Det er torsdag. Stedet er Darfur, nærmere betegnet El Geneina i Vestdarfur. Vi er tilbage i denne bys virvar af sand- og mudderveje efter en dag ude i landsbyerne.
Det har været en lang dag i solen med meget at se på i det projekt, vi har besøgt. I morgen er det fredag – hviledag i det muslimske Sudan.
Jeg spørger, som jeg også spurgte sidst, jeg var her, om der i morgen vil være kamelvæddeløb. Det er noget jeg altid har ønsket mig at se. Sidst jeg spurgte, fik jeg at vide, at det var aflyst. Også gangen før. Det er aldrig lykkedes mig. Mustafa, projektets leder, lover at finde ud af om der er kamelvæddeløb, og hvor og hvornår det i givet fald er
Mit første besøg i Darfur var i 2010, og det er blevet til mindst et besøg året siden. Nu kender jeg mange af landsbyerne, og folk genkender mig.
Deres livsbetingelser er hårde, men de er nøjsomme, vil gerne have en bedre fremtid for deres børn.
Darfurs befolkning er delt i tre grupper: bønder, som dyrker jorden, og pastoralister, eller ’nomader’, som de kaldes her. De drager rundt med deres geder, får, køer og kameler til steder, hvor der er vand og græs. Og så er der agro-pastoralisterne. De har bosat sig permanent, men udover at drive landbrug holder de stadig mange dyr og drømmer om at kunne skaffe sig flere.
Der er interessekonflikt over naturresurserne – jord, græsningsarealer og vand. Den voldelige konflikt, som hærgede regionen i 2003-4, skyldtes til dels denne grundlæggende konflikt, men var også en politisk konflikt.
Nu er situationen mere stabil. Væbnede sammenstød er blevet sjældnere, især i Vestdarfur, hvor jeg er. Men der er våben overalt, og kriminaliteten er stigende.
Ikke-bæredygtig hjælp
De første projekter, jeg havde ansvaret for i 2010 og 2011 var traditionelle nødhjælpsprojekter. Gravning af brønde, opsætning af pumper samt træning af vandkomiteer. Vi udleverede også latrindæksler, 20 liters vanddunke, vaskebaljer og sæbe til forbedring af hygiejne og sundhed til grupper af særlig udsatte. Der blev bygget klinikker og uddannet sundhedspersonale. ADRA, som jeg arbejder for, var meget aktiv i området.
To gamle Land-cruisere blev ombygget til ambulancer og overdraget til to klinikker. Ved brønde og klinikker blev der sat skilte op: Doneret af ADRA med midler fra DANIDA og så et dansk flag. Hvis det var et ECHO-finansieret projekt var det med det blå EU-flag.
Vi var klar over, at dette ikke var en bæredygtig måde at give nødhjælp på. ADRA kunne ikke blive ved med at betale sundhedspersonalets løn og diesel til ambulancerne eller reparere en vandpumpe, hvis den gik i stykker.
Samtidig hjalp det ikke på den underliggende konflikt om naturresurserne, at projekterne kun tilgodeså fastboende – bønder og agro-pastoralister – og ikke de omvandrende pastoralister og deres dyr.
Dyr er vigtige i Darfur, der har ca. 8 millioner mennesker og 25-30 millioner husdyr.
Vi havde mange diskussioner indbyrdes igennem årene om at gøre projekterne mere bæredygtige, få befolkningen mobiliseret, gøre folk ansvarlige for deres eget liv og udvikling i stedet for at være bistandsklienter. Var situationen til det? Var den stabil nok? Hvordan skulle vi gøre det? Var vi dygtige nok?
Mange ting blev prøvet. Noget lykkedes ikke, noget gjorde.
i spurgte folk i landsbyerne, hvad de selv syntes, deres vigtigste problemer var. Der kom klare svar. De ville have skoler, klinikker, moskeer, en dæmning, landbrugstræning.
Listerne var lange. Men det var ikke ønskelister. Det var aktiviteter, som de selv skulle prioritere og sætte i værk og med egne resurser.
Det var en diametralt modsat melding end tidligere. ADRA ville kunne bidrage til et projekt med nogle inputs, f.eks. tagplader og vinduesrammer til en skolebygning, men kun når landsbyen selv havde skaffet midler til resten.
Ejerskab
Det gjorde de, og til vores store forbavselse blev ADRA ikke upopulær ved denne kursændring. Landsbyboerne var stolte over det, de selv kunne. Nu er det ikke ADRAs eller DANIDAs brønd, men deres.
De begyndte at oprette spare-låneforeninger, dyrke en mark i fællesskab, bringe deres tomathøst samlet til markedet i Geneina i stedet for at sælge til mellemmænd.
De dannede uddannelses- og sundhedskomiteer, som gik i dialog med myndighederne.
De lavede selv deres latriner med egne midler og materialer. ADRA gav råd, ydede træning, tog grupper med til udvekslingsbesøg i andre dele af Sudan, hvor de kunne få inspiration fra.
De begik fejl, ADRA begik fejl. Men alle lærte af det. Fejlene blev rettet og nye fejl vil stadig skulle rettes. Der er lang vej endnu.
Brønden i Bejbej
Brønden i Bejbej.
Foto: Christian Sørensen
Under denne seneste tur til området besøgte vi landsbyen Bejbej. Her var en brønd, som ADRA i et tidligere projekt havde givet landsbyen, i dårlig stand.
Dækslet på den var ved at gå i stykker. Men landsbyen havde besluttet indtil videre at beholde det dårlige dæksel. De ville med egne midler bygge en stor cementtank ved siden af den gamle brønd. ADRA lovede til gengæld at give dem en vandpumpe, som kostede 8.000 kr. Planen blev iværksat.
Der bliver nu pumpet vand fra bunden af den et gamle brønd i stedet for fra overfladen. Der kommer således rent grundvand op i tanken. Landbyen tilsætter selv dagligt klor til vandet for at dræbe bakterier og alger.
Landsbyens piger skal nu ikke længere stå på et krakeleret dæksel og hive overfladevand op med spande i et reb. Når de kommer ridende på deres æsler med tomme dunke, kan de få disse fyldt op fra en vandhane eller vandslange fra vandtanken. Det går meget hurtigere end før og vandet er renere.
Landsbyboerne betaler et månedligt beløb til diesel. De er enormt stolte.
Nu står der ikke længere noget skilt ved brønden. Det er der ikke plads til, for der skal laves mere. Brønddækslet skal repareres, tanken skal også have et dæksel, der skal laves et vandingssted til dyr og et andet til tøjvask. Der er en udviklingsproces i gang i Bejbej.
Darfurs indbyggere vil have udvikling
Darfur er i manges øjne stadig indbegrebet af konflikt, vold og endda folkemord. Men befolkningen er træt af at blive associeret med negativitet, træt af fattigdom og tilsidesættelse, og træt af at modtage nødhjælp. De vil have udvikling.
Der mangler stadig meget, f.eks. involvering af pastoralisterne. De skulle gerne komme med i en lignende proces. Vi har gennem årene haft mange eksperter til at give råd om, hvordan vi kan få pastorlisterne med i udviklingsprocessen. Der er ikke megen håndfast erfaring, mest akademiske studier.
Vi besluttede derfor at invitere dem med som medlemmer i projekts styregruppe. De var meget glade for invitationen. For de bliver stort set altid glemt eller endda bevidst udelukket, fordi de bliver associeret med volden i 2003. Vi ser dem som aktører i udviklingsprocessen, ikke som tilskuere eller – potentielle modstandere.
’Vand er liv’ sagde en af pastoralist-repræsentanterne på et nyligt møde i projektstyregruppen. Vand skal deles mellem mennesker og dyr, hvis Darfur skal udvikles. For Darfur har mange dyr, og dyrene giver indtægter, som bl.a. kan investeres i udvikling. Det er målet.
Det er Darfurs pastoralister, som arrangerer heste- og kamelvæddeløb. Og det er dem, Mustafa har kontaktet efter mødet for at spørge, om der er væddeløb i morgen. Der vil blive ringet tilbage. Beskeden kommer:
Desværre – kamelvæddeløbet i morgen er aflyst, for det er regntid, og så er det ikke muligt at afholde løbene. Så må jeg jo komme igen, når regntiden er fordi, og det gør jeg gerne.
Christian Sørensen er programkoordinator i ADRA Danmark
