge at navigere i. På lang sigt er hendes forhold til det magtfulde militær og hendes regerings overlevelse vigtigere for hende end at redde de rohingyaer, der er dybt upopulære blandt Myanmars øvrige befolkning, og vigtigere end at redde de sørgelige rester af hendes internationale ry.
”Vi, der gennemlever transitionen i Myanmar, ser det anderledes”, lyder det køligt fra det i dag 73-årige ikon, som indtil for få år siden stadig blev betegnet som ”Asiens Nelson Mandela”.
Hun går på talerstolen, eller ”skafottet”, som generalerne har sendt hende op på, med en undvigende og afvisende meddelelse til det internationale samfund, der afkræver hende svar på, hvorfor hun forholder sig tavs og ikke griber ind og stopper det, der af FN betegnes som etnisk udrensning og formodet folkedrab.
Det forfulgte mindretal er blevet Aung San Suu Kyis og hendes demokratiprojekts akilleshæl, lyder det på et tidspunkt i filmen. Og hun indser, at hun intet kan gøre.
”Hæren har sin egen agenda. Den gør, hvad den vil,” konstaterer en af Suu Kyis nærmeste rådgivere, U Win Thein.
Mor Suu og Obama
Oprindeligt havde rohingya-spørgsmålet fået lov at fylde 50 minutter i dokumentarfilmen, der søndag aften havde verdenspremiere i en fyldt sal i Grand-biografen København. Men i den endelige version af filmen er det skåret ned til 15 minutter.
For det handler først og fremmest om kampen mellem Suu Kyi og militærstyret, og her er rohingyaforfølgelsen kun en del af fortællingen.
Da Aung San Suu Kyi blev frigivet fra sammenlagt 15 års husarrest i 2010, og militærstyret gradvist løsnede sit stramme greb om magten og fremlagde sin syv-trins køreplan mod demokrati, så fremtiden ud til at kunne blive lys – og om ikke lykkelig så i hvert fald rykke fremad med stormskridt – for det land, der så længe havde været isoleret og forkrøblet af sanktioner.
Den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, kom på besøg i Myanmar i 2012 og stillede op til pressekonference sammen med Suu Kyi foran hendes hus i udkanten af Yangon. ”On The Inside of A Military Dictatorship” giver os et gensyn med Obama, der ømt omfavner den spinkle kvinde, der er blevet symbolet på den bedre fremtid, der nu ligger i horisonten for Myanmar.
Suu Kyi påtog sig rollen som nationens moder, fortæller U Win Thein, der er hendes nære rådgiver og et af de fremtrædende medlemmer af partiet National League for Democracy, NLD. ”Mor Suu”, som hendes tilhængere kalder hende, skulle samle en nation, der er splittet på kryds og tværs af etniske og religiøse konflikter og dybt præget af det mangeårige militærdiktatur.
”Hendes strategi er at forsøge at tæmme generalerne. At få dem til at holde op med at tænke som diktatorer”, forklarer U Win Thein i ”On The Inside of A Military Dictatorship”.
Men filmen viser med tydelighed, at det ikke er nogen nem opgave, ”Mor Suu” har påtaget sig.
Militæret har stadig kontrol
En af de helt store forhindringer på vejen er den forfatning, som Myanmars militær udarbejdede og som trådte i kraft i 2008. Her har militæret sikret sig selv ikke alene en fjerdedel af pladserne i landets parlament – og dermed et veto over forfatningsændringer og andre store beslutninger – men også kontrollen over de ministerier, der har ansvar for landets forsvar, sikkerhed og ydre grænser.
Myanmar er et land, der gennem 70 år har været præget af etniske og religiøse konflikter.
Status i dag er, at 900.000 rohingyaer er flygtet ud af landet, og der er fortsat en myriade af andre konflikter mellem landets hær og diverse oprørsgrupper.
Disse konflikter har militæret brugt for at retfærdiggøre, at det gennem årtier har holdt Myanmar i et stramt jerngreb.
Og generalerne har i vid udstrækning stadig magten. Forfatningen, som militærstyret fik på plads, inden de indvilgede i at slippe tøjlerne i hvert fald delvist, blokerer for, at Aung San Suu Kyi kan blive præsident. Og giver militæret fortsat kontrol med alt hvad der vedrører landets forsvar, sikkerhed og beskyttelse af grænserne.
”De er stadig ved magten på grund af forfatningen,” forklarer Aung San Suu Kyi på et tidspunkt i filmen.
”De er blevet vant til at tænke, at de er de eneste, der er i stand til at holde sammen på landet,” siger hun.
Travlt ved generalernes håndvask
Filmens helt store scoop er, at instruktøren, Karen Stokkendal Poulsen, har fået adgang til en række af de øverste militære ledere fra dengang og til Aung San Suu Kyi selv, og at det i en vis grad lykkes at få i hvert fald officererne til at åbne op.
En efter en forklarer de, at det i hvert fald ikke var dem, der klamrede sig til magten – ”Jeg var kun glad for at slippe magten”, hævder tidligere militærleder Thein Sein – mens både Thein Sein og en anden af de højtstående ledere gør en del ud af at forklare, at det skam var dem, der egenhændigt gav ordre til at løslade titusinder af politiske fanger fra Myanmars fængsler. Men ingen af dem taler om, hvorfor fangerne havnede i fængsel i første omgang.
”NLD skabte så mange konflikter for os,” forklarer en af de tidligere topofficerer i det forhenværende militærstyre.
Ved filmens verdenspremiere i Grand-biografen søndag aften erkendte instruktør Karen Stokkendal Poulsen, at der har været flere gange, hvor hun var på nippet til at give op. Det var vanskeligt at få hul igennem til de personer, hun gerne ville have i tale.
Men det lykkedes til sidst at komme igennem til de fleste af hovedpersonerne i dramaet – eller tragedien, om man vil. Og mens generalerne står i kø ved håndvasken, svarer Suu Kyi med blomsterne i håret mere kort og nøgternt på de spørgsmål, hun bliver stillet i filmen.
Hun kommer ind på, hvordan ”visse magtfulde mennesker” i Myanmar har haft en alvorlig bekymring for, hvad der ville ske dem, hvis magten skiftede fra et militært til et civilt styre. Og fortæller om kvalerne med at overbevise generalerne om, at et civilt styre kan løfte den store opgave, det er at lede landet. Samtidig er/var hendes egen demokratifløj heller ikke overbeviste om, at de kan stole på militærstyret og dets løfter.
”Manglen på tillid er trængt helt ind i knoglerne,” forklarer Suu Kyi i filmen og tilføjer, at det ikke er noget, der hjælper på den tiltrængte forsoningsproces i et land, der stadig har mange sår at hele.
Astrologer lovede juntaen jordskredssejr
”On The Inside of A Military Dictatorship” har været fem år undervejs, og i løbet af den tid er utallige store begivenheder fundet sted i Myanmar. Ikke mindst det historiske valg i november 2015, hvor Suu Kyi og NLD langt om længe fik lov at få den valgsejr, de har været nægtet i årtier. I parlamentet, der hidtil har været præget af grønne uniformer og de højeste lederes hvide dragter, blandes der nu en solid sjat orange ind fra NLD’s nyvalgte parlamentarikere.
En af styrets astrologer – for sådan nogle benytter det flittigt – havde fortalt, at generalerne ikke kunne undgå at vinde en jordskredssejr, hvis de fastsatte valgdatoen til den 8. november 2015.
Jordskredssejren udeblev da heller ikke, men den tilfaldt Aung San Suu Kyi og NLD, der vandt 86 procent af stemmerne, mens etniske partier løb med en pæn portion af de resterende stemmer.
”Astrologen tog fejl. Han rejste siden til en landsby, kronragede sig og blev munk,” fortæller U Win Htein med en rungende latter.
I dag sidder NLD og Suu Kyi stadig på magten. Undtagen den del af magten, den på nogle måder tungerevejende del af magten,som militæret har sikret sig i den forfatning, styret selv udarbejdede.
Hjemme i Myanmar er hun stadig ”mor Suu” for de fleste. Men internationalt er hendes stjerne falmet helt.
Måske var Suu Kyi aldrig den person, verden troede hun var, lyder fortællestemmen til sidst i ”On The Inside of A Military Dictatorship”. Og måske er hun heller ikke den skurk, verden ser hende som nu, konstateres det i filmen – uden at frikende Suu Kyi.
Uanset, hvem skurkene er, står det klar, at Myanmars tragedie er ikke slut. Og at man formentlig ikke kan forstå det, der foregår i Myanmar, uden også at se på det militærstyre, der stadig hviler tungt over landet.