I organisationen Marsj Zjinoks lokaler i Lviv er en gruppe internt fordrevne kvinder godt i gang med en kunstterapisession, som er et af de arrangementer, Marsj Zjinok har afholdt her i bygningen siden efteråret 2022.
»Da vi startede, troede jeg, at vi som feministisk organisation ville lave en masse arrangementer om, hvordan kvinder kan udvikle sig professionelt og så videre. Men efter lidt tid, da de besøgene var begyndt at komme her, indså vi, at vi var nødt til at tage os af dem på deres måde og ikke på den måde, vi ønskede. Og det, de havde behov for, var ro,« siger Krystyna Senchenko.
»Halvdelen af vores arrangementer involverer kunst. Dem, der afholder dem, er enten kunstterapeuter eller psykologer, som har arbejdet med internt fordrevne før,« siger hun.
Hun er projektleder i Marsj Zjinok og arbejder desuden for organisationen Inside, der etablerede et opholdssted for internt fordrevne LGBT+-personer her i lokalerne, da Rusland netop have indledt sin invasion.
På det tidspunkt flygtede mange tusinder mennesker til den vestukrainske by, som måtte omdanne skoler og teatre til midlertidige hjem til de fordrevne.
Den store tilstrømning af mennesker fra de farligere dele af Ukraine lagde et stort pres på Lviv. Byens borgmester Andrij Sadovij estimerede, at der hver dag kom 50.000 nye personer til byen, og han advarede om, at man var ved at nå et bristepunkt for, hvor mange mennesker man kunne tage imod.
På et tidspunkt husede Lviv, der normalt har en befolkning på omkring 700.000, således to millioner flygtninge, vurderede han over for mediet EURARCTIV.
Krystyna Senchenko husker godt de kilometerlange køer ved byens togstation, hvor folk ventede længe i det kolde vejr for at komme med et tog ud af landet.
»De frivillige på stationen var en slags supermennesker, som lavede mad og delte te ud. De var meget organiserede, videregav informationer til folk og talte med dem, der var ved at bryde sammen. Jeg tror, at når man hører alle de dårlige nyheder, så er den naturlige reaktion enten at fryse, kæmpe eller flygte. Det var ikke alle i Lviv, der kæmpede, men mange gjorde,« siger hun.
Nogenlunde samme beskrivelse går igen hos Iryna Orshak fra organisationen Volunteering and Help Center Lviv, der hjælper internt fordrevne. Hun beskriver de første måneders tilstrømning som »en virkelig stor udfordring for Lviv«:
»Jeg kender ikke det præcise antal, der kom hertil, men jeg tror, vi er en af de byer, der har oplevet den største bølge, fordi vi ligger tæt på grænsen til Polen.«
De nytilkomne manglede stort set alt: Mad, vand, medicin og et sted at sove. Så Iryna Orshak og hendes kolleger fokuserede på at uddele de mest basale fornødenheder og åbnede to bosteder i Lviv, hvor der i alt boede omkring 1.000 mennekser i løbet af krigens første år.
Selvom situationen var uvant og ekstrem, havde flere ansatte fra organisationen alligevel noget erfaring, de kunne trække på, fordi de havde været med til at hjælpe flygtninge fra Østukraine siden krigens begyndelse i 2014.
Frygtede at skille sig ud
Andre dele af Lvivs civilsamfund var mere på udebane. Sådan var det for ungdomsorganisationen MoloDvizj Center, der holder til i en toetagers bygning i byens centrum.
Inden for døren i stuetagen bliver man mødt af neonskilte, kridttegninger på væggene og store planter i farverige krukker. Atmosfæren er afslappet, og havde det ikke været for den luftalarm, der netop er gået i byen, kunne man nemt have fortrængt det faktum, at alle de unge i bygningen befinder sig midt i en krig.
25-årige Valentyna Palytsja viser vej til kælderetagen, hvor de altid søger ned, når situationen kræver det. Hun er kommunikationsansvarlig hos MoloDvizj Center og har været en del af organisationen, siden den blev stiftet for fire år siden.
Hun åbner døren til et kontor med glasvægge, sætter sig til rette bag et skrivebord og giver sig til at fortælle om de indledende uger af invasionen. På det tidspunkt holdt centret her i Lviv lukket, og hende og hendes kolleger hjalp i stedet til med det humanitære arbejde, der foregik i byen.
Da det værste chok havde lagt sig, genoptog de deres aktiviteter og iværksatte også kurser specifikt målrettet de mange internt fordrevne, der var kommet til byen. Men det var ikke altid nemt at integrere de nytilkomne unge i det lokale ungdomsmiljø.
Mange af dem talte primært russisk eller Surtjyk, som er en blanding af ukrainsk og russisk, mens indbyggerne i Lviv stort set kun taler ukrainsk til dagligt:
»Her i Lviv er der mange, der er ret konservative, som opfatter det som en fornærmelse, når de hører andre ukrainere tale russisk,« forklarer Valentyna Palytsja.
Hun oplevede, at de nye indbyggere derfor var hurtige til at danne deres egne fællesskaber:
»Folk fra Kharkiv fandt for eksempel sammen med hinanden,« siger hun.
Hendes kollega Oleksandra Mandrush, som sidder ved et skrivebord i den modsatte ende af kontoret, bryder ind:
»Og det var helt okay, for de oplevede mennesker fra deres hjemby som velkendte. Det, vi ønsker, er at skabe et miljø, hvor de også kan føle noget velkendt ved os. Det har taget tid at få folk fra disse lukkede fællesskaber til at føle sig trygge, for de var stressede over det, de har oplevet,« siger Oleksandra Mandrush, som underviser de nytilkomne i ukrainsk.
Hun oplevede, at de nye beboere i Lviv frygtede at skille sig ud, og det fik hende og hendes kolleger til at indse, at det ikke nyttede at adskille de internt fordrevne fra lokale unge i deres aktiviteter, som de ellers havde gjort indtil da. Den nye, inkluderende strategi gav hurtigt pote:
»I dag kan jeg ikke længere sige, hvor mange internt fordrevne, der faktisk besøger vores center, for de anser sig selv som lokale, og det er en sejr for mig. De føler, de hører til i ungdomsmiljøet i byen, og det er netop det, vi har arbejdet for i alle disse måneder,« siger Oleksandra Mandrush.
Ligesom krigen stillede nye krav til MoloDvizj Center, fik de svære omstændigheder også ungdomsorganisationen til at blomstre på nye måder. Nu var man tvunget til at reflektere over, hvordan den holder sig relevant under så altoverskyggende en begivenhed, som krigen er.
De lancerede blandt andet podcasten ‘Dreams before sleep’, der skal inspirere unge ukrainere til at turde have drømme for fremtiden trods krigen, og satte gang i en række kurser i projektledelse, medier og fundraising, der skal hjælpe unge til at føre deres egne projektidéer ud i livet.
Har brug for større hjælp
Selvom krigen efterhånden er blevet et grundvilkår i ukrainernes liv, stiller den stadig nye krav til Lvivs civilsamfund. For de omkring 150.000 internt fordrevne, der fortsat opholder sig i byen, har behovene ændret sig i takt med, at månederne er gået, og organisationerne har derfor måttet omstille sig endnu engang.
Det har man mærket på et nedlagt hostel ikke langt fra Lvivs centrum, hvor ngo’en Feminist Workshop har etableret et midlertidigt hjem for internt fordrevne kvinder. Førhen havde organisationen to andre hjem som dette. I dag, hvor tilstrømningen er langt mindre, har de kun et.
Det betyder dog ikke, at arbejdet er blevet lettere, siger koordinator for kriseafdelingen i Feminist Workshop, Natalja Paslavska
»De mennesker, der kommer hertil nu, har typisk brug for mere hjælp, for eksempel fordi de har et handikap og ikke havde mulighed for at flygte før nu. Og selvom om vi holder meget af vores beboere, tror jeg, det ville være fair at sige, at de alle er lidt komplicerede på hver deres måde.«
»Derfor er vores arbejde endnu vigtigere nu. Dem, der havde penge og ikke var så ødelagte af krigen, de står allerede på egne ben,« siger Natalja Paslavska.
Hun sidder ved et aflangt bord i køkkenet. Mens hun fortæller, kommer en mørkhåret kvinde ind og tager en Tupperware boks med pasta ud af køleskabet. Lidt efter kommer en midaldrende kvinde ud i køkkenet og bryder ind. Hende og Natalja udveksler et par ord på ukrainsk.
»Beklager,« siger hun, da kvinden er gået igen.
»Det er en mor til en af vores beboere. En ung pige, som vi måtte få indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun havde alvorlige problemer, og vi opdagede ret sent, at hun ikke tog sin medicin. Moren kom hertil fra Polen, fordi vi skulle bruge hendes samtykke for at indlægge pigen.«
Natalja Paslavska viser rundt i bygningen. På førstesalen er de små værelser indrettet med køjesenge. Døren står åben til et af dem, hvor to kvinder sidder i hver deres underkøje. Rundt omkring står poser med vasketøj. I et indhak i væggen er tøjdyr, brætspil og farveblyanter placeret ved siden af en plante i en gennemsigtig plastikspand.
Da Natalja Paslavska og hendes kolleger åbnede stedet kort efter Ruslands invasion, var de allerede vant til at arbejde med udsatte kvinder og kunne derfor handle hurtigt. På det tidspunkt gjaldt det primært om at skaffe kvinderne mad og en seng at sove i. Det gør det for så vidt stadig.
Staten har ikke ressourcer til at dække alle internt fordrevnes basale behov, og stort set alt maden i køleskabet i stueetagen stammer fra humanitær bistand, fortæller hun.
Men det er også vigtigt for dem, at kvinderne skal kunne klare sig selv på den lange bane. Derfor har de indført en regel om, at alle beboere skal lave en form for frivilligt arbejde og finde arbejde, efter de har haft et par måneder til at komme sig oven på flugten:
»Det kan måske lyde usensitivt, men hvis vi bare lader folk bo her i et år, mister de al motivation. De sover til middagstid, leger med deres børn, spiser og går tilbage i seng.«
Et vendepunkt
For at hjælpe kvinderne på vej, har Feminist Workshop i samarbejde med en anden organisation givet en lille gruppe mulighed for at få betalt et uddannelseskursus, de selv kunne vælge. Omkring 500 ansøgte, heriblandt også mange, der ikke har boet her i bygningen, men Natalja Paslavska og hendes kolleger havde kun mulighed for at vælge de 20 mest udsatte af dem.
Fælles for mange af de internt fordrevne kvinder, er, at de ikke har været vant til at være familiens forsøger, men er blevet tvunget til at blive det, for eksempel fordi deres mand er blevet sendt i hæren. Eller også er der andre områder, de har skullet lære at klare sig selv på. Natalja Paslavska nævner en kvinde, der kom fra et job som fabrikschef for 3.000 mennesker:
»Nu deltager hun i et digitalt kompetencekursus, vi har, hvor hun lærer at bruge helt basale funktioner på sin telefon, som hun ikke kunne finde ud af at bruge før.«
På den måde kan den hjælp, Feminist Workshop og andre organisationer tilbyder udsatte kvinder under krigen, tænkes at gavne disse kvinder mange år fremover og styrke ukrainske kvinders position i samfundet generelt.
Og krigen kan være blevet det vendepunkt, der har fået nogle kvinder til at indse, at de er nødt til at kunne klare sig selv, vurderer Natalja Paslavska.
»De er nået til en erkendelse af, at de er nødt til at kunne stå på egne ben, uanset hvad deres partner laver, som jeg tror vil få indvirkning på ukrainske kvinder mange år fremover,« siger hun.
Den sag, ngo’en har arbejdet for siden 2014 har altså fået vind i sejlene, mens krigen har raset. Nogenlunde samme oplevelse har Krystyna Senchenko fra Inside og Marsj Zjinok haft, når det kommer til synet på LGBT+-personer. Forskellige meningsmålinger har peget på, at accepten over for LGBT-personer er steget ret dramatisk på bare få år, ligesom betydeligt flere støtter lovliggørelsen af registrerede partnerskaber mellem to personer af samme køn – en mærkesag, som aktivister har skærpet deres fokus på under krigen.
»Det er bestemt nogle positive dynamikker,« siger Krystyna Senchenko:
»Men de finder sted på baggrund af tusinder af menneskeliv, der er gået tabt, familier, der er blevet splittet og byer, der er ødelagte. Så vi har været ret heldig med den udvikling, der er sket – men jeg ønsker ikke at være heldig på den måde.«
Så vi har været ret heldig med den udvikling, der er sket – men jeg ønsker ikke at være heldig på den måde.
Krystyna Senchenko, Inside og Marsj Zjinok
»Alle er trætte«
Hvis der er én erfaring, Lvivs organisationer har været fælles om de seneste to år, er det, at krigen har haft en enorm mobiliserende effekt. Mennesker, der aldrig har arbejdet frivilligt før, er strømmet til for at hjælpe de nytilkomne, og mange af de fordrevne ukrainere, der selv har måttet flygte fra de mest krigshærgede områder, er blevet en naturlig del af det frivillige miljø.
Det store lokale engagement har haft mange fordele, mener Natalja Paslavska fra Feminist Workshop. For hvis der er nogen, der kender til de udfordringer, man står over for i hverdagen som ukrainer, må det være ukrainerne selv:
»Når de store organisationer kommer hertil, har de allerede et grundlag, de arbejder ud fra. Men det, der er forskellen på Ukraine, og nogle af de lande, de måske tidligere har arbejdet i, er, at vi på mange måder er et højtudviklet samfund.«
Hun nævner den digitalisering, der har taget fart i landet de seneste år, som er et af Feminist Workshop fokusområder, når de hjælper nytilkomne. I dag bruges smartphonen til alt fra at bestille tid til lægen til at ansøge om humanitær hjælp:
»Og mange i de ældre aldersgrupper er desværre ikke trænede i det. Så de bliver nemt efterladt på perronen,« siger Natalja Paslavska.
Men akkurat som organisationerne kunne mærke det store lokale engagement i krigens indledende fase, fornemmer de nu den træthed, der har bredt sig i byen.
»Vi skaffer de frivillige, vi skal bruge, men det går langsommere end tidligere, for alle er trætte. Når jeg hører i internationale nyheder, at folk er trætte af krigen i Ukraine, tænker jeg: Forestil jer, hvordan vi har det,« siger Natalja Paslavska.
Trætheden mærkes også af MoloDvizj Center, og i Volunteering and Help Center Lviv er man gået fra at have omkring 3.000 frivillige kort efter invasionen til 29 i dag, fortæller Iryna Orshak fra organisationen:
»Antallet falder mere og mere. Jeg forstår godt, at folk er nødt til at passe deres arbejde og tage sig af deres egne familier.«
Når jeg hører i internationale nyheder, at folk er trætte af krigen i Ukraine, tænker jeg: Forestil jer, hvordan vi har det
Natalja Paslavska, Feminist Workshop
Men selvom mange frivillige er faldet fra, efterhånden som krigen er blevet hverdag, håber hun på, at de kan komme til at udgøre en ressource i fremtiden
»Denne krig har affødt mange stærke frivillige. Når vi har vundet krigen, venter en stor fysisk og mental genopbygning, som ukrainerne vil være forberedte på på grund af det frivillige arbejde, de har udført under krigen,« siger Iryna Orshak.