I sidste måned oplevede vi atter uroligheder i Israel-Palæstina med store demonstrationer i Gaza og drabelige konfrontationer mellem palæstinensere og israelsk militær. USA havde nemlig flyttet deres ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En ensidig indblanding vedrørende Jerusalem og dens omstridte status, som både jøder og palæstinensere gør krav på som deres hovedstad.
Samtidig kommer den amerikanske opsigelse af atomaftalen med Iran. Begge skridt har givet nationalismen og euforien hos mange israelere carte blanche, fuldmagt til at ødelægge fredsprocessen yderligere.
Med andre ord har tilliden mellem Israels jøder og palæstinenserne nået et nyt lavpunkt, hvor parterne ikke søger dialog, men lader sig forføre af nationalistiske følelser, der fører til både eufori på den ene side, og på den anden et ønske om at vende tilbage til forfædrenes hjem og fordrive jøderne.
Jødernes nakba
Historien, man ikke ønsker, at vi skal diskutere, er, at begge parter har lidt voldsomt, men faktisk har en lang fælles historie og er tvunget til at forsone sig med hinanden. En million orientalske eller arabiske jøder (Mizrahi-jøder) opholdt sig uafbrudt i Mellemøsten siden Jerusalems ødelæggelse i år 70 og ind til 1948, igennem cirka 1800 år, hvor de immigrede til det nyoprettede Israel – ’forlod og blev fordrevet’ er en mere præcis måde at beskrive det på.
Desværre taler ingen om de orientalske jøders nakba. Den er man blind overfor. Igen og igen taler man kun om palæstinensernes fordrivelse i 1948. Man har brug for balance i regnskabet. Ensidige beretninger hører ingen steder hjemme, hvis man virkelig vil sameksistens og fred.
Flygtningestatus og offerrolle
Som journalisten Thomas Friedman understregede i New York Times fornylig, skal man naturligvis værdsætte befolkningen i Gaza og dens opfattelse af uretfærdighed.
”Hvorfor skulle man overlade forfædrenes hjem til jødiske flygtninge, der mistede deres i Tyskland eller Irak?”
Det eneste svar, der kan gives, er, at historien desværre er fuld af sådanne uretfærdigheder.
Verdenshistorien og kriges ubarmhjertige logik skaber uafbrudt flygtninge og uskyldige ofre. Disse må dog nødvendigvis forlige sig med situationen, integrere sig i nye sammenhænge, dvs. leve videre i nutiden og ikke forblive i fortiden og videreføre deres flygtningestatus og offerrolle til deres børn og deres børnebørn.
Det er derfor på tide at komme videre for palæstinenserne. Det er den sande grund til, at så få arabere og så få europæere, ja så få mennesker i det hele taget, kom til Hamas’ forsvar fornylig.
Folk er simpelthen trætte af dette, fordi man ønsker en anden fremtid fuld af fremdrift for palæstinenserne. Man ønsker en hel anden ikke-voldelig kurs byggende på forsoning og samarbejde mellem de to parter, jøder og arabere.
Godt naboskab
Der er nok at tage fat på. Genopbygning, etablering af ordentligt arbejde og regulær vandforsyning.
Adgang til rent drikkevand er for eksempel et stigende problem, da man i Gaza bruger mere grundvand end fremtiden kan bære, med uoverskuelige farer (tyfus og kolera) for folkesundheden.
Bliver vi på dette livsvigtige område, må parterne lære at samarbejde i stedet for at bekrige hinanden. Israel har for eksempel stor ekspertise i afsaltning af havvand til drikkevand. 80% af drikkevandet i Israel kommer fra afsaltet havvand. En viden, som venter på at blive tappet af befolkningen i Gaza.
Mange andre samarbejdsområder forefindes. Israel har blandt andet oprettet en hærenhed kaldet ’godt naboskab’, hvor Israel (fjenden!) indtil videre har ydet tusinder af syrere lægehjælp i forbindelse med den syriske borgerkrig. Ligeledes er der israelere, som i deres private biler kører civile fra Gaza på hospitalet i Israel. Disse tiltag viser vejen og sætter spørgsmålstegn ved fjendebilleder og deres bæredygtighed.
Hvis Hamas havde valgt at anerkende Israel og opbygge en palæstinensisk stat i Gaza, med for eksempel Singapore i Sydøstasien som model, ville verden have overdynget landet med bistand, og det ville have tjent som et positivt eksempel for Vestbredden. Men Hamas traf et andet valg.
Politiske forestillinger
Man ønsker, at parterne skal kommer videre. Tiden er inde til at lade fornuften, ikke euforien og volden, sejre. Israel er kommet for at blive. 70 år (1948-2018) taler deres tydelige sprog.
Der er brug for nye ledere på begge sider, der tør påtale sandheden om de to nakbaer, mane til forsoning og fornuft fremfor at oppiske nationale følelser og ønsker om at vende tilbage og tilintetgøre Israel. Jøder og palæstinensere/arabere som hinandens ‘fjender’ er udelukkende politiske forestillinger, hvorimod civilbefolkningerne først og fremmest ønsker at være gode naboer, der søger at løse reelle problemer. At politisere forhold mellem mennesker fremfor at opbygge godt naboskab må have en ende. For at bekæmpe denne politisering skal eksempler på fornuft og områder for samarbejde yderligere diskuteres.
Bernhard Bierlich er PhD i antropologi. Han lever og forsker i Vestindien og har en parallel interesse i Ghana. Hans tidlige arbejdsliv faldt imidlertid i en helt anden region, Israel-Palæstina, hvor han igennem 17 år underviste på forskellige israelske universiteter og forskningsstyrelser.
