Den 30. september besøger den verdensberømte forfatter Isabel Allende Odense for at modtage Hans Christian Andersen Literature Award.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Prisen er Danmarks største økonomisk-set, da den medfører et beløb på 500.000. Prisen er indstiftet af en privat komité og uddeles i samarbejde med Odense Kommune.
”Jeg er glad og stolt over, at Odense endnu engang får besøg af en af de helt store internationale forfattere. Som H. C. Andersens fødeby er det spændende at kunne byde velkommen til en forfatter, hvis magiske univers har mange genremæssige ligheder med H. C. Andersen,” siger Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.
Storartet forfatter
Den chilensk-amerikansk forfatter har gennem tiden solgt mere en 57 millioner bøger, hun har modtaget 50 priser i mere end 15 forskellige lande, og hendes bøger er oversat til 35 sprog.
Isabel Allende blev for alvor kendt i 1993 da hendes debutroman ”Åndernes hus” (udgivet på spansk i 1982) blev filmatiseret med bl.a. Meryl Streep, Glenn Close, og Vanessa Redgrave, og instrueret af Bille August.
Siden da har hun skrevet yderligere 18 bøger. Hendes anden bog, “Kærlighed og mørke” (1984) blev også filmatiseret i 1994 med Antonio Banderas i hovedrollen.
Udover sit forfatterskab har Allende en lang karriere som journalist, TV-vært og interviewer, og aktivist for kvinderettigheder.
Journalist og feminist
Allende arbejdede for FNs FAO (Food and Agriculture Organisation) i Santiago fra 1959-1965. I 1967 medstiftede hun det første feminist dameblad i Chile ved navnet ”Paula”, opkaldt efter hendes datter. Her arbejdede hun for bladet som journalist og klummeskribent indtil 1974.
Hun blev også chefredaktør for ”Mampato”, et børneblad som hun har bidraget til i flere år.
Efter Pinochet tog magten ved et militærkup i 1973 blev Allende sortlistet af regeringen da hendes far var fætter til Chiles daværende præsident. I 1975 måtte hun flygte sammen med sin mand og to små børn til Venezuela, hvor de boede i 13 år.
Støtter kvinder
I 1992 skabte forfatteren ”Isabel Allende Fonden” (www.isabelallendefoundation.org) for at støtte kvinder og piger i hele verden. Fonden, der hjælper kvinder med selvbestemmelse over reproduktion, sundhed, uddannelse og beskyttelse fra vold, udnyttelse og diskrimination, har gennem det sidste årti ydet tilskud og stipendier gennem flere programmer.
Internationalt liv
Allerede fra en tidlig alder førte Allende et meget internationalt liv. Hun blev født i Lima, Peru i 1942 og voksede op i Chile, men hun studerede som ung i både Bolivia og Libanon, hvor hendes mor og stedfar, en diplomat, var udstationeret.
I 2003 opnåede Allende amerikansk statsborgskab og i dag bor hun i USA.
Prisoverrækkelsen i Odense
Hans Christian Andersen-prisen uddeles i Odense Koncerthus den 30. september, hvor selve prisoverrækkelsen krydres med en palet af kunstneriske indslag. Isabel Allende vil desuden bruge hele dagen i Odense, hvor hun blandt andet deltager i et højtlæsningsarrangement på Odense Centralbibliotek, besøger H. C. Andersens Hus og spiser frokost på Odense Rådhus.
Med pengeuddelingen tildeles også bronzeskulpturen Svanen udført af billedhugger Stine Ring Hansen og et diplom med svanemotiv af fotografen Benny Nybo.
Det er kun tredje gang H. C. Andersen prisen bliver tildelt; tidligere modtagere er Paulo Coelho i 2007 og J. K. Rowling i 2010.