Efter de euforiske dage oven på revolutionen i januar 2011 fulgte en kaotisk periode for landet, der siden stemte på den demokratisk valgte præsident, Mohammed Morsi fra Det Muslimske Broderskab. Militæret, som altid har fungeret som den fjerde statsmagt i landet og støttes af den tidligere præsident Mubarak, havde det imidlertid stramt med den nyvalgte præsident Morsi.
Med økonomisk støtte fra både Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater lykkedes det at vælte præsident Morsi ved et militærkup med løfte om en mere demokratisk fremtid.
Den nuværende præsident Abdel Fattah el-Sisi – med en mangeårig baggrund i militæret, og sågar forsvarsminister under præsident Morsi – blev valgt som præsident i 2014 ved et valg, der kun kan beskrives som korrupt.
Millioner af egyptere, fra både middelklassen og den fattigere del af befolkningen, er blevet hårdt ramt af Ukraine-krigens økonomiske konsekvenser
Sisis valgløfter fra kampagnen i 2014 om en bedre økonomisk fremtid blev aldrig indfriet. Tværtimod er landets økonomiske situation værre end nogensinde, og det politiske spillerum tilsvarende langt mindre end tidligere. Menneskerettighedssituationen er endnu mere kritisk nu end under præsident Mubarak. Det er med andre ord et land, der på mange parametre er langt værre stillet nu end for 12 år siden.
Krigen i Ukraine og høje inflationstal
Krigen i Ukraine har blot forværret den økonomiske krise i landet. Almindelige dagligvarer er blevet dyrere, og mange familier har ikke længere råd til at købe helt basale fødevarer. Millioner af egyptere, fra både middelklassen og den fattigere del af befolkningen, er blevet hårdt ramt af Ukraine-krigens økonomiske konsekvenser. I det sidste år er egypternes realløn blevet udhulet med 30 pct.
Før krigen i Ukraine udgjorde russiske og ukrainske turister en tredjedel af turisttilstrømningen til Ægypten. Dette har krigen selvsagt sat en stopper for. En stor nedgang i indtægter fra turistbranchen samt forhøjede priser for importerede fødevarer er en økonomisk katastrofe for et land, der i stort omfang tidligere har finansieret fødevareimporten via turistindtægter.
Inflationen er på nuværende tidspunkt højere end nogensinde, med det egyptiske punds værdi helt i bund. I december 2022 lå inflationen på 21,9 %. Det er foruroligende tal, som ikke er gået hen over hovedet på præsident Sisi, der ved flere lejligheder har forsøgt at berolige befolkningen om, at situationen nok skal blive bedre.
Han taler formentlig for døve øren, al den stund at selvsamme præsident står bag konstruktionen af en ny administrativ regeringsby i ørkenen. Et projekt, der er budgetteret til 50 milliarder dollars og bl.a. kommer til at omfatte ekstravagancer som det største fodboldstadion i Afrika samt verdens næststørste moské. Det er samme præsident, der for lånte midler har bygget luksushoteller, præsidentpaladser og indkøbt fly til præsidentens mange rejser, alene sidstnævnte løber op i 500 millioner dollars.
Det er dispositioner, der kan være svære at forstå i et land med store økonomiske og sociale udfordringer.
Formentlig inspireret af de overvældende arkitektoniske byer i Emiraterne, der bugner af skyskrabere, paladser og luksushoteller, har præsident Sisi følt sig fristet til at følge trop med tilsvarende byggeprojekter. Der er imidlertid en afgrundsdyb forskel på Egypten og Emiraterne. Sidstnævnte har en økonomi, der tillader eksorbitante og ekstraordinære bygningsprojekter. Egypten derimod er gældsat til op over Kheopspyramidens top og burde i stedet have fokuseret på de store sociale og økonomiske udfordringer, landet står over for.
Store lån med strenge krav
Regeringen har dog forsøgt at afbøde nogle af de økonomiske vanskeligheder, befolkningen oplever som følge af inflationen, ved at åbne en lang række outlets med dagligvarer til særligt lave priser. Derudover har man øget fødevaresubsidierne for millioner af borgere, der i forvejen er på det statsfinansierede madvarestøtteprogram.
Det er imidlertid tiltag, der ikke løser selve problemet med den manglende kontrol og supervision af markedspriserne, der stiger på nærmest daglig basis. Kritikere af regeringen påpeger den manglende intervention fra regeringens side til at stoppe de stigende priser, som først og fremmest rammer den fattigste del af befolkningen.
Bag den officielle dagsorden diskuterede man også en fælles holdning til den nye israelske regering
Endelig har regeringen endnu engang måttet optage lån hos IMF, Den Internationale Valutafond, denne gang 3 milliarder dollars. Det er landets fjerde lån på blot seks år og er i sig selv kun en lille klat i det store regnskab. Til sammenligning er den egyptiske statsgæld nu oppe på 220 mia. dollars, hvoraf de 155 er udlandsgæld. Landets valutareserver er nede på 24 mia. dollars, hvilket er omkring en tredjedel af de danske.
Det vidner om en regeringsledelse, der måske ikke helt evner at administrere de mange lån på effektiv vis, og nu forsøger sig med lappeløsninger. IMF har i denne omgang stillet strengere betingelser i forbindelse med lånet. Blandt andet har man stillet som krav, at Egypten skal sælge ud af landets statsejede institutioner for at rejse penge. Regeringen overvejer at sælge aktier i Suezkanalen. En disposition, som har skabt en særdeles ophedet debat i landet. Så ophedet, at regeringen for nylig måtte gå ud og dementere rygtet om at sælge ud af Suezkanalen.
Det er imidlertid ikke usandsynligt, at et sådant salg vil finde sted. De hidtidige store långivere Saudi-Arabien og Emiraterne har allerede nu overtaget ejerskabet af egyptiske statsejede institutioner. Ligeledes har Egypten tilbagegivet to øer, Tiran og Sanafir, til Saudi-Arabien til gengæld for fortsat økonomisk støtte.
En presset mand i et presset land
Præsident Sisi er i det hele taget på mange måder en presset mand. Presset økonomisk fra både Saudi-Arabien og Emiraterne, der ikke ser nogen forbedring af den økonomiske situation i Egypten og derfor er begyndt at holde igen med de ellers gavmilde lån. Han er ligeledes presset af IMF med strengere krav til lånene end hidtil.
Endelig er han presset fra det egyptiske militær, hvis støtte han i allerhøjeste grad er afhængig af. De mange penge, der er gået til bygningsprojekter med luksushoteller og præsidentpaladser, har nemlig alle tilflydt militæret, som styrer byggebranchen i landet.
Men en præsident, der først begynder at pille ved militærets stærke position, ligner en præsident på lånt tid. Han har en reel mulighed for at hente kapital til statskassen ved at sælge ud af de mange statsejede virksomheder, men eftersom en meget stor del af disse er kontrolleret af militæret, risikerer han derved at miste støtte fra den kant.
Selvom han på alle måder har gjort det nærmest umuligt at ytre en kritisk røst og protestere under hans jerngreb, er der ingen garanti for, at endnu en revolution ikke vil kunne finde sted igen
På samme vis kører han en forsigtig balancegang i forhold til Det Muslimske Broderskab. Lige siden han kom til magten i 2014 har Sisi således søgt at fremstå som en stor ven af religionen, tilsyneladende for at ikke at skabe konflikt i forhold til Broderskabet. Han har bygget ikke mindre end 10.000 nye moskéer, hvilket rationelt set er en flothed i en tid, hvor antallet af egyptere, der dagligt sætter deres ben i en moské, er faldende.
Netanyahu vækker bekymring
At Israel i de sidste dage af december fik en ny Netanyahu-regering med markant deltagelse af den radikale højrefløj, gør på mange måder kun ondt værre. Siden da har situationen på Vestbredden og i Gazastriben været eksplosiv, og hvis det udvikler sig ret meget mere i retning af åben konflikt mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker, kan det hurtigt komme til store sympatidemonstrationer i Egypten.
Dette frygter Sisi, og med god grund. Mange fattige egyptere sympatiserer med det palæstinensiske Hamas, som er ideologisk nært beslægtet med Det Muslimske Broderskab, og af den grund vil demonstrationer i Egypten også hurtigt ændre karakter, så de også retter sig mod Sisi og hans styre.
Meget tyder på, at han er smerteligt bevidst om, at befolkningen endnu en gang kan rejse sig i protest
I den forløbne uge holdt Sisi således et krisemøde med den jordanske kong Abdallah 2. og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og dagen efter fløj han til Abu Dhabi, hvor Emiraternes leder, Sheikh Muhammed bin Zayed, havde indkaldt repræsentanter for de øvrige golfstater for at drøfte deres fælles relationer til Egypten. Men bag den officielle dagsorden diskuterede man også en fælles holdning til den nye israelske regering.
Meget tyder på, at han er smerteligt bevidst om, at befolkningen endnu en gang kan rejse sig i protest. Og selvom han på alle måder har gjort det nærmest umuligt at ytre en kritisk røst og protestere under hans jerngreb, er der ingen garanti for, at endnu en revolution ikke vil kunne finde sted igen.
Det ligner i hvert fald et klart signal, at da den nye metrolinje mellem Cairo og den nye administrative hovedstad i forvejen blev officielt indviet i forrige uge, valgte Sisi til manges forbløffelse at udeblive fra den festlige ceremoni. Han ønskede tydeligvis ikke at provokere nogen.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
Den er skrevet af Yasmin Abdel-Hak, der er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner har desuden bidraget til denne artikel.