Det Globale Syd er trætte af vores prædiken.
Sådan har det lydt igen og igen fra forskellige kanter. Nu også fra Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der har brugt det som argument for landets nye udenrigs- og sikkerhedsstrategi, hvor prædiken i høj grad erstattes af pragmatisme.
Men det er ikke vores prædiken, særligt afrikanerne er trætte af. Det er al den snak – kald det prædiken eller ej – der ikke følges op af handling, mener 30-årige Collins Odhiambo, der er vokset op i Kenyas hovedstad, Nairobi.
Læs også: Løkkes strategi bør mere end konstatere: Den bør vise Danmarks udenrigspolitiske mål
Collins Odhiambo er aktivist i Mellemfolkeligt Samvirkes internationale søsterorganisation ActionAid og er i Danmark som del af et globalt netværk af unge aktivister.
Derfor har han læst en del op på Danmarks og Lars Løkke Rasmussens nye vision for det danske engagement i Afrika.
Problemet, mener Odhiambo, er at pragmatismen mestendels er rettet mod lande. Mod statsledere. Og ikke så meget den civilbefolkning, de bryster sig af at være repræsentanter for.
“Jeg er bange for, at den her nye strategi vil medfører, at Danmark og EU bløder op på deres holdninger og løsner på deres krav om fundamentale rettigheder og områder, som Europa altid har været kendt som meget, meget stærke på. Vi bør i stedet se på, hvordan vi styrker relationen til folket, ikke kun regeringer,” siger han, da Globalnyt møder ham i Mellemfolkeligt Samvirkes gård på Nørrebro.
Han peger på Uganda, der de senere år er blevet kraftigt kritiseret for at indsnævre det civile rum. For stigende korruption. Og senest er en meget anti-LGBTQ-lovgivning blevet besluttet i parlamentet med præsident Museveni for bordenden.
“Så hvad er jeres holdning til civilsamfundet?” spørger han og slår let med pegefingeren ned i det brune borde-bænke-sæt, vi har sat os ved.
Det handler om vores liv
Collins Odhaimbo har for en stund skiftet sin tilværelse i Nairobi ud med København, som en del af ActionsAids globale netværk af unge aktivister, Global Platforms. Ikke overraskende er det de afrikanske landes store unge befolkningsgrupper, han i særdeleshed peger på, hvis Danmark virkelig vil hjælpe.
Han peger på Senegal, hvor man den seneste måned har set unge mennesker på gaden for at kæmpe for deres sårbare demokrati. I mandags lykkedes det dem at få den siddende præsident, Macky Sall, til at love, at han ikke genopstiller til en tredje og, ifølge mange, forfatningsstridig præsidentperiode.
Læs også: En tidsindstillet bombe er blevet demonteret i Senegal
“Afrika er så heldige at have en af verdens yngste befolkningsgrupper i verden. Og de unge prøver virkeligt at gøre noget på de præmisser, de nu har. Som i Senegal. Det er unge mennesker, der er på gaden og sætter deres liv på spil,” siger han.
“Det handler om vores levebrød. Så hvis folk går på gaden og protesterer mod deres regering, så handler det sjældent om noget langt væk. Det handler basalt set om vores liv. Så det er også der, Danmark bør fokusere, hvis I vil gøre noget godt for kenyanerne eller afrikanerne generelt.”
Invester i ungdommen
Men hvordan hjælper man så de unge mennesker i for eksempel Kenya, spørger jeg Collins Odhiambo.
For mig er det partnerskab, Danmark lægger op til baseret på konkurrence.
Collins Odhiambo, kenyansk aktivist
“I bør investere i unge mennesker. Vi har et væld af innovationshubs, vi har civilsamfundsorganisationer og så mange organisationer, som bliver ledet af unge mennesker. Så mange bevægelser, der kommer frem og virkelig stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand og sætter regeringen under pres. De skal støttes.”
Og det mener han ikke fremgår som en særlig tydelig del af planen, når Danmark taler om et nyt partnerskab til Afrika.
“For mig er det partnerskab, Danmark lægger op til baseret på konkurrence.”
Konkurrence, forstået på den måde, at Danmark og EU er i konkurrence med stormagter som Kina og Rusland om indflydelse og adgang til markeder og ressourcer i de afrikanske lande.
Kina er ligeglade, så længe de kan føre deres forretninger ud i livet. Men er det på den måde, Danmark vil have et partnerskab?
Collins Odhiambo, kenyansk aktivist
“Og det er, som jeg ser det, den største risiko. At hvis partnerskabet er baseret på konkurrence, så vil regeringer rundt omkring i særligt Afrika se det som en mulighed for at fortsætte som de hidtil har gjort.”
“For Danmark vil ikke længere tale om menneskerettigheder. I vil ikke længere gøre noget, hvis I ser korruption for eksempel. Kina giver ikke en skid for, om en regeringsleder så dræber sin egen befolkning eller er korrupt som ind i helvede. De er ligeglade, så længe de kan føre deres forretninger ud i livet. Men er det på den måde, Danmark vil have et partnerskab?” siger han og slår ud med armene.
I bør starte et andet sted
Et ord, der går igen i Danmarks udenrigs- og sikkerhedsstrategi er “ligeværdigt”.
“Vi vil arbejde benhårdt for at styrke EU’s fokus på et ligeværdigt partnerskab med Afrika,” står der for eksempel et sted. Og det ord kan lige så vel forblive en prædiken, nu om Danmarks egne rosenrøde intentioner, hvis det ikke bliver fulgt op af handling, mener Collins Odhiambo.
Et sted at starte, er klimakrisen, der rykker stadig tættere på kenyanernes dagligdag i form af tørke, mens andre lande kæmper med oversvømmelser og stigende vandstand.
Han peger på COP15 i 2009, som foregik i Bella Center i København små 8 kilometer fra vores bord-bænke-sæt på Nørrebro. Dengang lykkedes det ikke at indgå den klimaaftale, som senere på året blev til Paris-aftalen. I stedet vedtog 180 lande en hensigtserklæring, Copenhagen Accord, om at de industrialiserede lande skulle støtte udviklingslandene med milliarder af kroner årligt til at hjælpe med at afbøde den globale opvarmning.
“Danmark og Europa forpligtede sig dengang i forhold til måden de gerne vil hjælpe Afrika og andre udviklingslande med at håndtere klimaforandringerne. Måske burde jeres nye partnerskab med Afrika starte der. I har en gæld, I ikke har betalt,” siger han.
“Og jeg ved, at jeres nye udenrigsminister kender til den gæld, for det var ham der var chefforhandler ved dengang.”
En lille kommentar til Ukraine
Til sidst i vores snak, spørger jeg Collins Odhiambo, om han har andet at tilføje. Ja, lyder svaret prompte, som var det et myggestik, der har generet ham under hele samtalen, og som han endelig kan få lov at klø i.
“Måske en lille kommentar om Europas krig,” siger han med reference til Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
“Mange spørger, hvorfor afrikanske lande ikke indtager en stærk holdning til krigen. Og for mange af os har krigen bidraget til at gøre livet endnu hårdere,” siger han og fortæller om de stigende priser på basale råvarer og energi.
For eksempel betaler han nu 35 dollars for elektricitets-poletter til en måneds forbrug imod 10 dollars før krigen. Melpriserne er mere end fordoblet. Og hans ven, der er taxachauffør kan knap dække benzinomkostningerne for sin løn.
“Så almindelige mennesker i Afrika bryder sig ikke om krigen. Den er i den grad forbundet til vores dagligdag. Men på samme tid, har vi rigeligt med problemer. Vi har nok konflikter selv. Derfor tager vores regering et mere neutralt standpunkt i krigen, og det er jeg faktisk enig i. Vi vil ikke gøre skade på Ukraine, men vi ønsker heller ikke at gøre skade på Rusland.”
