Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Det er dybt frustrerende at følge debatten om konflikten mellem Israel og Hamas, både i pressen og på sociale medier. Det er som om landområder har mere værdi end menneskeliv.
Vi ser opslag på Facebook og Instagram med kort over Israel/Palæstina, hvor hver fløj viser områder, der gennem tiden er henholdsvis udvidet og indskrænket. Som om det i første omgang handler materie, jord, magt.
Jeg er på sociale medier vidne til en kristen zionisme, der helt ukritisk bakker op om Israel i stort set hvad som helst. Hvorfor det? Jo, fordi der i jødernes tora og profetlitteratur i Gamle Testamente er lovning på, at Gud engang vil give jøderne deres land tilbage.
Zionisme er en jødisk bevægelse, der kræver det gamle Israel etableret på Zions bjerg, hvor Jerusalem ligger. Kristen zionisme er kristnes opbakning og støtte til denne vision. En støtte, der træder tydeligt frem i informationskrigen om den virkelige krig mellem Israel og Hamas.
Nødvendig bibelkritik
Jeg er kristen og som barn af missionærer vokset op med en tro, der tager Bibelen alvorligt. Bagsiden var desværre, at bibelkritikken kunne ligge på et meget lille sted. Bibelen var Guds ord, basta.
Senere er min tro blevet den, at Bibelen indeholder Guds ord, men at vi som mennesker er ansvarlige for at vurdere de gamle skrifter ud fra den sunde fornuft, Gud efter min mening har udstyret os med.
Man kan ikke blot tage flere tusind år gamle skrifter om visse landområder og sige, at de skal gælde i dag. Så kunne vi påberåbe os Norge og Skåne og gå i krig for at genbosætte disse landområder.
Vi har for længst gjort op med kolonitiden. De lande, som Vesten besatte, undertrykte og udplyndrede, er i dag selvstændige nationer.
Ikke at alt er fryd og gammen, men folk har lov til at bo, hvor de bor.
Ikke et jordisk rige
Og nu må læserne altså tilgive lidt teologisnak. Men altså:
Jødernes Tora og profetier i Gamle Testamente er ikke normen for kristne, som lever efter Ny Testamente. Gamle Testamente er blot referenceramme for forståelse af Ny Testamentes kontekst, sprogbrug og radikale opgør med ældgamle lovtekster. Derfor bør Gamle Testamente af kristne tolkes i lyset af Ny Testamente, især Jesu liv, ord og gerning.
Jesus pointerede, at Guds rige er det himmelsk rige, som er kommet nær gennem værdier som kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed – ikke er begrænset til et jordisk landområde.
Jesus tog altid de underprivilegerede i forsvar. Han gjorde op med rigid fortolkning af Toraens love og regler og pointerede, at motiverne og værdierne bag handlingerne er langt vigtigere. Han fastholdt, at Gud kan tilbedes allevegne, hans rige er midt iblandt os alle, ja inden i os, og at vi ikke skal dømme og fordømme andre mennesker.
Kristendom og zionisme er modsætninger
Kristne kan ikke være zionister; det er en selvmodsigelse al den stund, at Kristus plæderede for et himmelsk rige, grænseløst i sin udfoldelse gennem alle mennesker på Jorden. Det forstod jøderne ikke dengang, og derfor gik de fra at hylde ham Palmesøndag til at anklage ham og billige hans korsfæstelse Skærtorsdag.
Ikke en gang Jesu egne disciple havde helt forstået evangeliets pointe. Efter Jesu opstandelse og kort inden hans himmelfart stillede de et sidste spørgsmål, der åbenbart pressede sig på: ”Er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Riget for Israel?” Hvortil Jesus svarede:
”Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft, og I skal være mine vidner i Jerusalem, i Judæa og Samaria, ja indtil verdens ende.” (Ap.G. 1:6-8).
Ambassade eller propagandamaskine?
De ord skulle kristne zionister måske fundere nærmere over? For her står det tydeligt, at det netop ikke tilkommer mennesker at blande sig i Guds affærer. Han skal nok selv finde ud af det!
Den kristne zionisme fremføres især af Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem (ICEJ) med aflæggere i de fleste vestlige lande, også Danmark. Målet er at udbrede zionisme blandt kristne med den absurde teologi, at Jesus først kan komme tilbage til Jorden, når Israel er på plads i Palæstina.
Igen: Mon ikke Jesus selv kan finde ud af det?
Og: Skal en kristen ambassade i Jerusalem ikke modsat lobbye for de kristne værdier i Israel? Både indirekte ved påvirkning af politikere. Og direkte i den offentlige debat i medierne, og endda i demonstrationer foran Knesset?
Brug for at råbe Israel op!
Der er jo større ting på spil end territorium og teologi. Det drejer sig om menneskeliv. Israel jævner hele bydele med jorden, bomber hospitaler, flygtningelejre, dræber tusindvis af civile, hvor de fleste er kvinder og børn. Giver befolkningen få timer til at flygte mod syd og begynder så at bombe dem dér.
Hamas’ terrorangreb den 7. oktober blev af USA’s præsident Joe Biden betegnet som ”ren ondskab”. Hvad kalder man så Israels mangedoblede gengældelse?
Her er der simpelthen brug for en stemme, der råber det israelske krigskabinet op og siger: Nok er nok! Våbenhvile nu! Find en løsning! Det er det, man har politikere til. Og det bør en ambassade, der påberåber sig at repræsentere kristne, presse dem til.
Kristne zionister bør besinde sig på Jesu lære om Gudsrigets himmelske værdier i stedet for stædigt at fastholde et gammeltestamentligt syn på en særlig etnisk gruppes ejerskab over et jordisk landområde.
