Angelique Umugwaneza er dansk udsending på EU’s krisestyringsmission i Mauretanien. Hun er udsendt af Udenrigsministeriet som en del af det danske freds- og stabiliseringsberedskab, og hun er en erfaren rådgiver. Før missionen i Mauretanien var hun i tre år i Niger. Hun arbejder i Sahel-regionen, men hendes base er Danmark og København. Engang var det Thisted. Og endnu tidligere var det Rwanda.
Angelique er kvoteflygtning. I dag er hun dansk statsborger. En af dem samfundet har brug for.
I 1994 flygtede hun med sin familie fra Rwanda. De gik gennem Congo. Tusinder af kilometer. Flugten varede i årevis, og familiemedlemmer blev dræbt og forsvandt undervejs. Men efter syv års mareridt endte hun og hendes søster som de eneste overlevende fra familien i en flygtningelejr i Den Centralafrikanske Republik. Herfra kom de i 2001 til Thisted som FN-kvoteflygtninge. De var 18 og 20 år gamle.
”Det, jeg kan huske, var roen” har hun sagt i et interview med FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR.
”Der var ikke nogen, der skød om ørerne på os længere. Det var et privilegium at komme til Danmark, efter alt det vi havde oplevet”.
Gennem nåleøjet
Angelique og hendes søster fik opholdstilladelse. I første omgang formelt kun for tre år, men det var ikke noget de tænkte på, for efter tre år kunne de søge permanent opholdstilladelse, og det fik de.
”Forudsætningen, for at vi kunne komme videre, var sprogundervisningen, som vi havde ret til de første tre år”, siger hun.
”Derefter kunne vi vælge mellem uddannelse og arbejdsmarked. Sprogskolen arbejdede hårdt på at forberede os. Fokus var, at vi skulle tænke på vores fremtid i Danmark. Noget med selvforsørgelse. Og det var nemt at få permanent ophold”.
Angelique og hendes søstre uddannede sig og så frem. Og Angelique tog også tid til at beskrive sine syv års rædsler under flugten. Det gjorde hun med bogen ”Rwandas børn”, der kom på Gyldendal i 2008.
I dag er Angelique en højt uddannet og højt kvalificeret dansk ekspert af en type, der er mangel på i Danmark og i Udenrigsministeriet.
Kravene er store for at blive udvalgt og godkendt til EU’s krisestyringsmissioner. En relevant kandidatgrad, fransk på meget højt niveau, når man skal arbejde i Sahel-området. En benhård udvælgelse blandt mange kandidater og en efterfølgende psykologtest, for at få tjekket den psykiske robusthed.
I Danmark er der for få, der både kan leve op til de generelle krav og kravene om at tale flydende fransk på højt niveau.
Angelique Umugwaneza kom igennem. Efter sprogskolen tog hun først en studentereksamen i Thisted. Efterfølgende studerede hun statskundskab i Århus og blev cand.scient. pol. fra Århus Universitet. Siden har hun også taget en mastergrad i menneskerettigheder fra University of Essex og en mastergrad i diplomacy fra University of London.
Hendes søster har også klaret sig fremragende. Hun arbejder i dag med AIDS-bekæmpelse i Malawi gennem Læger uden Grænser (MSF).
Angelique har fortalt om ”fortidsspøgelser, der skulle tackles”, men også om en fantastisk modtagelse i lokalsamfundet omkring Hundborg i Thy. Kommunen var exceptionel, og det, der skete ved modtagelsen, ”var helt uvurderligt for mig”, siger hun. Man ville have, at hun skulle være en del af et lokalt fællesskab, og det blev hun.
Nye kvoteflygtninge kan få det svært
I dag er det regeringens plan kun at give midlertidigt ophold til kvoteflygtninge.
Angelique begræder, at politikken og retorikken nu er en helt anden, end den hun selv oplevede. ”Folk skal vide, at det at være flygtning er det værste, der kan ske for et menneske. Og når man har været så meget igennem, har man ikke brug for straks at vide, at man ikke kan slappe af, men skal regne med snart at blive sendt hjem igen. Jeg kan forestille mig, at de nye kvoteflygtninge vil få det rigtig, rigtig svært. Hvis man gør noget i humanismens navn, så skal man altså gøre det helhjertet, ikke halvhjertet”, siger hun.
Kunne du have fået den uddannelse og karriere, der er blevet din, hvis du kun havde fået midlertidig opholdstilladelse, spørger jeg Angelique, og hun svarer:
”Ingen udsigter, ingen ambitioner, tænker jeg. Jeg tror næppe, jeg havde lagt så meget tid og energi i at lære dansk så hurtigt. Jeg tog kun to af de tre år jeg havde adgang til på sprogskolen, og jeg gik med stor beslutsomhed i gang med at tage en uddannelse. Sådan ville det ikke have været, hvis jeg havde oplevet en retorik om, at jeg inden længe skulle tænke på hjemsendelse. Det giver sig selv, at jeg heller ikke ville være kommet så langt karrieremæssigt.”
Mellemfolkeligt Samvirke holder 13. november kl 16.30 et offentligt møde om kvoteflygtninge og den nye hjemsendelsespolitik. ”Hvad skal vi gøre med kvoteflygtningene?” Se mere i Globalnyts kalender
