Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
For syv år siden besøgte jeg et område ramt af afskovning i Bombetoka-deltaet uden for Mahajanga på Madagaskars vestkyst og har netop været tilbage. Dengang gik vi rundt i en værre gang mudder. Genbeplantningen af mangroven var kun lige gået i gang.
I dag er det samme område beplantet, og mangroven ser ud til at trives. Jeg har på vegne af Danmissions Madagaskar-landekreds været på besøg hos en lokal partner, DELC, som de statslige myndigheder har tildelt opgaven med at holde øje med beskyttelsen af naturressourcerne i Bombetoka.
Mangrove er ikke bare mangrove for dem, der bor i skoven, ligesom sne ikke blot er sne på Grønland. Der er ganske forskellige arter. Nogle høje og slanke, nogle lave og tætte. Der er arter, der klarer sig bedre i vand med lavt saltindhold, nogle med mere.
I Bombetoka-deltaet er der mindst fire arter, som benyttes, for landskabet skifter, og en effektiv genplantning kræver bevidsthed om det lag, som træerne skal plantes i. Nogle steder bliver mangroven kun oversvømmet to gange om året, andre steder er den dækket til ved højvande hver dag. Nogle typer har frugter, der kan bruges til silkeproduktion. De er små og sarte og på størrelse med en clementin. Uden på har de et lag, der gør, at den ikke kan tages med bare hænder.
Mangroveskoven giver også rum for små skaldyr og fisk, som kan gemme sig mellem grenene og i vandhullerne, og mangrovetræerne er godt tømmer, der egner sig til byggeri, men desværre også kan bruges til trækul.
Sådan passer man på det, der er fælles
Mangroveskoven er i det hele taget et økosystem i sig selv, men den er udsat, for der er ingen, som ”ejer” mangroven. Det er en fælles ejendom, og det er udfordringen. Rovdrift på skoven er et velkendt fænomen, som enkelte profiterer af, men som de mange lokale, der lever af skoven, betaler for.
I 1990 skrev den amerikanske antropolog Elinor Ostrom en banebrydende bog: ”Governing the Commons – The Evolution of Institutions for Collective Action”, der beskriver, hvordan man kan håndtere fællesarealer. Hun påpeger, at lokalsamfundenes involvering er nøglen til bevarelsen af områderne, hvis reglerne for brug af fællesarealerne passer til lokale behov og forhold.
Ostrom udviklede en række kriterier for god håndtering af fællesarealer. En ny evaluering – der benytter hendes kriterier – af et andet beskyttet mangroveområde i Madagaskar, nemlig Memba nogle hundrede kilometer syd for Mahajanga, viser, at der er tre forhold, som skal være på plads, hvis de lokale naturressourcer skal kunne bevares:
Lokalsamfundenes stærke ejerskab til en indsats, social kontrol og håndtering af regler, og endelig deltagelsen af en ikke-regeringsagent, der ikke er fedtet ind i korruption og politisk spil, men som kan hjælpe de lokale med at navigere.
Heldigvis er det forhold, som også er til stede i Bombetoka. De lokale er velorganiserede og har udviklet systemer, der regulerer hvordan de lokale bruger mangroven, og der er en uafhængig NGO, som kan vejlede de lokale.
Nu taler vi om retfærdighed
I det store billede er diskussionen gået fra et fokus på, hvad der skal til for at naturområderne bevares, til at det i dag handler om den uretfærdighed, som ligger i, at klimaforandringerne påvirker landene forskelligt. Det er sjældent de lande, der står for mest CO2-udledning, som er mest påvirket. Klimaretfærdighed fokuserer således på måder, hvorpå mennesker er ulige udsat for miljørisici, afhængigt af deres sociale status, race, køn og så videre.
Den uretfærdighed er der heldigvis også international opmærksomhed omkring, og det kan give midler udefra til skoven. Kyoto-protokollen og senere globale klimatopmøder forudser, at netop områder, hvor mangroven dyrkes og lever, skal have del i midler fra CO2-kompensation. Mangroven kan optage og binde ekstraordinært meget CO2, og det kommer hele kloden til gode. Systemet er ikke på plads endnu, men mulighederne eksisterer.
En anden ikke udnyttet ressource er turismen. En sejltur ind i mangroveskoven er en fantastisk oplevelse, og den lokale borgmester er hurtig til at fortælle om perspektiverne, når man spørger ham. Han har allerede en aftale om en restaurant og anlæg af en campingplads i området. Ved en gammel forladt cementfabrik er der stadig en havn tilbage, som med lidt god vilje og en professionel hånd kan forvandles til et sted, hvor også turister kan gå i land, tørskoede og undgå mudder og højvande.
Måske er der på trods af afskovningen en fremtid for mangroven i Bombetoka.
