”Hvis ikke Madagaskar mirakuløst reducerer antallet af børnefødsler, vil et mareridt med overbefolkning dræne øen for næsten alt dens dyrebare potentiale.”
Denne dystre forudsigelse kommer fra amerikanske Nathaniel Adams i hans nye bog The Tragedy of Madagascar – An Island Nation Confronts the 21st Century.
Den 47-årige advokat, Adams, ved hvad han taler om. Han har været besat af ø-nationen, siden han første gang som ganske ung rejste landet tyndt og senere igen og igen er vendt tilbage. For fire år siden brugte han otte måneder på en fokuseret researchindsats for at samle materiale til den bog, der skulle samle erfaringerne sammen.
Det er der kommet en lille mursten på 371 sider ud af, hvor madagaskere får stemmer, som bogen igennem lyder som nødråb. De mest skræmmende er stemmerne fra det segment af befolkningen, der lever på et absolut eksistensminimum på Den Store Ø, som Madagaskar kaldes i daglig tale. Krydret med Adams’ konklusioner får bogen et skæbnesvangert udtryk af en slags sidste station før helvedes forgård.
Det værste er befolkningseksplosionen, og som fastboende i hovedstaden Antananarivo (Tana) er det ikke svært at bekræfte Adams i, at den er ved at løbe løbsk. Tana præges af flere og flere fattige mennesker, der “vælter ud på gaderne”, som Adams skriver et sted. I den forstoppede trafik kan man næsten mærke og se befolkningen vokse uge for uge.
Bristepunkt
Adams skriver om landet: “Madagaskars befolkning vil vokse så hurtigt de næste 80 år, at den vil næsten firdobles til 100 millioner.” Og: ”Livskvaliteten for dem, der bor i bymiljøer, vil uundgåeligt falde, selv for dem, der tjener nok til at spise og opfostre deres familier. Presset fra så meget vækst vil skubbe Madagaskars uberørte naturlige miljø til bristepunktet […] Den voksende befolkning vil føre til en humanitær krise […] der vil omfatte arbejdsløshed, migration, sult og miljøødelæggelse.”
At kvinder får så mange børn i Madagaskar skyldes, at børnene betragtes som en sikkerhed for fremtiden. Når unge gifter sig, lyder en lykønskning mange steder i landet, at ’vi ønsker jer syv sønner og syv døtre,’ forklarer Adams.
The Tragedy of Madagascar
The Tragedy of Madagascar er en blanding af journalistik og fagvidenskab og resultatet af otte måneders research i ø-nationen om hvorfor landet ikke har gjort større fremskridt siden uafhængigheden i 1960.
Skrevet af Nathaniel Adams.
Rokkes der ikke ved den kultur, lægger de mange nye børn sig oven i massive eksisterende problemer. Adams skriver, at ”en rapport fra oktober 2019 fra UNICEF afslørede, at 59 børn ud af 1.000 nu dør, før de fylder fem. To tredjedele af børnene i landdistrikterne har ikke adgang til rent vand. På uddannelsesområdet afslutter børn i alderen 13-15 år ikke grundskolen, og kun 17 % kan læse fransk eller madagaskisk.”
Ifølge samme UNICEF er 1,3 millioner mennesker i Madagaskar nu ramt af alvorlig fødevareusikkerhed, og næsten halvdelen af alle børn på Madagaskar lider af kronisk fejlernæring.
Udover at levere en stribe lokale interviews i bogen vider Adams horisonten ud og undersøger hele batteriet af klassiske problemer ikke bare i Madagaskar men i andre tredjeverdenslande. De indsamlede data lægger han så ned i en madagaskisk kontekst og fokuserer derfra på landets problemer, der til forveksling findes mange andre steder, særligt i Afrika, blot i større målestok.
Dårlig ledelse
Oven i befolkningseksplosionen beskrives de mange rapporter om fejlernæring, særligt i den sydlige del af landet, der jævnligt trues af hungersnød. Adams kommer ind på undervisningssystemet, der ikke virker og sundhedsvæsenet, der ikke kan følge med den voksende befolkning. Han behandler infrastrukturen, der overalt i landet er præget af ødelagte og hullede veje og ”verdens dårligste vand- og elektricitetsforsyning”. Han når frem til, at kun 6 procent af befolkningen i landdistrikterne har adgang til strøm.
Ifølge Adams skyldes misèren, at hverken landets politiske ledere siden selvstændigheden i 1958 eller den tidligere franske kolonimagt (der satte sig på Madagaskar i 1896) nogensinde har haft andre intentioner end at rage til sig selv, når de havde magten, mens de lod den madagaskiske befolkning klare sig på bedste beskub. Den dårlige politiske ledelse og korruptionen er emner, der går igen og igen i interviewene.
Om det sidste, korruptionen, er der for eksempel lederen af landsbyen Tsihombe i den sydlige del af landet, der siger til Adams: ”Hvis de (politiske ledere, red.) kan ændre deres mentalitet og regere i alle menneskers interesse, er jeg overbevist om, at Madagaskar vil komme ud af fattigdommen.”
En anden, syersken, Gladonia, der kæmper for at overleve med omkring 37 dollars (eller 255 kroner) om måneden, siger: ” Nu er jeg fattig. Mit liv er meget svært. Jeg ved, at jeg er fattig, fordi mine udgifter altid er mere end min indtjening. Men de fleste, jeg kender, lever ligesom mig. Problemet, tror jeg, er, at magthaverne er ligeglade med os. De ser os ikke engang. De gør bare, hvad de vil. Folk der har magt, kontrollerer alt […] Penge styrer øen, ikke love, så korruption vil altid være her.”
Sociale spændinger
Adams nævner også en række problemer, der er mindre kendt udenfor øen, men som præger dagligdagen for madagaskere. En er den magt, som befolkningsgruppen merinaerne har siddet på, siden øen blev bosat af folk fra Asien for 5-600 år. De, merinaerne, er uden sammenligning den mest magtfulde gruppe i Madagaskar med fingrene dybt nede i alt, der har værdi. De stilles ofte overfor en anden stor gruppe uden tilsvarende magt, nemlig folk fra kysterne, ’les côtiers’.
Den unge studerende, Ismaya, fra kysten, citeres om dette forhold:
”Efter at han (merinaen Marc Ravolomanana, red.) forlod præsidentembedet sagde han, at Tana er ‘portalen’ til Madagaskar. Det gjorde os vrede, for på den måde satte han os andre under merinaerne. Men det går begge veje: Der er nogle steder på Madagaskar, hvor merinaer ikke engang kan komme, fordi de ikke er velkomne. Nogle familier her vil ikke acceptere en merina i deres familie. Vi grupperer os her for at tro, at merinaer ønsker at kontrollere alle Madagaskars ressourcer, selvom de ikke vil indrømme det offentligt. Det skræmmer mig for fremtiden.”
I de politiske afsnit kommer Adams ind på de to mænd, begge merinaer, der har kæmpet indædt om magten siden militærkuppet i 2009, da nuværende præsident Andry Rajoelina fik sendt rivalen Marc Ravalomanana i eksil i Sydafrika.
Ravalomanana er i mellemtiden vendt tilbage, og for øjeblikket har de to travlt med at føre kampagner til det præsidentvalg, der forudses at skulle finde sted i november i år. Adams har interviewet dem begge til bogen, og ingen af dem afslørede en troværdig trang til at rette op de mange store problemer i landet. Deres store forretningsimperier synes at komme før alt andet.
Unødvendig fattigdom
Adams forholder sig også i et afsnit til, at situationen slet ikke burde være, som den er.
Madagaskar kunne sagtens være rigt med overskud til deling for alle. Landet bugner af værdier. Udover den største indtægtskilde, turismen, har Madagaskar olie, gas, nikkel, titanium, kobolt, jern, kul og uran. Og så er landet verdens største producent af vanilje.
Undervejs i bogen får læseren en masse brugbare baggrundsoplysninger. Der er for eksempel en grundig gennemgang af Madagaskars historie, der giver fint overblik, ligesom Adams selvfølgelig ikke kan komme udenom landets særegne natur, der har fået for eksempel Bradts Travel Guide til at kalde øen Det Ottende Kontinent. Fem procent af verdens arter findes på Madagaskar, og 80 procent af de 5 procent findes kun på denne ø.
The Tragedy of Madagascar er et eksempel på stor og solid viden, der er indhentet med indlevelse og metodisk research. Adams skriver nogle steder som med sit hjerteblod og andre steder nøgternt og akademisk.
En lettere kritisk indvending mod bogen kunne være, at en redigering i skrivestilen for at ramme en identisk tone hele vejen igennem ville have gjort værket endnu bedre. Men det har givetvis ikke været let for forfatteren at holde tungen lige i munden, mens han bevægede sig rundt i Madagaskars overvældende skønne natur og har vidst, at han samtidig skulle kortlægge de afgrundsdybe samfundsmæssige og politiske problemer, der præger landet.
Han skriver et sted:
”Det var ikke første gang, jeg havde undret mig over, hvordan ekstrem fattigdom kan eksistere i så maleriske omgivelser”.
Citaterne er oversat og sine steder forkortet af bloggeren
