Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Hvad kan og bør vi i lille Danmark gøre for at hjælpe Israel og Palæstina ud af den frygtelige krise, de er midt i nu?
Svaret er både meget enkelt og uhyre omfattende: Give støtte og input til at bringe Israels ulovlige besættelse af Vestbredden, Gaza og Golan til ophør! Det er besættelsen, der er konfliktens kerne, ikke krigen i Gaza.
Svaret er enkelt, fordi Israels besættelse af Palæstina er et klart brud på international lov og har været det lige siden Israel erobrede og besatte de tre områder under Seksdageskrigen i juni 1967. Og det er uhyre kompliceret, fordi Israel reelt har holdt Vestbredden og Golan som kolonier i de seneste halvtreds år. Israel har påberåbt sig bibelsk ret til at gøre det, og vi i Vesten har lukket øjnene for koloniseringen af Palæstina, der er et land af nogenlunde samme størrelse og med en lige så stor befolkning som det egentlige Israel.
Vestbredden og Golan er i dag befolket med cirka 700.000 israelske tilflyttere, der i vidt omfang har fortrængt den palæstinensiske befolkning. Mange af bosætterne har i dag boet i områderne i generationer. De mener, de har mindst lige så meget ret til Palæstina som palæstinenserne.
Det er først nu med krigen i Gaza, at Verden for alvor stiller Israel til ansvar for landets handlinger som hårdhændet besættelsesmagt.
Erfaringer fra Sydafrika
Kan Danmark så gøre noget som helst for at rette op på årtiers uret?
Svaret er ja og vi har gjort det før, nemlig i Sydafrika, hvor den danske regering og især den danske civilbefolkning hjalp sydafrikanerne med at afskaffe årtiers apartheidstyre, så Sydafrika i dag er forandret fra et hvidt kolonialistisk samfund til et demokratisk stat, hvor hvide og afrikanere har samme rettigheder.
Den ret har palæstinenserne ikke. De lever på tålt ophold i deres eget land.
Den demokratiske omstilling blev gennemført i Sydafrika i sidste halvdel af forrige århundrede, og Danmark var med til at få den til at lykkes. Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Danmark, der dengang hed WUS (World University Service) sluttede i samarbejde med andre folkelige organisationer i Verden tæt op om de afrikanske sydafrikaneres antiapartheid-bevægelse og fik til sidst de vestlige regeringer med, så Sydafrikas apartheidstyre gav op og overgav magten til Nelson Mandela, der blev statens første afrikanske præsident. Danmark var med til af formulere det store forsoningsarbejde, der banede vejen for at omforme Sydafrika til ét samfund med lige ret for mennesker af alle racer.
To veje til fred
Hvis vi vil og tør, kan vi forsøge at hjælpe Israel og Palæstina på samme måde.
Israel og Palæstina har to mulige veje til fredelig sameksistens.
De kan vælge at blive ét samfund ligesom Sydafrika gjorde. I så fald må Israel ligesom det hvide Sydafrika sige ja til at indgå i et ligeværdigt demokratisk samvær med palæstinenserne og bygge det op på de bedste jødiske og islamiske humanitære traditioner. Det vil blive uhyre svært, men der eksisterer stærke kræfter, både i Palæstina og blandt israelske jøder, der arbejder for netop den udvikling.
Alternativet er at arbejde målbevidst frem mod en to-stats løsning med et selvstændigt Palæstina i Golan, på Vestbredden og i Gaza overfor et Israel indenfor grænserne, der eksisterede inden krigen i 1967. Det er den løsning, som Vesten har abonneret på siden 1990’erne, men som Israel aldrig reelt har godtaget. Det er dog en opsplitning, Israel må sige ja til, hvis landet vil fortsætte som et demokratisk jødisk samfund.
To stater er mest sandsynligt
Israel er overhovedet ikke parat til at gå samme vej som Sydafrika og opgive sin jødiske identitet og for eksempel acceptere en demokratisk valgt palæstinensisk præsident. Israelerne er heller ikke indstillet på en to-statsløsning, men den kan de blive tvunget til at acceptere, hvis de fortsat vil have hjælp fra USA og samarbejde med EU. Derfor tror jeg mest på den. I alt fald i første omgang.
Hvilken fremtid Israel og Palæstina end vælger for sig selv, så skal de også fremover eksistere sammen. Fortsat israelsk apartheid i Palæstina bør ingen acceptere! Heller ikke i Israel. Derfor kan og bør både det officielle Danmark og det danske civilsamfund hjælpe en fredelig israelsk og palæstinensisk sameksistens på vej, så godt vi kan.
Ligesom vi hjalp Sydafrika ud af apartheid.
De frivillige organisationer må finde deres egne måder, men det vil være naturligt, hvis den danske regering nedsætter et hurtigt arbejdende udvalg, der stiller forslag til, hvad vi vil gøre sammen med andre nationer for at hjælpe de to folk til fred, herunder for eksempel om Sydafrikas freds- og forsoningskommission kan genbruges i Israel og Palæstina.
