Kvinder på danske arbejdspladser skal inspirere jordanere

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

En række store danske virksomheder åbner i denne uge dørene for en delegation af jordanske erhvervsfolk. Jordanerne er inviteret til Danmark af KVINFO for at se på inklusion og mangfoldighed på arbejdspladsen, især når det gælder kvinder.
 

I løbet af ugen skal de besøge både Mærsk, IBM, Arla, Grundfos og TDC. Det fortæller KVINFO i en pressemeddelelse mandag.

Årsagen til besøget er, at kvinderne i Jordan efterhånden er ved at være rigtig godt med, når det gælder uddannelse, hedder det i pressemeddelelsen. Mere end 40 procent af dem får en uddannelse efter folkeskolen.

Til gengæld kniber det med at få dem ind på arbejdsmarkedet. Kun 14 procent af de jordanske kvinder har et formelt arbejde, mens mange andre forsøger at klare sig med uformelle jobs.

Det enorme spild af menneskelige ressourcer er et problem, både for kvinderne, for de jordanske virksomheder og for hele økonomien, mere KVINFO.

Fuldgyldige borgere

”I sidste ende handler det om kvindernes deltagelse i samfundet som fuldgyldige borgere,” siger KVINFOs direktør Nina Groes. ”Uden en bevidst indsats for at indrette arbejdsmarkedet bedre på at give plads til kvinderne, så kan hverken kvinderne eller det jordanske samfund realisere sit fulde potentiale”

Derfor har de 14 ledere fra en række større jordanske virksomheder sat kurs mod Danmark i dagene fra den 18. til den 22. maj. De fleste af deltagerne kommer fra HR-afdelingerne i nogle af landets største virksomheder inden for blandt andet telekommunikation, biotek og den finansielle sektor.

Studieturen er en del af et længere workshopforløb som jordanske Business Development Centre kører i samarbejde med KVINFO. Det har som mål, at virksomhederne bliver i stand til at tiltrække flere kvinder til den private sektor og få flere kvinder i lederstillinger.

På studieturen skal de se på de konkrete værktøjer og redskaber inden for mangfoldighed, inklusion og rekruttering, som de danske virksomheder har erfaring med.

Åbenlyse forretningsmæssige fordele

“Siden 1950`erne har IBM beskæftiget sig med mangfoldighed og ligestilling og det er integreret i vores værdier og kultur. Mangfoldighed giver åbenlyse forretningsmæssige fordele, men den vigtigste årsag er såre simpel; Det er det eneste rigtige. Vi glæder os meget til at kunne byde de jordanske HR-ledere indenfor, så vi kan dele vores konkrete erfaringer og værktøjer og samtidig bidrage til, at flere kvinder i fremtiden kommer ud på arbejdsmarkedet”, udtaler Sanne Urbak, CSR chef i IBM Danmark.

Til gengæld får de danske virksomheder mulighed for at lære noget om arbejdsmarkedet i et mellemøstligt land som Jordan.

”Værdien i diversitet handler blandt andet om at få forskellige vinkler på et emne. Derfor er det spændende for os at få besøg af HR-ledere fra Jordan. Vi forventer at få gode diskussioner om, hvad diversitet betyder, og at vi kan lære af hinanden,” siger Camilla Winther, der er Graduate Program Manager i Grundfos’ Talent Pipeline.

Samarbejdet mellem KVINFO og BDC er finansieret af Det Arabiske Initiativ, som er Udenrigsministeriets program for støtte til samarbejdet mellem danske og arabiske organisationer og institutioner.

Ud over virksomhedsbesøgene, så skal den jordanske delegation også besøge Dansk Industri, CBS, Viborg Kommune og Aalborg Universitet. Her skal de blandt andet se på rekrutteringsstrategier og måder at sikre en bedre udslusning af nye kandidater på arbejdsmarkedet.