Extract Solo – no one saw the colours
Yazan Khalili
Udstillingsperiode: 3.februar – 11.marts 2018
Kunstforeningen Gl. Strand
Gammel Strand 48
1202 København
Tir – søn: 11-17 (ons 11-20)
Entré: 75 kr / 65 kr
Info: glstrand
I et par uger endnu kan man se udstillingen “Extract Solo: Yazan Khalili – No One Saw the Colours” på Kunstforeningen Gl. Strand i København. Udstillingen består af en række videoværker og fotografier lavet af den syriskfødte kunstner Yazan Khalili, der er bosiddende i Ramallah på Vestbredden.
Det, der mangler eller er blevet fjernet
Yazan Khalili interesserer sig for strukturelle systemer, som moderne menneskers tilværelse er afhængig af. I mange af sine værker sætter han fokus på det såkaldte ‘negative rum’ forstået som det, der er ikke er tilstede, eller mangler eller er blevet fjernet fra vores virkelighed.
En af kunstneres pointer er, at det lokale er forsvundet. Det lokale er eksploderet, og der er kun det globale tilbage. Selvom Khalili lader sig inspirere af, hvordan den israelsk-palæstinensieke konflikt tager sig ud i Ramallah, så kan de problemstillinger, han beskæftiger sig med, genfindes overalt i verden. Et af hans eksempler er bankerne og finansverdenens bygninger.
Bankernes arkitektur
Et af værkerne er en overvågning af en bank. Khalili har simpelthen stillet et kamera op foran indgangen, og man ser, hvem der går ind og ud. Ved at overvåge banken, forsøger han at omvende den relation, hvor det ellers er finansverdenen, der overvåger mennesker.
Med værket viser han samtidig, at der egentlig ikke foregår noget. Mennesker går ind og ud af bankens glasdør, men vi får ikke noget indblik i, hvad der foregår. Hans pointe er, at bankernes bygninger ikke har nogen konkret eller lokal begrundelse, men er i stedet en del af en symbolsk struktur. Den er ens overalt og har ingenting med det lokale sted at gøre. Det skaber meningsløshed og fremmedgørelse, men efterlader også mennesker alene uden muligheder for at handle i fælleskab.
Internettets løgne og bedrag
I en art talk på udstillingens første dag fortæller Yazan Khalili om sine værker og sin inspiration. Her kommer han også ind på internettets udvikling. Han husker, hvordan alle under Det Arabiske Forår var henrykte over, at internettet kunne fungere som frigørende faktor og være en motor for demokratisering. Siden mener han imidlertid, at skuffelsen har indtruffet, idet internettet har vist sig at være blot endnu en upersonlig struktur, som mennesker bliver underlagt.
Han nævner et eksempel på internettets løgne og bedrag: På et tidspunkt cirkulerer billeder af skuespilleren Selma Hayek på den røde løber i Cannes i 2014 med et hvidt ark papir, hvor der står #BringBackOurGirls (hashtag for kampagne til fordel for de skolepiger i Nigeria, der blev kidnappet af Boko Haram). Yazan Khalili fortæller, at han fandt ud af, at det samme billede cirkulerede med flere forskellige slogans. Det satte for ham et alvorligt spørgsmålstegn ved internettets troværdighed, og hvad det kan bruges til i aktivistisk øjemed, når enhver bare kan photoshoppe sig til berømtheders støtte til kampagner.
De udstillede værker kræver koncentration og fordybelse, og udstillingen har således en langsommelighed over sig som modvægt til i en verden, hvor hastigheden ellers konstant stiger. Det er derfor anbefalelsesværdigt at sætte god tid af, når man besøger udstillingen.