Når man arbejder i en NGO, vil jeg tro, at samtlige fagfæller kan nikke genkendende til et eller flere af følgende udsagn:
I en NGO er du stort set altid på arbejde, måske ikke fysisk, men mentalt.
Det er en større udfordring at slukke de tanker, der kredser om ens arbejde, end fysisk at fjerne sig fra arbejdet.
Det er næsten umuligt at tage fri eller deltage i en aktivitet, hvor dine tanker ikke gentagende gange vender tilbage til arbejdet.
Det er en udfordring at bruge hele dagen på at samle ind til de af dine medmennesker, som er på grænsen til hungersnød eller mangler rent drikkevand.
Du skal også tage stilling til, hvordan du kan hjælpe i andre, udsatte områder, der er blevet ramt af naturkatastrofer, eller hvordan du kan sikre, at flere børn kommer i skole, især dem der ellers risikerer at ende som barnebrude eller børnearbejdere.
Disse opgaver kender ingen faste afslutningstider. Dit arbejde stopper aldrig, og du føler altid, at du kan gøre mere.
Et mareridt
Dog har dette aldrig rigtigt forstyrret mig for alvor. Jeg har følt det har været et privilegium og en stor drivkraft at arbejde for, at verden bliver et bedre sted at leve for vores medmennesker i nød. Selvom man som NGO måske ikke kunne bidrage til at slukke alle de store ildebrande, kunne man bidrage til at slukke nogle af dem.
De sidste efterhånden mange uger har været de værste og hårdeste tid i min professionelle karriere. Jeg har aldrig følt mig så magtesløs som medarbejder i en NGO, som jeg føler mig lige nu. Ikke at kunne slukke den største ildebrand i Gazas historie, når flere års dedikeret arbejde har fokuseret på nødhjælp og udvikling i verdens største åbne fængsel, og på at kunne give palæstinensere i Gaza selvstændighed, værdighed og glæde selvom omgivelserne kronisk arbejdede på det modsatte, er et magtesløshedens mareridt for både mig og mine kollegaer i Danish Muslim Aid.
Vi har ikke nok ord til at kunne beskrive magtesløsheden i at se de hjerteskærende billeder og videoer og høre de ekkoklingende ord og råb for hjælp, der kommer inde fra Gaza. At være i dialog med samarbejdspartneren i Palæstina, som også i døgndrift gør alt hvad de kan for at yde nødhjælp for kun at få lidt til ingen nødhjælp ind. De må vente, som alle andre NGO’er.
Var i forvejen en humanitær krise
Jeg tror, at det er vigtigt, at vi forstår omfanget af den humanitære katastrofe, som Gaza befinder sig i. Det er verdens absolut største humanitære katastrofe i MIN LEVETID. I forvejen levede 8 ud af 10 palæstinensere inde i Gaza allerede i stor fattigdom og havde brug for humanitær hjælp. Der plejede gennemsnitligt at komme 100 lastbiler dagligt ind i Gaza med forsyninger til udelukkende nødhjælpsrelaterede formål.
Fra d. 7. oktober og to uger frem måtte intet nødhjælp komme ind. Gaza blev efterladt til sig selv. Siden 21. oktober til dags dato har 451 lastbiler fået lov til at komme ind med nødhjælp som blandt andet skal kunne dække og hjælpe 2,3 millioner mennesker, 1,5 millioner af dem internt fordrevne, 9.000 kræftpatienter, 50.000 gravide kvinder og mere end 24.500 sårede alt imens, at der stadig aktivt bombes ned på Gaza.
Den nuværende tilladelse til, hvad der får lov at komme ind, er bogstavelig talt en dråbe i havet.
Ifølge OCHA har bombardementerne ødelagt eller beskadiget mindst 45 procent af boligerne i Gaza, 258 uddannelsesfaciliteter, 20 essentielle vandkilder, 39 sundhedsfaciliteter og 31 ambulancer, hvor yderligere 16 sygehuse og 32 sundhedscentre nu er ude af drift og 11 bagerier er helt ødelagte. Bombardementerne har resulteret til, at 9770 mennesker er blevet dræbt, hvor 4008 af dem var børn og 2550 var kvinder, og dette er de seneste officielle dødstal, mennesker som stadig ligger begravet under murbrokkerne er ikke talt med.
Bombardementernes ødelæggelser gør det til næsten en umulig opgave at nå særlig langt ind i Gaza med den lille nødhjælp, der bliver tilladt at komme ind.
Der kan ikke slukkes nogle ildebrande i Gaza. Selv når der åbnes en humanitær korridor eller der kommer en våbenhvile, ville NGO’ers arbejde aldrig kunne komme i nærheden af at kunne opveje og dække, hvad palæstinensere i Gaza har mistet, har set, har hørt, har lugtet eller fjerne de fysiske og psykiske ar, de skal bære på resten af livet, som mere end fire ugers nonstop regn af bombardementer har forvoldt.
Ord er ikke tilstrækkelig til nogensinde at kunne beskrive, hvad vi er vidne til. Der grædes for hjælp inde fra Gaza, men NGO’ers hænder er låste.
Jeta Salihu er kommunikations- og PR-ansvarlig hos Danish Muslim Aid. Organisationen laver nødhjælps- og udviklingsprojekter i Gaza gennem sin NGO-samarbejdspartner Taawon (Welfare Association).
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til kontakt@globalnyt.dk.
