Kenneth Kaunda, Zambias præsident fra uafhængigheden i 1964 og frem til 1991, døde den 17. juni, 97 år gammel. Hermed er den sidste af den berømmelige pionergeneration, der kæmpede mod kolonisystemet og for Afrikas frihed og selvstændighed, gået bort. Dette giver i sig selv anledning til at placere Kaunda (eller KK, som han altid blev kaldt) som den person, der har spændt over de forskellige faser af Afrikas udvikling fra uafhængigheden over den kolde krigs magre år til Afrikas indgang i den nye verdensorden – ja, han nåede endda at mærke coronaen og dens nedslag i de afrikanske samfund. Han har selv været en del af de op- og nedture, Afrika har gennemlevet, og fået adskillige skrammer undervejs. På mange måder kan man sige, at han både er et produkt af sin tid og samtidig et offer for sin tid. Men hans eftermæle fortjener at blive løftet op over dette dilemma.
Med frihedskamp som omdrejningspunkt
Allerede fra begyndelsen blev to ting afgørende for KK’s videre skæbne. Hans forældre var udtryk for den mobilitet, der har præget det centralafrikanske område, idet de var emigreret til det nordlige Zambia fra nabokolonien Nyasaland (nu Malawi). Forældrene var henholdsvis præst og lærer, og unge KK fulgte i deres fodspor og blev lærer på en kristen skole. Derved faldt han ind i samme tradition som mange af sine kolleger med en understregning af, at den afrikanske frihedskamp og nationalisme havde et afgørende udgangspunkt i det kristne uddannelsesmiljø.
Hans første politiske kamp var mod den britiske konstruktion the Central African Federation (1953-63), der ud over Zambia omfattede Syd Rhodesia (nu Zimbabwe) og Nyasaland. KK gik imod den dominans, som de hvide farmere i Zimbabwe ville få. Og det er begyndelsen til, at KK’s frihedskamp primært rettede sig mod det sydlige Afrika, hvor hvidt overherredømme havde bidt sig fast, og hvor undertrykkelse af afrikanere fandt sin kulmination i Sydafrikas apartheid.
Denne kamp udløste KKs første fængselsophold – hvilket nærmest hørte med til ”cv’et” for nationalistledere. Yderligere inspiration og påvirkning fik han fra to rejser. Han deltog i the All African People’s Conference i 1958 i det nye selvstændige Ghana, hvor han blev stærkt påvirket af Nkrumahs panafrikanske ideer. Under et besøg i Indien blev han meget inspireret af Gandhi og blev en varm tilhænger af hans ikke-voldelige metoder.
KK kunne nu med styrke og en veludviklet politisk tæft kaste sig ind i kampen mod kolonialismen. Han blev dens naturlige leder og brugte midler som en landsdækkende civil ulydigheds-kampagne, hvilket kostede en ny fængsling. Men kampen lykkedes: I 1964 blev Zambia uafhængigt, og KK kunne indlede sin 27-årige præsidentperiode med et flertal på 80 procent bag sig.
Udstråling og karisma
Lad mig for et kort øjeblik inddrage en slags møde med KK i London i midten af 1970’erne. Han skulle være hovedtaler ved et offentligt møde om situationen i det sydlige Afrika under apartheid og hvidt mindretalsstyre i Zimbabwe. Mødet var dårligt nok begyndt, førend KK blev mødt af den vanlige sværm af nedgørende afbrydelser, briterne er berygtede for. Det var helt tydeligt, at KK var sit es. Han kunne kunsten at svare tilbage, gribe pointerne i luften og med brug af stor humor nedgøre de skarpeste indlæg. Han kunne noget, som man ofte savnede hos hans samtidige kolleger. Dette, mit første og eneste møde med KK, står stærkt i erindringen og nedtoner de mindre heldige midler, han i sin præsidentperiode også betjente sig af.
Som præsident benyttede han denne udstråling og karisma i sin fortsatte kamp for frigørelsen af de resterende kolonier i det centrale og sydlige Afrika. Han støttede befrielsesbevægelserne i de enkelte lande, og Sydafrikas ANC (African National Congress, Nelson Mandelas parti, red.) havde sit hovedkvarter og radiosender i Lusaka. Det er denne indsats, der vil veje tungest i hans eftermæle.
Derimod vil hans virke som præsident for Zambia gennem 27 år stå svagere og mere kontroversielt. Den frihed, som han kæmpede for i de tilbageværende kolonier, fik mindre og mindre plads inden for hans egne grænser. Han fulgte samme praksis som sine præsidentkolleger i de nyligt selvstændige stater med indførelse af et etpartisystem, indskrænkninger i den politiske frihed med tilhørende fængslinger og et nærmest fast flertal på 80 procent ved valgene. Hans person stod i centrum i et sådant omfang, at det hævdes, at hans mest ivrige støtter brugte sloganet “God in heaven – on earth Kaunda” – ”Gud i himlen – Kaunda på jord.”
Accepterede sit nederlag og trak sig
Trods flere forsøg undgik han den almindelige praksis med militærkup, men han undgik ikke konsekvenserne af sin økonomiske politik.
Som det eneste land i Afrika var Zambia allerede på dette tidspunkt helt afhængig af et enkelt råstof, kobber, der stod for cirka 90 procent af landets eksportindtægter. For at staten kunne få det fulde udbytte af sit eget råstof, nationaliserede han hovedkulds kobberminerne med katastrofale følger for udbyttet på grund af dårlig ledelse og omfattende korruption. Da kobberpriserne faldt drastisk i 1973, blev Zambia kastet ud i en stadig accelererende økonomisk krise med tilhørende gældsætning – nøjagtig den situation, som Zambia og andre afrikanske lande har genoplevet i de seneste år.
Den økonomiske krise førte til et sviende nederlag ved valget i 1991, men KK vandt stor respekt ved, som den første afrikanske leder, uden videre at acceptere sit nederlag. Han forsøgte et politisk comeback ved valget i 1996, men blev udsat for en helt urimelig chikane. Hans efterfølger, Frederick Chiluba, anklagede ham for at være statsløs, fordi han af oprindelse var malawier og derfor ikke valgbar til noget politisk job i Zambia. Han blev sat i fængsel og husarrest, indtil Højesteret skar igennem den absurde påstand, at landets præsident gennem 27 år ikke var borger i landet.
Denne episode gav KK fornyet anerkendelse, og den styrkedes af, at han i 2000 officielt trak sig fra aktiv politisk deltagelse. I de sidste 20 år af sit liv var han meget aktiv på det sociale område og især inden for uddannelse. På grund af en søns dødsfald tog han i særlig grad kampen op mod HIV/Aids, som han anså for at være den største udfordring for Afrika: “Vi bekæmpede kolonialismen. Vi må nu med samme iver bekæmpe Aids, som truer med at udslette Afrika.”
Parallellen til kolonialismen er ikke tilfældig. KK vil blive husket for sit livslange engagement for Afrikas befrielse og selvstændighed. Og det fik ham til at reagere, når der var tilløb til at glemme disse værdier. Hans seneste offentlige optræden var i september 2019, da han reagerede på de xenofobiske overgreb på fremmede i Sydafrika: ”Vore brødre og søstre i Sydafrika bør huske på, at de mennesker, som de behandler med grusomhed, er de samme, som var våbenbrødre i kampen mod apartheidregimet.”
Holger Bernt Hansen er professor emeritus ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
