Je suis Africain
Kunstner: Rachid Taha
Titel: Je suis Africain
Udgivet af: Naïve/Believe
Det kom som et chok, da Rachid Taha uden varsel tillod sig at dø i sin søvn i september sidste år i den nordlige Paris-forstad, Saint-Denis, bare fire dage før sin 60-års fødselsdag. For han var om nogen gadedrengen indenfor raïmusikken, en anerkendt superstjerne med et ramponeret image ikke ulig den tre år yngre syriskfødte superstjerne George Wassouf.
Hvad de færreste vidste var, at Tahas ofte ramponerede fremtoning i modsætning til Wassoufs ditto ikke var resultatet af et udsvævende liv. En medfødt defekt ved lillehjernen gjorde, at han til tider ville vakle rundt som en søvngænger på scenen. Det så vi blandt andet, da han var med Damon Albarns Africa Express-projekt på Roskilde Festival.
Rachid Taha blev selvfølgelig født i Oran (arabisk: Wahrane) hvor raïmusikkens vugge stod, men som tiårig fulgte han med familien til et fattigt liv i Lyon. Han var dog født til musikken, og var jævnaldrende med Cheb Khaled og de andre stjerner fra raïbølgen, som for alvor kom ud over stepperne i 1980’erne. Her var Taha allerede tændt af rock og punk og spillede en musik, som både havde alle den arabiske diasporas hints til egyptisk filmmusik og inspirationer fra forbilleder som Led Zeppelin, Elvis og især Joe Strummer fra den engelske punkgruppe, The Clash.
Et særligt drive
Jeg fattede først at Rachid Taha eksisterede, da han i slut-1990’erne blev kronet som medlem af trioen 1,2,3, Soleils (de tre sole) – en slags raï-pendant til De tre tenorer, hvor de andre var sødsuppedrengen Faudel og selvfølgelig kongen, der for længst havde smidt Cheb-titlen (ung mand) overbord og simpelthen kaldte sig for Khaled. På den berømte liveplade fra kæmpehallen Bercy i Paris, som jeg købte på kassettebånd i Marokko, var det tydeligt, at Rachid Taha havde et helt særligt drive og skabte musik ulig alle andre. Så det var med massiv sorg, at jeg for et års tid siden konstaterede, at jeg havde set fænomenet for sidste gang.
Allah være lovet, så efterlod han sig et sidste album, som typisk for ham var et velrettet indspark til alle dem, der efter nordafrikaneres terror i 2015 mod det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo i Paris, havde opfundet slagordet Je suis Charlie.
Den adopterede pariser Rachid Tahas afskedssalut af en titel er simpelthen “Je suis Africain”, altså jeg er afrikaner. I et land, hvor især indvandrere fra Algeriet bliver udsat for betydelig racisme og blandt andet benævnes med det nedsættende ord “beur”, er det et statement, der vil noget.
Og så endda på falderebet.
Eventyrlig stilforvirring
Når det nu ikke kan være anderledes, synes jeg, at Rachid Taha slutter på toppen.
Den genfødte afrikaner mestrer alt fra arabisk nostalgi-chaâbi, chanson, tilbagelænet sigøjnerjazz over raï til rock. Og hans tur gennem byen for sidste gang er en overlegent turneret rundtur i alle krogene, hvor vi vil savne hans kontrafej.
På den fejende flotte “Aïta”, hvor der er fuld skrue på de arabiske inspirationer med flotte svarkor og en herligt veloplagt mester med smerte på stemmen.
Andre steder er han direkte morsom. Som på “Andy Waloo”, hvor han leger med navnet Andy Warhol for i næste omgang på arabisk svare Andi Waloo, som betyder “jeg har ingenting”.
Eller endnu en dejlig arabertur, som peger mod dansegulv og damer i store rober, mens oud’en får plads og violinerne flyver i hyldesten til den dejlige “Minouche”.
Så er der titelmelodien, hvor det rytmiske er på vej mod Vestafrika med talking drum, men så kommer omkvædet og vi smyger os ind i endnu en arabisk arabesk på et nummer, som jeg i hvert fald kommer til at sætte på, når året 2019 skal italesættes. Og hvor vi ikke lades i tvivl om, hvad det store kontinent kan med referencer til alt fra Jimi Hendrix over Bob Marley til DR Congos store martyr, Patrice Lumumba.
Lad mig desuden nævne den henkastede “Striptease”, med den herligt tørre atonale uforstærkede elguitar tilsat de flimrende filmstrygere, mens han afsøger områder, som normalt tilhørte en Serge Gainsbourg.
Eller hans sang til de dansende sufier, hvor han koketterer med at “this is my first song in English”, hvor bassen kører et drive, der lyder som New York-punkerne Suicide’s “Ghost Rider”, mens Taha namedropper om Elvis og Johnny Cash, mens en sløret neyfløjte og et hold lothar-mandoliner fra hjemstavnen kører derud af, mens spøgefuglen griner. Jeg elsker det.
Der er hele tiden disse herlige referencer. På sidste track med titlen “Happy End”, hvor filmvioliner kører og han så ellers blandt sine arabiske gloser siger Enta Omri, en direkte kærlighedserklæring oprindelig skrevet af Mohamed Abdel Wahab, men fremført af Umm Khaltoum. Det er et tårepersende slutnummer, og med endnu en Dan Turell’sk reference, så har endnu en skygge forladt gaden.
Men altså med en svanesang der flyver.