Arabiske israelere eller palæstinensiske israelere?
De første palæstinensere, som fik israelsk statsborgerskab, blev kategoriseret som beni miutim – “medlemmer af minoriteten”.
Siden er deres officielle definition blevet ændret til “arabiske isralere”. En betegnelse, der af nogle bliver tolket som en måde ikke at anerkende Palæstina på.
I Globalnyts artikel refereres de som “arabiske israelere” fremfor eksempelvis “palæstinensiske israelere” – ikke af politiske årsager, men for ikke at foveksle dem med de mennesker, der bor på Vestbredden og i Gaza.
”Araberne strømmer til stemmeboksene i klaser, fragtet i busser af venstrefløjens NGO’er.”
Beskeden var ment som en advarsel. For fire år siden, på selve valgdagen i Israel, forsøgte premierminister Benjamin Netanyahu at skræmme jødiske, højrenationalistiske vælgere op af sofaerne.
Facebook-opdateringen var både en overtrædelse af tidspunktet for ophør af valgkampagner og fik ham i karambolage med grænsen for racistiske ytringer. Men det virkede som mobiliseringsstrategi. I meningsmålingerne var der spået dødt løb mellem Netanyahus parti, Likud, og centrumvenstre-partiet Zionist Unionen, men den siddende premierminister, Netanyahu, overraskede alt og alle med en knusende valgsejr på dagen.
Så gjorde det mindre, at udsagnet var usandt. Ingen venstrefløjsbusser kørte arabiske israelere til stemmeboksene, og valgdeltagelsen blandt Israels største minoritet endte med at være 63 procent – nogenlunde som den plejer at være.
Tirsdag den 9. april 2019 er der atter parlamentsvalg i den jødiske stat, og endnu en gang er landets 1,8 millioner arabere med israelsk pas i fokus. De udgør 17 procent af vælgerne og kan i teorien afgøre 20 mandater. Deres stemmer kan forpurre Benjamin Netanyahus valgsejr – premierministeren, som taler om at annektere Vestbredden, som ved lov har degraderet det arabiske sprog, og som ytrer, at ”Israel ikke er alle borgernes land”.
Trods det og sigtelser for mandatsvig og korruption i tre forskellige sager står Netanyahu igen til at danne regering med støtte fra højrefløjen og de religiøse partier; 66 af de 120 pladser i Knesset, det israelske parlament, vil ifølge valgkampens allersidste meningsmålinger gå til blå blok.
Det billede kan ændre sig, hvis ”araberne strømmer til stemmeboksene i klaser”. Men det gør de ikke. Tværtimod forventes mindre end hver anden at stemme, sølle 43 procent, viser seneste undersøgelse.
”De kan tippe magtbalancen og vælte Netanyahu. Så hvorfor gør de det ikke?”
Spørgsmålet kommer fra Jamal Amal, der også har et svar parat til Globalnyt. For udover at undervise i statskundskab på Tel Aviv Universitet, er han også selv en af de arabiske israelere, som ikke regner med at bruge sin stemme.
”Fordi vi reelt ikke har noget valg. Jeg er 56 år gammel og for første gang i mit liv tøver jeg med at stemme,” siger Jamal Amal.
Ham vender vi tilbage til. For at forstå ham er man nødt til først at forstå, hvem de arabiske israelere er, og hvad det er for en politisk virkelighed, de lever i.
I 1999 skabte dønningerne fra Oslo-aftalerne en høj valgdeltagelse, mens Den Anden Intifada holdt arabiske israelere fra stemmeboksene i 2001. Siden har stemmeprocenten ligget på 53-63 procent, men i 2019 forventes den at ramme 43 procent.
Gæster i deres eget land
Da staten Israel blev oprettet i 1948, blev mellem 700.000 og 900.000 palæstinensere skræmt eller deporteret væk fra deres hjem. De flygtede til Vestbredden, Gazastriben eller nabolande som Libanon.
Men der var også nogle palæstinensere, som blev i den nyoprettede jødiske stat. Omkring 160.000 blev statsborgere i Israel. Antallet er i dag vokset til 1,8 millioner mennesker, svarende til 21 procent af befolkningen. De fleste er muslimer, andre er drusere eller kristne. Og størstedelen af dem bor i Østjerusalem eller i arabiske byer i Israel, hvor der også er arabiske skoler, medier og politiske partier.
I forhold til økonomiske muligheder og demokratisk frihed er Israel et af de bedste steder at være araber i Mellemøsten. Men i landet, der ifølge egen grundlov er ”jødisk og demokratisk”, er det heller ikke et liv uden diskrimination og stigmatisering. Alene sidste år registrerede NGO’en Arab Center for Social Media Advancement mere end en halv million forskellige tilfælde af hadtale rettet mod arabiske israelere. Og landets premierminister opildner til dæmoniseringen.
”Benjamin Netanyahu har dedikeret det meste af sin tid ved magten til at degradere de arabiske israelere – både juridisk og verbalt,” forklarer Simon Spungin, som er redaktør for det venstreliberale medie Haaretz.
Han nævner den omdiskuterede lovændring fra sidste år, der ændrede det arabiske sprogs status fra at være ”et af Israels officielle sprog” til ”et sprog af særlig betydning” – af mange tolket som endnu en måde at luge ud i arabisk kultur, sprog og identitet på.
I valgkampen har Netanyahu åbent sagt, at ”Israel ikke er alle borgernes land”, og i seneste weekend erklærede han sig klar til annektere Vestbredden – en politik, der lige nu er opbakning til i Knesset.
”Hvis Israel gør det, har det to valgmuligheder,” forklarer Simon Spungin.
”Enten giver det statsborgerskab til palæstinenserne på Vestbredden, og så er de ikke-jødiske borgere snart i overtal i det her land. Eller også giver det ikke statsborgerskab til palæstinenserne, og så er Israel de-facto en apartheidstat.”
Ifølge Simon Spungin bliver de arabiske israelere gjort til et fjendebillede, fordi det mobiliserer stemmer. En konklusion, som flere akademikere også er kommet frem til. En af de mest kendte er Sammy Smooha, sociolog på Haifa Universitet, som mener, at Israel slet ikke er et demokrati, men et såkaldt ”etnisk demokrati”, der favoriserer den jødiske befolkningsgruppe og dæmoniserer den arabiske.
På den yderste politiske højrefløj i Israel har nogle af Benjamin Netanyahus støttepartier pippet om deporteringer og befolkningsudveksling for at komme af med araberne. Forslagene fik ingen opbakning, men vidner om, hvordan en femtedel af Israel befolkning betragtes af nogle: Som en indre sikkerhedsrisiko.
Det leder os tilbage til det oprindelige spørgsmål. Hvis de arabiske israelere kan sørge for, at Netanyahu ikke bliver ved magten, hvorfor gør de det så ikke?
I arabiske skoler i Israel bliver børnene både undervist i hebraisk og arabisk. Det vil de også gøre i den nære fremtid. Men afskaffelsen af arabisk som officielt sprog i Israel fra 2018 kan få store konsekvenser for sprogets fremtid i landet.
Alternativet er ikke bedre
”Det israelske valg er ligesom en fodboldkamp, hvor den jødiske højrefløj og centrumvenstre er de to hold, og araberne er bolden. Alle sparker til os, og ingen af holdene vil have os.”
Citatet er bragt i Haaretz og stammer fra Thabet Abu Rass, som er meddirektør i The Abraham Fund Intiatitves – en organisation, der arbejder på at forbedre forholdet mellem Israels jøder og arabiske borgere.
Det illustrerer den følelse, som afholder mange arabiske israelere fra at stemme: Ingen af premierministerkandidaterne gider dem.
Netanyahus modkandidat Benny Gantz, general og tidligere stabschef, er centrumvenstrefløjens håb. Han stiller op for partiet Kahol Lavan, som er en fusion af tre tidligere partier; først og fremmest skabt for at besejre Netanyahus Likud og højrefløjen.
Hvis Gantz vinder, har han sagt, vil han samarbejde med alle partier der er ”jødiske eller zionistiske.” Han afviser at nærme sig de arabiske partier, selvom de er en del af centrumvenstre-blokken og planlægger at pege på ham.
”Set fra et arabisk israelsk perspektiv er der ingen forskel på de to kandidater. Ingen af dem interesserer sig for palæstinensiske minoritet,” siger Simon Spungin, der bakkes op af Jamal Amal.
”Kahol Lavan har været kujonagtige. De frygter, at de mister stemmer, hvis de ikke kører en hård linje mod araberne,” lyder det fra Jamal Amal.
Den tidligere militærmand Benny Gantz modtager rang af generalløjtnant af forsvarsminister Ehud Barak (t.v.) og premierminister Benjamin Netanyahu (t.h). Ved valget i 2019 er Gantz spidskandidaten, som Netanyahu kæmper mod.
Der har været arabiske partier eller arabiske politikere i Knesset i mere end 25 år, men ingen er nogensinde kommet tæt på indflydelse.
I 2014 forsøgte daværende udenrigsminister Avigdor Lieberman ude på den yderste nationalistiske højrefløj at slippe af med de små arabiske partier ved at ændre valgloven, så spærregrænsen, som indtil da havde været på 2 procent, blev forhøjet til 3,25 procent – svarende til 4 mandater.
Det førte til, at Israels arabiske partier ved seneste valg i 2015 stillede op under fælles liste – The Arab Joint List – og endte med at få 11 mandater. Men i år er de på grund af interne stridigheder splittet op igen, til stor skuffelse for vælgere som Jamal Amal.
”Det er også derfor, at jeg tvivler på, at jeg vil bruge min stemme. Jeg vil sende et signal til den jødiske elite: Stop med at dæmonisere os. Og jeg vil sende et signal til de arabiske partier: Drop jeres smalle personlige strategier,” siger Jamal Amal.
Et andet argument, fortæller han, er, at de arabiske israelere undlader at legitimere Israel som en demokratisk stat, når de ikke stemmer.
”Hvis de ikke ser os som ligeværdige borgere, hvorfor skal vi så stemme? Det er den frustration, som mange sidder tilbage med.”
En større kampagne, der blandt andet inkluderer den arabisk israelske rapstjerne Tamer Nafar, forsøger at opfordre alle til at stemme, og klummeskribenter og politiske kommentatorer i Israel står i kø for at fortælle, hvor fatalt det kan vise sig at blive for de arabiske israelere.
”I gør jer selv irrelevante og risikerer at miste stemmeretten i fremtiden,” skriver flere.
”Jamal Amal, serverer I ikke højrefløjens argumenter på et sølvfad ved ikke at stemme? De vil sige, at I ikke er interesserede i det israelske samfund, fordi I er modstandere af det.”
”Det er et skakspil. Og det er ikke sidste gang, der er valg i Israel. De, der undlader at stemme, sender et signal – ikke om at de er ligeglade, men om at de ønsker et reelt valg, siger Jamal Amal.
Formentlig betyder det træk, at vejen er banet for, at Benjamin Netanyahu genvinder magten tirsdag og dermed bliver den længst siddende premierminister i Israels historie.
