Hvordan er det egentlig gået Brave, Salamba og Makwakwa og de andre helt unge ’negre’, der tilbage i 1966 ankom til den lille stationsby Kolind på Djursland for at få en faglig uddannelse på den lokale specialarbejderskole og komme i praktik på gårde, maskinstationer og hos håndværkere? Og hvordan er det gået den tekniske skole, som Danmark, som en udløber af de unge mænds ophold i Kolind, i slutningen af 1960erne støttede med i alt, hvad der svarer til omkring 45 millioner nutidskroner?
Ja, det var cirka 60 mødt op for at få svar på i fredags, da dokumentarfilmen ”12 mænd fra Malawi” havde premiere, naturligvis i Kolind. Bag filmen står Sonja Salminen, der selv er fra Kolind og var 8 år, da de 12 mænd fra Malawi satte et helt nyt præg på bybilledet. I sommer tog hun med et filmhold til Malawi for at se den danskstøttede skole, men først og fremmest for at opsøge de 12 mænd.
Det var ikke nemt. For modsat så mange andre fra Afrika, der dengang kom til Europa for at få en uddannelse, så var de 12 mænd fra Malawi forholdsvis almindelige folk, der skulle til Danmark for at få en faglig uddannelse, som de kunne bruge i deres eget land – som håndværkere og som lærere og instruktører for andre.
Det lykkedes filmholdet at opstøve 3 af de 12. De ni andre er, så vidt filmholdet kunne finde frem til, døde. Filmholdet skulle langt ud på landet, hvor de tre lever en – siger de selv – god tilværelse som pensionister. De husker tydeligt opholdet i Kolind og nød tydeligvis at udveksle gode minder med det danske filmhold. Og så er de imponerede over, at der stadig er nogen i Danmark, der husker dem og ligefrem opsøger dem efter 55 år. Og ja, de har gjort brug af det, de lærte.
Skolen i Kolind flyttet – den i Malawi er udvidet
Og ja, så er der den skole, Denmark-Malawi Technical Training Centre, som Danmark bidrog til at etablere, og som blev indviet i 1971. Dens første lokale leder var i øvrigt Bakili Muluzi, og hvis det navn lyder bekendt, er det ikke så underligt. For han blev Malawis præsident i 1994, hvor han ved de første frie valg vippede landets præsident gennem 3 årtier, Hastings Banda, af pinden. Bakili Muluzi, der i sin tid også var i Danmark – dog ikke Kolind, men Thisted – for at blive forberedt til posten som skoleleder, er med i filmen og fortæller om den betydning, skolen og støtten fra Danmark har haft.
Fire af de unge fra Malawi, der var i Danmark for at blive trænet, blev ansat som hjælpeinstruktører på den nye skole i Malawi, der de første år havde kurser inden for byggeri, motor og landbrug. Kurserne var relativt korte og især rettet mod unge, der ikke havde mange års formel skolegang.
Skolen, Denmark-Malawi Technical Training Centre, blev i 1973 overtaget af den malawiske stat og skiftede navn til Nasawa Technical College. Den er udvidet i flere omgang og udbyder nu 13 forskellige uddannelser.
Skolen i Kolind, hvor det hele startede, Djursland Specialarbejderskole, er derimod for længe siden flyttet til Ring Djursland ved Pederstrup uden for Kolind, og den gamle skolebygning er revet ned.
Men i Malawi sætter det djursk-afrikanske bistandssamarbejde stadig spor, og det vakte glæde blandt premierepublikummet, der efter filmen udvekslede anekdoter og personlige minder fra deres møde med de ”12 mænd fra Malawi.”
Filmen er produceret i 2021 af Sonja Salminen, MUNDU – Center for Global Dannelse i samarbejde med journalist Daniel Myrup Pedersen og filmfotograf Benjamin Schildknecht Kodboel.
Research Frederik Vincent Langkilde.
Kommunikation Rikke Schmidt.
Projektet er støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje og CISUs Oplysningspulje.