I sidste uge sendte præsident Biden sin nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, til Saudi-Arabien, og selv om rejsen ikke førte til konkrete resultater, er selve initiativet interessant. Tanken er at få Saudi-Arabien og Israel på talefod og om muligt at skabe diplomatiske forbindelser mellem de to, hvilket i sig selv vil være et markant gennembrud i den komplicerede mellemøstlige virkelighed.
Bag dette ligger der dog et andet politisk spil, og det drejer sig om den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu. Siden han den 29. december sidste år stillede sig i spidsen for den mest højreorienterede regering i landets historie, har hans forhold til Biden været anstrengt, og det er kun blevet værre.
Netanyahu er gået i koalition med Israels yderste højrefløj, der blandt andet arbejder for drastiske udvidelser af bosættelserne på Vestbredden og afviser enhver form for dialog med palæstinenserne, og justitsminister Yarin Levin fra Netanyahus eget Likud-parti fremlagde lige efter årsskiftet en omfattende lovreform, der sigter på at sætte store dele af det israelske demokrati ud af kraft.
Biden har gentagne gange protesteret mod Netanyahu-regeringens kurs, og ikke mindst har han undladt at invitere Netanyahu og frue på besøg i Det Hvide Hus. Dette går tydeligvis Netanyahu voldsomt på, men han er ikke desto mindre fortsat, og i sidste uge kom Israels politiske krise til et foreløbigt klimaks, da Knesset vedtog første del af den anti-demokratiske lovreform.
De 64 mandater, som regeringen har i ryggen, stemte for, mens oppositionen valgte at udvandre i protest. Imens eksploderede den folkelige utilfredshed i form at nye demonstrationer landet over, og fra protestbevægelsen forlyder det, at kampen først lige er begyndt.
Irriteret ad helvede til
Det er på denne baggrund, Bidens initiativ over for Saudi-Arabien kommer ind i billedet. Siden sin tiltræden i januar 2021 har den amerikanske præsident undladt at involvere sig i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men han har vist stor interesse for andre dele af Mellemøsten, hvilket ikke mindst omfatter den nylige forbindelse mellem Saudi-Arabien og Iran.
Imens har Biden set den onde anti-demokratiske spiral, som Israel befinder sig i, og det er i sig selv problematisk, da USA fortsat betragter Israel som en vigtig strategisk partner i regionen. Men han har tøvet med at tage en direkte konfrontation med Netanyahu.
“Selvom Netanyahu irriterer ham ad helvede til, vil Biden være tilbøjelig til ikke at konfrontere ham, men til at finde en måde at stryge ham med hårene på,” skriver således mellemøsteksperten Aaron David Miller i Foreign Policy.
Bag den ligefremme formulering fra mellemøsteksperten ved the Carnegie Endowment for International Peace ligger en interessant vurdering.
Først og fremmest er der noget nær en tradition for, at amerikanske præsidenter søger at undgå et åbent slagsmål med israelske premierministre, da dette ofte koster dyrt på den indenrigspolitiske bane, og det har Biden ikke råd til lige nu, hvor han er ved at lade op til præsidentvalget i november næste år.
George H.W. Bush betalte eksempelvis en høj pris, da han forsøgte at stille premierminister Yitzhak Shamir til regnskab for den israelske bosættelsespolitik op til den i øvrigt succesfulde fredskonference i Madrid i 1991.
Saudi-Arabien står som en mulig redningsplanke, som dog synes temmelig illusorisk
Derfor kan man se Bidens udstrakte hånd til Saudi-Arabien som et interessant politisk kneb. Netanyahu søger desperat efter et udenrigspolitisk gennembrud, som vil kunne få ham til at fremstå som statsmand blandt de mange Likud-vælgere, som ifølge meningsmålingerne er flygtet fra partiet under indtryk af det sidste halve års voldsomme protester.
I sidste uge var det således hans plan at rejse til både Cypern og Tyrkiet, hvor præsident Erdogan ville modtage ham med åbne arme, men Netanyahu måtte aflyse, da han fik et alvorligt ildebefindende. Han er tydeligvis slidt af det sidste oprivende halve år og har nu fået indopereret en pacemaker.
Så Saudi-Arabien står som en mulig redningsplanke, som dog synes temmelig illusorisk. Fra Riyadh stiller man nemlig en række krav for overhovedet at gå i dialog med israelerne, og et af dem er, at Netanyahu undlader at tage noget initiativ vedrørende Vestbredden.
Og dette er i sig selv en bombe under den israelske regering, for den slags nægter den radikale højrefløj at høre tale om. Finansminister Bezalel Smotrich, der selv er bosætter og har som mål at bygge boliger til yderligere en halv million bosættere på Vestbredden, afviste blankt og i vrede vendinger Bidens plan, som derfor nok skal læses som en opfordring til at opløse regeringen med henblik på dannelse af en ny hen over den politiske midte.
Flere love på vej
Meget tyder dog på, at dette er for sent.
“Jeg går gerne med i en bred koalitionsregering, men uden de ultraortodokse partier. Gerne med Likud, men uden Netanyahu,” sagde således tidligere finansminister Avigdor Lieberman på tv lørdag aften.
På den måde udtrykker han en folkestemning, der bliver bredere og bredere. Tilbage i januar begyndte protesterne, som i nu 30 uger har fundet sted på israelske gader og veje hver eneste lørdag aften, med en vrede over Yariv Levins utilslørede angreb på magtens tredeling, som er grundstenen i ethvert demokrati.
Men snart efter rettede den sig i samme omfang mod Netanyahu. Premierministeren står anklaget for en række tilfælde af mandatsvig og grov korruption, og vedtagelsen af loven i sidste uge fratager Højesteret muligheden for at underkende ny lovgivning, hvis dommerpanelet anser denne for at være urimelig – det vil sige i strid med almindelig demokratisk praksis.
Og det ligger i kortene, at regeringen vil gennemtrumfe en lov, der beskytter Netanyahu mod retsforfølgelse, hvilket er det samme som at annullere anklagerne mod ham.
Den nye lov er nok et angreb på demokratiets grundlæggende værdier, men i det store billede vil den kunne vise sig kun at have mindre betydning. Den er nemlig kun en lille del af Yariv Levins store lovreform, som i oppositionens mund hedder et kup.
Forude venter en hel række lovforslag, og Netanyahu bebudede i sidste uge, at regeringen vil arbejde sig frem mod målet. Han tilføjede endda, at oppositionen hellere end gerne må deltage i arbejdet, men hvis den foretrækker at se til fra sidelinjen, skal han ikke blande sig i det.
Blandt de kommende mål er, at regeringen skal have afgørende indflydelse på udnævnelsen af højesteretsdommere, og så er der en række love, som også kan ses som et klart brud på de demokratiske værdier.
Kvinder vil have vanskeligere ved at opnå en skilsmisse og stå svagt i det efterfølgende krav om børnebidrag fra manden, ligesom voldsramte kvinder vil komme til at stå markant svagere
Der skal blandt andet banes lovmæssig vej for, at Aryeh Deri kan få sin ministerpost; denne står i spidsen for det ultraortodokse Shas-parti, og i begyndelsen af året underkendte Højesteret hans udnævnelse til indenrigsminister, da han har flere domme for skattesvig og har afsonet en fængselsstraf for korruption.
På forlangende af de ultraortodokse politikere skal de rabbinske domstole have stærkt udvidede magtbeføjelser. Dette kan føre til, at kvinder vil have vanskeligere ved at opnå en skilsmisse og stå svagt i det efterfølgende krav om børnebidrag fra manden, ligesom voldsramte kvinder vil komme til at stå markant svagere.
Der ligger også et lovforslag, som er et tydeligt angreb på homoseksuelles rettigheder, og det er i støbeskeen, at folkevalgte skal have ret til at modtage store personlige gaver fra udlandet.
Sidstnævnte leder tanken hen på en sag, hvor Højesteret satte en stopper for, at en amerikansk mangemillionær donerede Netanyahu en større pengegave, som skulle gå til at dække dennes millionstore advokatudgifter i forbindelse med den pågående retssag.
Protesterne fortsætter
Situationen er altså, at tilliden til Netanyahu er så undergravet, at han vil have meget vanskeligt ved at sammensætte en anden og mere liberal regering, så derfor lod han i begyndelsen af denne uge vide, at arbejdet på lovreformen vil fortsætte.
Dette gjorde han dog i sidste øjeblik, som det altid har været hans stil, idet Knesset mandag aften gik på efterårsferie. Dermed vil der i princippet ikke ske noget, før parlamentet træder sammen igen i slutningen af oktober.
Protesterne tager til i styrke, og det så man lørdag aften, hvor op mod en halv million israelere gik på gaden
Fredag eftermiddag faldt så alligevel en politisk bombe. Eli Dallal, en hidtil temmelig anonym parlamentariker fra Likud, stod frem og sagde, at han ikke vil stemme for fremtidige lovforslag, medmindre der er en bred parlamentarisk konsensus. Han fik sagt, at det ikke kan afhænge af en enkelt person, hvilket havde klar adresse til Benyamin Netanyahu.
Udmeldingen kom taktisk, nemlig et par timer før begyndelsen på sabbatten, hvor de religiøse politikere fra højrefløjen af hensyn til helligdagen ikke ville kunne reagere. Og nogenlunde samtidig sluttede seks andre Likud-parlamentarikere sig til Dallal.
Nogle ser dette som et tegn på et begyndende oprør i Likud, som måske kan få Netanyahus korthus til at falde sammen. Skeptikere betragter det nærmere som endnu et stykke politisk spin, der skal få protesterne til at falde til ro og skaffe Netanyahu ekstra tid.
Under alle omstændigheder er der kun tegn på, at protesterne tager til i styrke, og det så man lørdag aften, hvor op mod en halv million israelere gik på gaden, og navnlig i Tel Aviv kom det til voldsomme sammenstød mellem vrede borgere og politi, der gik på demonstranterne med beredne betjente og vandkanoner.
Som noget nyt så man ved den lejlighed demonstranter med store billeder af navngivne politifolk, der har opført sig voldeligt ved tidligere demonstrationer. Politiet reagerede skarpt og iværksatte en efterforskning af plakaterne, men blev standset af Højesteret med beskeden om, at fremgangsmåden er fuldt ud lovlig.
Sideløbende med dette tilspidses krisen. Det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody’s truer med en nedgradering af den israelske kreditværdighed, og i årets første seks måneder har 70 pct. af alle nystartede hightech-virksomheder i Israel valgt at lade sig registrere i udlandet.
Storbankerne og industriens ledere holder krisemøder, og fagbevægelsen Histadrut overvejer at iværksætte en generalstrejke, mens tidligere og siddende chefer for landets forskellige sikkerhedstjenester opfordrer premierministeren til at holde inde, mens tid er.
Forsvarsminister Yoav Gallant, der flere gange har antydet opposition mod lovreformen, klager over, at forsvaret nu fungerer for nedsat kraft, da mindst 10.000 soldater af reserven nu nægter at møde til tjeneste, og det betragtes som særlig alvorligt, at der blandt disse er 1.200 piloter i flyvevåbenet.
Flere af disse har sagt, at de hellere end gerne vil forsvare deres land, men at de ikke ønsker at forsvare en diktator.
Midt i hele den kaotiske situation slog Netanyahu det stort op, da han mødte Kinas ambassadør i Israel, Cai Run. Denne afleverede fire signerede eksemplarer af den kinesiske leder Xi Jinpings nye bog, ledsaget af en besked om, at Netanyahu til enhver tid er velkommen til at besøge Kina.
Det har i nogen tid været antydet, at Netanyahu for tiden skuer den vej, og det kan måske læses som et budskab til Joe Biden. Men denne udvikling førte ikke til yderligere reaktioner, og det står klart, at Netanyahu i stigende grad er isoleret, og at han er midt i en kamp, som han står til at tabe.
Protesterne ser i hvert fald ud til at fortsætte med uformindsket styrke, og fra ledelsen forlyder det, at man nu bliver ved, til Netanyahu er fjernet fra Israels politiske liv.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
