Hvad nu hvis sport ikke drejer sig om konkurrence, men sjov og nydelse?
Indfødte folk stiller vores begreber om sport, legemsudøvelse og konkurrence til debat og udfordrer vores gængse visdom. Indfødte folk passer ikke ind i sammenhænge, der vil kontrollere os og betoner konkurrence. Når det kommer til sport, vil indfødte folk ofte hellere spille efter deres egne regler, nyde det og have det sjovt, end rette sig efter konkurrencesportens spilleregler.
Derfor spiller Perus indianere fodbold på deres egen måde. Deres fokus på at lege og nyde samværet giver stof til eftertanke.
Liden vægt på konkurrence, status og roller
Urarina-indianerne (jægere med haver) i Perus del af Amazonas lever i små selvforsynende, slægtskabsbaserede grupper, hvis indbyrdes relationer er præget af mistro og vold. De enkelte grupper skaber imidlertid et velfungerende internt sammenhold og fælles identitet ved at dele mad med hinanden (sharing) og udføre arbejde i fællesskab.
At lege gør folk glade og er en vigtig del af livet. Når voksne Urarina leger, træder de ind i en bestemt værenstilstand, uafgrænset, uden mål, der skal nås og bringer legen til ophør – alt sammen ikke-indfødte ideer.
Ønske fra national side om enhed
På et tidspunkt skulle traditionelt-orienterede Urarina imidlertid deltage i en fodboldturnering i forbindelse med et skolestævne, som en gruppe Urarina, der havde overtaget mange af de ”moderne” konkurrencebetonede og statslige symboler, havde organiseret.
Fire peruvianske flag markerede stævnets ikke-indfødte karakter, der skulle udrydde gamle fjendtligheder og forene alle under en national hat. I modsætning til de lege, der leges hjemme, skulle der nu udvises en konkurrence- og kampgejst, der ikke hører det indfødte men det moderne til. Når man tiltalte hinanden på fodboldbanen, var der en tendens til at bruge spanske navne fremfor Urarina navne.
Lad gamle fjendtligheder ligge
Dommeren (en skolelærer) dømte frispark og pålagde regler, der sjældent blev observeret derhjemme, men blev accepteret i denne sammenhæng. Under indflydelse af dommeren, antog legen en anden karakter end normalt. Konkurrencen indbød til mere stivhed, mere beslutsomhed, mindre spontan sjov og latter. Folk spillede for at vinde, og alle regler blev omhyggeligt fulgt.
Behov for leg er ikke at kimse ad
Fodboldstævner som disse producerer den moderne borger og nationen. Men den stærke tiltrækning af fodbold er dens udgangspunkt i ”leg”, som Urarina ser som uundværlig for at leve godt. Spil (fodboldspil) og konkurrencesport var fraværende før i tiden ligesom sportens abstrakte regler.
Amazonas indfødte er kendt for deres stridigheder. Sportsturneringer er derimod med til at centralisere og forene grupper. Samtidig indfører denne mekanisme en form for tvang, og magt legitimeres ved anvendelse af roller og regler.
Fodbold eksemplificerer statens vestlige logik, ideen om suverænitet, forening, og kontrol over grupper, grupper der modsætter sig denne logik. Som et redskab for nationalistiske følelser, er konkurrencesport en central del af den proces, hvorved staten udfolder sig og udøver kontrol.
Men behovet for leg, at hengive sig til en uforpligtende tilstand af ren og skær nydelse, at overgive sig til bare at være uden at skulle nå noget eller opnå bestemte mål, er ikke til at kimse ad, hverken for de indfødte eller os.
