Ny strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken: Rusland er den umiddelbare fare, Kina er den store fare

Laurits Holdt

16. maj 2023

Da regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2022 udkom i begyndelsen af februar 2022 udtrykte den bekymring over Ruslands truende adfærd overfor Ukraine. Få uger efter var truslerne blevet til en storstilet invasion. Det var en brat opvågning for mange i Danmark og resten af Europa, der beskæftiger sig med politik og i særdeleshed sikkerhedspolitik.

Det er allerede sagt mange gange, og den nyeste udgave af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi gør det igen: 24. februar 2022, dagen hvor Rusland indledte invasionen, er en skelsættende dato, der som 11. september 2001 og Berlinmurens fald 9. november 1989 vil farve den måde, vi ser på verden og agerer i den.

Otte pejlemærker for Danmarks udenrigspolitik

Udenrigsministeriet opstiller otte pejlemærker for den danske udenrigspolitik:

Fortsat støtte Ukraines forsvarskamp og landets europæiske integration.

Styrke dansk forsvar og sikkerhed og bidrage til NATO’s afskrækkelse.

Støtte EU’s naboer mod øst og på Vestbalkan.

Håndtere de afledte konsekvenser af Ruslands agressionskrig globalt.

Øge vores engagement i verden og opbygge nye alliancer og ligeværdige partnerskaber globalt.

Styrke Danmarks og Europas modstandsdygtighed bredt set.

Udbygge danske styrkepositioner inden for det grønne, teknologi, sundhed og meget mere.

Understøtte og arbejde sammen med danske virksomheder i den nye geopolitiske kontekst.

Regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for indeværende år blev lanceret i dag, og ikke overraskende fylder Rusland og krigen i Ukraine meget i strategiens 28 sider. Som udenrigsminister, Lars Løkke Rasmusen, (M) skriver i sit forord, så havde blækket i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2022 ”knap nået at tørre, før en ny geopolitisk virkelighed kom buldrende”.

Forsvaret skal styrkes

Strategien er delt op i fire dele: En indledning, der trækker de store linjer op; et kapitel om den skærpede sikkerhedssituation i Europa; et afsnit om det globale samt et afsnit om, at vi skal gøre det danske og europæiske samfund mere robust.

Find Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi 2023 her.

Når man læser strategien, er man ikke i tvivl om, at regeringen på kort sigt opfatter Rusland den store fjende. Ingen overraskelser her. Det betyder, at det danske forsvar skal styrkes, og at forsvarssamarbejdet med de nordiske lande og med de andre lande i EU skal styrkes. Det handler både om traditionel militær sikkerhed – soldater, kanoner, fly og så videre – og om cybersikkerhed og imødegåelse af hybrid krigsførelse. Og så slås det fast, at medlemskabet og engagementet i NATO er adgangsbilletten til Danmarks sikkerhed.

Men det ligger også mellem linjerne, at Ruslands krig mod Ukraine en dag slutter. Så skal Ukraine genopbygges, rustes (op) til at afskrække Rusland fra at forsøge igen og på lang sigt skal ukrainerne være medlemmer af NATO og EU.

Rusland er det store fjende i Europa-afsnittet, men i det globale afsnit er det Kina, der skaber bekymringer. Måske ikke så direkte som en fjende, men i hvert fald en strategisk modstander. Og i modsætning til Rusland, så er der ikke meget vi kan gøre ved det. Der er ikke udsigt til, at Kinas indflydelse og mod på at sætte sit præg på verden vil mindskes. Tværtimod.

Danmark og resten af Vesten har været for naive i forhold til Kina. Vi har ladet kineserne sætte sig på sektorer, der har strategisk betydning for os selv, og på den måde gjort os alt for afhængige af Kina, fremgår det af strategien. Men vi kan ikke afskære os fra det mægtige land, som snart vil have verdens største økonomi. Derfor skal vi fortsætte samarbejdet med Kina, men stå tæt sammen med de andre lande i EU og NATO overfor kineserne.

Kina ses også som en trussel mod danske og europæiske ideer om demokrati og samfundsopbygning, og det skal imødegås med for eksempel mere myndighedssamarbejde og støtte til civilsamfundet i lande på blandt andet Vestbalkan.

Strategisk idealisme

Strategien har ikke nogen titel udover det kølige og præcise ”Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi”, men hvis den skulle have en titel ville det nok være noget med ”Strategisk idealisme”. Den ”udstikker kursen for, hvordan vi bedst sikrer danske interesser og værdier i mødet med verden, som den ser ud i dag. Med pragmatisk idealisme som overskrift,” skriver udenrigsministeren i forordet.

At regeringen vil møde verden med ”pragmatisk idealisme” betyder ikke at den vil gøre op med vores værdier, står der. Dansk udenrigspolitik skal fortsat bygge på demokrati og de grundlæggende frihedsværdier og -rettigheder, fremgår det.

Men for at kunne forfølge Danmarks interesser er det også nødvendigt at lade være med at være naive og basere vores beslutninger og handlinger på realistiske vurderinger, fremgår det af strategien.

Det slås fast, at Danmark er et lille land, og at regeringen ser EU som vores kanal til at påvirke verden. Derfor ønsker regeringen et styrket EU, som kan agere mere slagkraftigt på verdensscenen.

Andre centrale punkter i strategien

Afrika: Danmark og EU skal styrke engagementet med landene i Afrika og med Den Afrikanske Union, der i modsætning til den Europæiske Union, samler stort set alle kontinentets lande. Samarbejdet skal både handle om den politiske og sikkerhedsmæssige stabilitet, om økonomisk udvikling og grøn omstilling. Det nævnes også, at samarbejdet skal dæmme op for den irregulære migration til Europa, men migration fylder meget mindre, end det har gjort i forskellige typer strategipapirer i de seneste år.

Tilgangen til de afrikanske lande og resten af ”det globale syd” skal også til at være mere ligeværdig. Som et eksempel på, hvad det for eksempel handler om, nævnes det i strategien, at flere lande noterer Vestens, herunder Danmarks, massive støtte til Ukraine, men selv oplever, at der ikke bliver lyttet til dem, når de forsøger at råbe os op for at fortælle, hvordan den globale udvikling rammer dem.

Arktis: Grønland og det arktiske område har i flere år været højt prioriteret i dansk sikkerhedspolitik. Her har Rusland traditionelt været set som en modstander – men også partner. Partnerskabet er sat på pause på grund af krigen i Ukraine. Og netop krigen svækker Rusland militært, lyder analysen i strategien. Det gør dog blot landet til en mere uforudsigelig aktør. Derfor er Arktis fortsat er sikkerhedspolitisk topprioritet. Den danske politik er dog, at arbejde for at undgå alt for meget oprustning i området, fremgår det af strategien.

Klima: Selvom Rusland og den pragmatiske idealisme fylder mest i strategien, så får man som læser også at vide, at det 21. århundredes største udfordring er klimakrisen. Og her skal Danmark fortsat gøre sig gældende. For eksempel ved klimatopmøderne, hvor vi skal arbejde for yderligere reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, og for at de mest sårbare lande skal hjælpes med at tilpasse sig til de klimaforandringerne.

FN: Skiftende regeringer har i de seneste år arbejdet på, at Danmark skal vælges ind i FN’s sikkerhedsråd i perioden 2025-2026. Det er en høj prioritet i strategien, og pladsen skal bruges til at styrke den regelbaserede verdensorden, som især små lande som Danmark nyder godt af.

Udviklingspolitik: Når der næste gang skal skrives udviklingspolitisk strategi, så skal udviklingspolitikken i endnu højere grad end i dag tænkes ind i den samlede udenrigspolitik, står der, og det afsløres af den næste udviklingspolitiske strategi vil være baseret på menneskerettigheder.

Modstandsdygtighed: ’Resilience’ – modstandsdygtighed på dansk – har gennem nogle år været et vigtigt buzzword i internationalt udviklingssamarbejde. Det handler både om at gøre et lands infrastruktur i stand til at modstå konsekvenserne af klimaforandringer og om samfundenes evne til at modstå politisk, socialt og økonomisk pres. Men nu handler det ikke blot om sårbare lande – Danmark og EU skal også gøres mere modstandsdygtigt. Det betyer eksempelvis, at vi skal være mindre afhængige af Kina, og at EU-landene skal blive bedre til at arbejde sammen.

Myndighedssamarbejde: Når Miljøstyrelsen eller Arbejdstilsynet hjælper kollegaer ud i verden, kaldes det myndighedssamarbejde. Det er et af Danmarks vigtigste udenrigspolitiske redskaber, står der i den nye strategi.