Israel vil bremse Gaza-efterforskning ved international domstol

Forfatter billede

Israel har lanceret en mediekampagne, der skal lægge pres på medlemmerne af Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) for at forhindre, at palæstinensere kan indbringe israelske soldater og politiske ledere for domstolen.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil gøre hvad han kan for at bremse Den Internationale Straffedomstols (ICC) efterforskning af krigsforbrydelser i de palæstinensiske områder, skriver flere internationale medier.

Netanyahu mødtes i weekenden med ministre og embedsmænd hvor det blev besluttet at indlede en kampagne i medierne for at pege på, at ICC ifølge Israel ikke har beføjelser til at efterforske mulige krigsforbrydelser i landet, skriver Jerusalem Post.

Kampagnen vil også handle om, at ICC er ”anti-israelsk” og at domstolen i øvrigt ikke kan tage en sag op på foranledning af det palæstinensiske selvstyre, fordi Palæstina ikke er en stat, siger kilder i regeringen til avisen.

Kilderne kalder domstolens beslutning ”absurd” og kalder det en ”forvanskning af retfærdigheden”, at retten samarbejder med palæstinenserne.

USA-senator truer med stop for bistand

Times of Israel skriver, at Netanyahu i løbet af weekenden har forsøgt at samle opbakning fra stats- og regeringschefer i blandt andet Tyskland, Storbritannien, Canada, Australien og hos sine trofaste allierede i Washington.

Her har Obama-regeringen slået fast, at Palæstina ikke er en suveræn stat og derfor ikke kan tilslutte sig ICC.

Den indflydelsesrige republikanske senator Lindsey Graham går et skridt længere og siger, at USA bør stoppe bistand for mange millioner dollars til palæstinenserne, hvis de gør alvor af at sende sagen om mulige israelske krigsforbrydelser i Gaza til ICC.

På en pressekonference kaldte Lindsey Graham udsigten til en retssag mod Israel for ”en bastardisering af ICC’s rolle” og tilføjede, at han finder dette tiltag ”utroligt krænkende”, skriver den britiske avis The Independent.

Lige som Israel har USA heller ikke tilsluttet sig ICC fordi Washington ikke ønsker at åbne op for muligheden for, at amerikanske soldater og beslutningstagere kan blive stillet for domstolen.

Vil granske Gaza-krig

Anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol sagde fredag, at den vil efterforske, om der er begået krigsforbrydelser i Gaza siden juni sidste år.

I juli og august bombarderede Israel den palæstinensiske enklave som reaktion på, at militante palæstinensere havde bortført og dræbt tre israelske teenagere.

Mindst 2100 palæstinensere og 73 israelere blev dræbt under sommerens Gaza-krig.

Beslutningen om at efterforske krigen i Gaza kommer efter, at det palæstinensiske selvstyre under ledelse af Mahmoud Abbas har bedt om optagelse i ICC.

Ødelagt ambulance i byen Shijaiyah i Gazastriben. Foto: Boris Niehaus