Det sker flere steder i verden. I Hviderusland, Hong Kong, Rusland og Nigeria. Almindelige mennesker, der går forrest i kampen for et liv med frihed og demokrati, bliver igen og igen mødt af myndigheders hårdhændede og kompromisløse reaktion. Det sker, når magthavere er utilfredse med befolkningens, ja, utilfredshed med de selvsamme magthavere og deres måde at regere. Eksemplerne er desværre alt for mange.
Og nu ser vi det også i Myanmar. Et land, som i over 50 år var underlagt et strengt militært diktatur, men hvis udvikling de seneste år på papiret har været positiv, og som vi har haft håb om, ville vende sig mod mere demokrati og menneskerettigheder.
Men militæret har stadig stor magt, som det ikke giver frivilligt fra sig. Det er begivenhederne de sidste dage og uger, efter det nye militærkup den 1. februar, bevis på, og det har store menneskelige omkostninger for befolkningen i Myanmar.
Årelange konsekvenser
Mange tror, at tortur hører en mørkere fortid til, men det er desværre ikke tilfældet. Tortur findes, og hver eneste dag bliver folk udsat for tortur. Hver anholdelse af en demonstrant, som kæmper for den frihed, som vi i Danmark tager for givet, øger risikoen for tortur – psykisk såvel som fysisk. Det har ikke kun konsekvenser for den arresterede. Hele familier bliver ødelagt, når diktatoriske regimer vil bevare magten.
Jeg er meget bekymret for den udvikling, vi i øjeblikket ser alt for mange steder i verden – senest i Myanmar. Jeg er glad for, at blandt andre FN, EU og USA fordømmer militærets ageren og understreger, at det vil have konsekvenser for de ansvarlige.
Jeg appellerer til, at der også vil være fokus på de almindelige borgere, som stiller sig i front i kampen for netop frihed og demokrati. For det er dem, som yder de største ofre, når de ikke blot sætter deres eget liv og helbred på spil, men også deres familiers. De mennesker må vi ikke glemme.
De fleste er enige om, at tortur er forfærdeligt. Den fysiske del er én ting, men de langvarige konsekvenser er enorme.
De fysiske og psykiske mén er ødelæggende både for ofrene, såvel som for deres familier og lokalsamfund, og det er ikke noget, som bare lige går over. I IRCT ser vi, hvordan skaderne kan have negativ betydning i mange år efter selve overgrebet. Ofret lider af fysiske og mentale skader, som påvirker alle omkring dem: Depression, nervøsitet, mentalt fravær og posttraumatisk stress (PTSD) for blot at nævne nogle få. Det kan ødelægge familier i flere generationer.
Udviklingen i Myanmar er bekymrende. I weekenden lød der skud i gaderne, militæret er massivt til stede i de større byer, kommunikationen med omverdenen er afbrudt, og tusindvis er blevet arresteret
En øjenvidneberetning fra IRCT sætter ord på de rystende begivenheder.
Men demonstrationerne fortsætter. Med store konsekvenser for dem, der går på gaden og kæmper for det, vi oplever som en naturlig del af et samfund: Menneskerettigheder, frihed og demokrati.
Jeg håber, at politikere i ind- og udland også vil fokusere på de ødelæggende konsekvenser, som tortur har på de mennesker, der lige nu kæmper for retten til et liv i frihed uden frygt for at blive forfulgt, og at vi sammen vil hjælpe dem. Uanset hvor i verden de befinder sig.
Lisa Henry er generalsekretær for IRCT (International Rehabilitation Council for Torture Victims).
IRCT, hvis hovedkvarter ligger i Danmark, består af flere end 160 rehabiliteringscentre for torturofre i 76 lande verden over. Gennem det store netværk indsamler organisationen dels erfaringer og viden om, hvad tortur gør ved mennesker, dels yder den hjælp til flere end 57.000 torturofre og deres familier og støtter dem i at genopbygge deres liv.
