I maj 1971 præsenterer to amerikanske kongresmedlemmer en chokerende rapport, der viser hjemvendte Vietnamsoldaters bekymrende heroinafhængighed. Narkomisbruget blandt de hjemvendte afspejler en stigning generelt i det amerikanske samfund, og i 1971 tager præsident Richard Nixon affære. På en ikonisk pressekonference i juni 1971 erklærer præsidenten, at narko er ”offentlighedens fjende nummer et.” Nixons militariserede sprogbrug ved presseseancen bliver i eftertiden omtalt som The war on drugs – krigen mod narkotika.
Nixons oprindelige strategi er at centralisere narkoindsatsen under hans egen direkte ledelse i Det Hvide Hus og holde fokus på narkoproblemet i de amerikanske rækker. Men Richard Nixon ved ikke, at han snart skal stå fader til et bureaukratisk monster, som i løbet af 50 år spreder sig langt ud over USA’s grænser og ind i Latinamerika – USA’s fladmaste baghave. Krigen mod narkotika vil blive indhyllet i et koldkrigskludetæppe, blandet med amerikansk frygt for socialismens indtog i Latinamerika, hvor kartellerne sideløbende boltrer sig i junglen og med narkosponsorerede politikere. Dette monster har – i runde tal – kostet en billion dollars og indirekte, eller direkte, kostet tusinder af menneskeliv og tusinder hektarer af ødelagt jungle på grund af plantedræbende kemikalier sprøjtet ud fra latinamerikanske fly.
Det blev en krig som ingen nordamerikansk eller latinamerikansk myndighed kunne vinde og nu, 50 år efter, må man derfor stille spørgsmålet: Var det det værd?
Korridoren i Mellemamerika: 1980’ernes kaos
For amerikanerne bliver 1980’ernes narkoindsats i Latinamerika et genoplevet Vietnam. Fra det ovale kontor forsøger man at udrydde narkotikaene og samtidig slå socialistiske bevægelser ned. Den faste vending om Mexico gælder i denne periode regionen som helhed: Så langt fra Gud, så tæt på USA.
I 1980’erne er Peru verdens største producent af koka, efterfulgt af Bolivia og Colombia. Narkokarteller i Colombia køber og smugler kokablade fra Peru og Bolivia ind i Colombia, hvor det rene kokain fremstilles. Herfra smugler kartellerne det færdige produkt igennem Mellemamerika via et virvar af forskellige grupperinger. USA er i denne periode stærkt til stede i den strategiske korridor.
Da amerikanske myndigheder i 1982 finder næsten to ton smuglet kokain i lufthavnen i Miami, står det klart, at latinamerikanske narkosmuglere arbejder i tandem. Manden bag er selvfølgelig colombianeren Pablo Escobar, som i 80’erne sammen med flere familier har dannet det notoriske Medellínkartel. Kartellet indgår år forinden en aftale med Panamas diktator, Manuel Noriega, om fri passage igennem Panama og bliver, sammen med Calíkartellet, tonegivende op igennem årtiet. En lind strøm af kokain flyder fra junglen ind i USA’s gader.
I 1981 har Ronald Reagan indtaget Det Hvide Hus, og præsidentens kone, Nancy Reagan, er hans moralske anker. Førstedamen fører an i antinarko-kampagnen ’Just Say No’ rettet mod en hvid, amerikansk middelklasse, mens disproportionalt mange sorte og latinamerikanere bures inde i hobetal på grund af hårde narkolove. Imens fører Ronald Reagan et liberalt korstog mod socialistiske ledere i Latinamerika, der som region er plaget af revolution, guerillakampe og paramilitære grupper. Det er imidlertid ikke gratis at føre borgerkrige og oprør, og kokain og marihuana bliver en guldkalv for alle lyssky grupperinger.
Ronald Reagan kaster sig hovedkulds ind i den politiske sump, som er Nicaragua i 80’erne. De venstreorienterede sandinister har væltet den diktatoriske Somoza-familie igennem årtiers guerillakamp, men borgerkrigen er ikke slut. Finansieret af USA kæmper kontrarevolutionære grupper imod sandinisterne i junglen – ”kontraernes” åbenlyse narkosmugling er en kamel, som amerikanerne må sluge i kampen mod den forkætrede socialisme.
I samme peirode spiller Manuel Noriega i Panama et opportunistisk dobbeltspil. Samtidig med diktatorens lukrative alliance med Medellínkartellet agerer han mellemmand for nordamerikanerne. Dels blåstempler han en tung tilstedeværelse af amerikanske spioner, og dels hjælper han med transporten af nordamerikanske våben til USA’s partnere, der kæmper imod socialistiske bevægelser i Nicaragua og El Salvador. USA’s tålmodighed med Noriega løber ud i 1989, hvor 27.000 nordamerikanske tropper lander i Panama og fjerner Manuel Noriega fra magten.
Colombias boom i 1990’erne
I starten af 1990’erne blæser nye vinde fra Berlin – jerntæpper falder, og USA’s latinamerikanske strategi er faldet til jorden. Pablo Escobar bliver dræbt i 1993, og Medellín- og Calíkartellets tovholdere er fængslet, men den kriminelle underverden omstiller sig, og nye spillere melder sig på banen.
Bill Clintons tiltrædelse som præsident i 1993 varsler en ny strategi, men nordamerikaneres dårlige valg af venner fortsætter. I Peru slår den autoritære præsident, Alberto Fujimori, og hans højre hånd og efterretningschef, Vladimiro Montesinos, hårdt ned på den peruvianske kokaproduktion. Så hårdt, at colombianske karteller flytter dyrkelsen af kokaplanten ind i Colombia, som op igennem 1990’erne overtager det meste af Latinamerikas kokaproduktion og kokainfremstilling. I denne periode er der ikke tale om et fald i produktionen, men et skifte i hvem der producerer.
USA støtter i denne periode Montesinos’ efterretningstjeneste med omkring 10 millioner dollars for Perus narkoindsats. År senere viser det sig, at den frygtede efterretningsmand i virkeligheden selv har taget kontrol over den resterende peruvianske kokaproduktion – med USA’s uvidende eller stiltiende accept.
I slutningen af årtiet er der lagt op til en større taktisk ændring i USA og Colombia. ’Plan Colombia’ annonceres i august 2000 mellem den colombianske præsident Andres Pastrana og den udgående amerikanske præsident, Bill Clinton. Andrés Pastrana modtager 1,3 milliarder dollars fra USA, hvoafr størstedelen går til militært udstyr og træning af det colombianske militær.
Planen giver bagslag
’Plan Colombia’ sættes til at løbe i ti år, og målet er en halvering af Colombias kokaproduktion. For en kort stund kan amerikanske myndigheder ikke få armene ned over planens umiddelbare succes. Flysprøjtning af ukrudtsmidlet glyfosat sætter kokadyrkningen hårdt tilbage i begyndelsen af 00’erne, men på få år formår Colombias kokadyrkere atter at vende udviklingen.
Den nedadgående kurve begynder omkring 2004 at stige kraftigt igen. I takt med sprøjtningen af glyfosat udvider kokadyrkere produktionsarealet og minimerer tabet; de effektiviserer industrien og omstiller sig generelt hurtigt til militærets indsatser. Dyrkerne er nødsaget til at trække sig længere ind i den colombianske jungle, hvor sprøjtning og afskovning giver store miljømæssige panderynker. Studier af glyfosats sundhedsskadelige konsekvenser tvinger i 2015 den colombianske regering under ledelse af Manuel Santos til at sætte den giftige sprøjtning på pause.
Selvom sprøjtningen ikke viser sig at have en nævneværdig effekt på den lange bane, begynder kokaproduktionen at stige i kølvandet på pesticidstoppet. Ifølge Adam Isacson fra menneskerettighedsorganisationen WOLA skyldes det ikke kun pausen i sprøjtningen. I samme periode falder guldprisen, hvilket giver et større incitament til at dyrke den profitable koka i stedet for at bedrive ulovlig minedrift, og derudover stiger dollarens værdi – det giver dyrkerne en større profit i valutakonverteringen til landets peso.
Målt på areal når den colombianske kokaproduktion omkring år 2017 sit højeste punkt nogensinde. Samtidig begynder Mexico og flere andre mellemamerikanske lande at skrue op for dyrkningen af opium, som bruges i produktionen af det stærkt afhængighedsskabende stof fentanyl.
Hvem vandt?
Spørgsmålet om, hvem der vandt krigen, kan der hurtigt svares på: Ingen.
Skiftende regeringer og taktikker i USA og Latinamerika har igennem historien kun formået at skrue produktionen ned i kortvarige perioder. Fordi selvom krigen mod narko – især i Colombia – har angrebet problemet ved dets bogstavelige rod, er efterspørgslen i USA ikke faldet, tværtimod. Gadeprisen i USA på kokain – det mest smuglede narkotika fra Latinamerika – har siden begyndelsen af 1990’erne holdt sig på et stabilt niveau, hvilket antyder, at mængden af narko, der når ind i USA på trods af 50 års indsatser, kortvarige fald i produktion og store beslaglæggelser ved den nordamerikanske grænse, ligeledes ligger på et konstant niveau.
Richard Nixons oprindelige strategi for at stoppe nordamerikanernes afhængighed i 1970’erne, båret videre frem af Nancy Reagans Just say no-kampagne i 1980’erne, rykkede ikke noget ved befolkningens laster. En senere opiumkrise i USA har skabt yderligere grobund for dyrkningen af opium i Mexico, Mellemamerika og i Colombia, hvor Asien dog stadig er verdens største producent.
USA’s støtte til Colombias militær igennem ’Plan Colombia’ formåede kun kortvarigt at ændre på mængden af kokain. Til gengæld har militærets øgede tilstedeværelse i junglen skabt mistro blandt befolkningen. Colombias nuværende konservative præsident, Ivan Duque, der er modstander af den tidligere regerings mere moderate strategi mod oprørsgrupperne FARC og ELN (de største producenter af colombiansk kokain), begyndte kort efter sin tiltrædelse i 2018 igen at luftsprøjte med glysofat. Duque har heller ikke fulgt op med den lovede kompensation til kokadyrkere, som har udskiftet den lukrative kokaplante med andre afgrøder.
Nordamerikanernes uhellige alliancer med stråmænd og autoritære ledere i Reagans koldkrigsunivers gjorde krigen mod narkotika til en mudret affære i 80’erne, og 90’ernes hårde indsats mod kokainproduktionen i Peru og Bolivia fjernede ikke problemet, men flyttede det blot ind i Colombia.
The war on drugs fylder 50 år, men få i Latinamerika – eller USA for den sags skyld – har meget at fejre. Måske det ville være bedst at afblæse krigen og starte forfra.
