I 2020 udstedte Rwandas myndigheder en arrestordre på Eugène Richard Gasana. En tidligere praktikant ved Rwandas FN-ambassade i New York anklagede FN-ambassadøren for to voldtægter. Politiet i New York efterforskede anklagerne, men fandt ikke tilstrækkeligt bevismateriale til at rejse sigtelse mod Gasana. Det fremgår af en intern Interpol-rapport om sagen, som den internationale sammenslutning af undersøgende journalister, OCCRP, har fået fingrene i.
Interpol blev viklet ind i anklagerne mod Eugène Gasana i 2020, da de rwandiske myndigheder udstedte en arrestordre – en såkaldt ‘red notice’ – gennem det internationale politisamarbejde, som Gasana straks udfordrede gyldigheden af. Og det gjorde han ifølge Interpols interne undersøgelse klogt i.
I undersøgelsen står der, at sagen har “en overvejende politisk dimension”, og at Interpols indblanding “kunne opfattes som at facilitere politisk motiverede aktioner”.
Voldtægtsanklagerne, som den tidligere praktikant nu sagsøger Gasana for i delstaten New York, var ikke de rwandiske myndigheders første forsøg på at få anklaget – og på sigt udleveret – Eugène Gasana.
Indtil 2015 var Gasana både en af præsident Paul Kagames betroede rådgivere og en højt rangerende embedsmand. Men så kritiserede den daværende FN-ambassadør de grundlovsændringer, der banede vejen for Kagames tredje 7-års periode som leder af det centralafrikanske land. I 2016 blev Gasana tilbagekaldt fra New York, men valgte i stedet at blive i USA.
Kort efter blev han ifølge OCCRP anklaget i Rwanda for at støtte oprørsgrupper. Både amerikansk politi og Interpol har siden vurderet, at anklagerne ikke var troværdige, fremgår det af de lækkede rapporter.
Rwanda forfølger politiske modstandere med snigmordere og misinformation
Amerikanske myndigheder har siden 2015 været opmærksomme på såkaldt ‘poison pen’-misinformation fra Rwanda, fremgår det ifølge OCCRP af en lækket, intern FBI-rapport. Rapporten blev til i forbindelse med Kagames valgkamp op til hans kontroversielle tredje embedsperiode. I den advarer FBI amerikanske diplomater om, at rwandiske dobbeltagenter systematisk har spredt misinformation for at “manipulere den amerikanske regerings immigrationslovgivning og Interpols Red Notice-system.”
En af agenterne har ifølge FBI’s rapport forsøgt at fabrikere vildledende information om 40 rwandere i USA med henblik på at få dem udleveret.
Landflygtige rwandiske systemkritikere og afhoppere fra Kagames regime har i årtier råbt vagt i gevær om, at Rwandas efterretningstjeneste forsøger at inkriminere eller endda snigmyrde dem.
I 2011 advarede engelske myndigheder flere rwandere om, at en snigmorder var på sporet af dem i England. Jonathan Musonera var en af de forfulgte. Han er tidligere officer i Rwandas Patriotiske Front, der siden borgerkrigen har haft magten i landet. Efterfølgende faldt han i unåde, flygtede og var med til at stifte Rwanda National Congres (RNC), der fungerer som en landflygtig oppositionsgruppe mod Paul Kagames regime. Mange af de forfulgte rwandere i både USA og Europa har tilhørsforhold til RNC.
Kagame-regimet er også mistænkt for adskillige snigmord. Sidste år blev RNC-koordinatoren i Sydafrika, Seif Bamporiki, skudt og dræbt under mystiske omstændigheder. Og i 2014 blev den tidligere efterretningschef Patrick Karegeya fundet kvalt på et hotelværelse i Johannesburg. Da præsident Kagame blev adspurgt om sin formodede indblanding, svarede han: “Jeg ville virkelig ønske, Rwanda havde gjort det.”
Jura-lektor: “Vildledning af Interpol er ikke opsigtsvækkende”
At en stat, der er mistænkt for at sende snigmordere efter sine kritikere, forholdsvist let kan få Interpol til at pågribe sine landflygtige modstandere, bekymrer ikke umiddelbart lektor i international ret ved Syddansk Universitet, Henning Fuglsang Sørensen.
Reglerne i det internationale politisamarbejde er ens for alle, påpeger han. Hvis en dommer i hjemlandet har vurderet, en anklager har indsamlet nok bevismateriale til at rejse tiltale, bliver den anklagede arresteret. Hvis vedkommende opholder sig i udlandet, udsendes en ‘red notice’, der underretter politistyrker i samarbejdslandene og ofte gør det umuligt for den tiltalte, at rejse på sit pas.
“Men der er lang vej fra, at nogen bliver pågrebet på baggrund af en ‘red notice’, til at vedkommende bliver udleveret til deres hjemland,” siger jura-lektoren.
For det første skal en dommer i landet, hvor tiltalte pågribes, vurdere, om der er nok bevismateriale i sagen. Og selv hvis det er tilfældet, kan særlige love i forskellige lande blokere for, at en tiltalt bliver udleveret. Fuglsang Sørensen bruger Tvind-sagen og Amdi Petersen som eksempel:
“På grund af en ‘red notice’ ved de danske myndigheder sandsynligvis, at Amdi nok opholder sig i Mexico. Men herfra vil man ikke udlevere ham, fordi de har en særlig lov om, at mexicanske myndigheder ikke må udlevere en tiltalt, hvis sagen er blevet anket i byretten fra anklagerens side. Og det gælder lige præcis Amdi, der ikke blev dømt i byretten, hvorefter anklageren ankede sagen til landsretten.”
Jura-lektoren mener, at det kun i yderst sjældne tilfælde vil føre til, at uskyldige rent faktisk udleveres til Kagames myndigheder, selvom Rwanda får udstedt arrestordrer på falske anklager.
Han påpeger også, at det er svært at trække en skarp skillelinje mellem politisk motiverede sager og apolitiske sager.
“Det er et spørgsmål om øjnene, der ser. Andre lande bruger også det internationale politisamarbejde til at gå efter politiske modstandere. Spanien fik for eksempel pågrebet den catalanske separatistleder Puigdemont i Tyskland, ligesom USA har forsøgt at få udleveret Edward Snowden,” påpeger Fuglsang Sørensen, og spørger: “Er de frihedskæmpere eller fjender af staten?”
Fuglsang Sørensen medgiver dog, at Rwanda potentielt kan få udleveret personer, der reelt ikke er skyldige i andet end at kritisere Paul Kagame.
“Hvis de bliver pågrebet, og Rwanda kan fremsende tilstrækkeligt overbevisende bevismateriale til en dommer – selvom beviserne hypotetisk kan være forfalskede – har man som dommer ingen anden mulighed end at udlevere, hvis bevismaterialet er tilstrækkeligt. Men dén fare er der rent hypotetisk i alle sager,” pointerer Henning Fuglsang Sørensen.
KU-lektor frygter flere udleveringer til Rwanda efter asylsamarbejde
Den køber kollegaen Will Jones, der er lektor i jura på Københavns Universitet, dog ikke. Han mener, at de lækkede FBI- og Interpol-rapporter om Rwandas misbrug af det internationale politisamarbejde endnu en gang viser, at landet ikke har respekt for basale menneskerettigheder. Og det er ifølge Jones derfor “en smule optimistisk” at tro, det aldrig kan blive et problem.
“I et perfekt retssystem ville det ikke være et problem, at et land med politiserede domstole som Rwanda udsender internationale arrestordrer på falske anklager,” udtaler Jones til Globalnyt.
“Men der findes ingen perfekte retssystemer, så det er naturligvis et problem, at nogle lande forsøger at misbruge det internationale samarbejde til at forfølge politiske modstandere. Det kan både betyde, at nogle mennesker bliver udleveret til en uretfærdig rettergang i Rwanda uden at være skyldige i andet end at kritisere Kagame, og derudover underminerer det retssystemet, at lande som Rwanda forsøger at misbruge det.”
Will Jones påpeger også magtforholdet mellem Rwandas myndigheder og de enkeltindivider, de forsøger få arresteret på falske anklager og udleveret som Eugène Gasana. Rwandas regering har naturligvis masser af penge til at køre retssager, og det har de forfulgte dissidenter sjældent. Gasanas advokat, Charles Kambanda, påpeger samme magtforhold og lufter over for OCCRP sin mistanke om, at Rwandas regime nu forsøger at ruinere hans klient økonomisk med lange retssager.
Will Jones er ikke bleg for at understrege, at de lækkede FBI- og Interpol-rapporter stiller de danske og britiske planer om asylsamarbejde med Rwanda i et endnu dårligere lys.
“At Rwanda vildleder og misbruger de internationale retssystemer på denne måde viser to ting. For det første at retssikkerheden og menneskerettighederne er udfordret i landet, og at myndighederne derfor heller ikke kan forventes at varetage asylprocessen på en fair og retfærdig måde,” siger Will Jones.
Han påpeger, at asylansøgere hurtigt kan blive systemkritikere, og så kan de møde samme skæbne som andre modstandere af Kagame-regimet. Det skete i 2018, da elleve flygtninge blev skudt af Rwandas politi, mens de demonstrerede mod manglende madrationer i en flygtningelejr.
“De fleste rapporter siger, at de her mennesker demonstrerede på fredelig vis, men alligevel blev skudt. Rwandas myndigheder siger naturligvis det modsatte. Men uanset hvad er der endnu ikke igangsat en kritisk undersøgelse af politiets handlinger, som ethvert demokratisk land ville gøre, og ingen politibetjente er blevet fyret,” siger Will Jones. Til gengæld er 63 flygtninge blevet tiltalt efter flere forskellige paragraffer efter demonstrationerne.
Den britiske lektor frygter, at et potentielt asylsamarbejde med Rwanda vil give Kagames styre bedre muligheder for at få pågrebet og udleveret politiske fjender.
“Det kan godt ende der. Ligesom det sandsynligvis kan betyde, at Danmark eller Storbritannien ikke vil kritisere Rwanda for krænkelser af menneskerettighederne, fordi det nu også er i deres egen interesse at opretholde billedet af, at Rwanda respekterer menneskerettighederne og retsstaten.”
Han understreger, at de konkrete rammer for samarbejdet endnu er uvisse, men siger, at tidligere forsøg med at udlicitere asylprocesser ofte har givet samarbejdslandet, der tager imod asylansøgerne, både en masse penge og væsentligt bedre forhandlingsmuligheder med partnerlandet. Han nævner amerikanernes asyllejre i Centralamerika, Australiens i Papua Ny Guinea, Malaysia i Nauru og EU i Tyrkiet som eksempler.
“Det er en dårlig idé at blande udenrigspolitik med lovene for grænsekontrol, fordi man ender med at miste kontrol over begge dele,” siger Will Jones.
Jura-lektoren håber, at de lækkede rapporter får betydning for Danmarks og Storbritanniens syn på Rwanda og et eventuelt asylsamarbejde, fordi det netop kommer fra internationale og nationale myndigheder.
Han undrer sig dog over, at særligt Interpols oplysninger ikke optræder i Storbritanniens rapport om Rwandas muligheder for at tilbyde ordentlige vilkår til britiske asylansøgere.
I forbindelse med planerne om at udlicitere asylcentre til Rwanda har begge landes regeringer igangsat undersøgelser af den art. Om den internationale politistyrkes vurderinger af Rwandas misinformation optræder i Danmarks analyse, vides ikke, fordi rapporten ikke er offentliggjort.
Asylsamarbejde kan give Danmark mundkurv på over for Rwanda
Martin Lemberg-Pedersen er chef for Amnesty International Danmarks politik- og dokumentationsteam, og de nye informationer om Rwandas vildledning af Interpol og FBI kommer ikke bag på ham.
“Det er endnu et eksempel, der understreger, at Rwanda er meget kraftigt udfordret på en række grundlæggende menneskerettigheder,” siger han.
Amnesty International har ikke været med til at dokumentere Rwandas brug af falske anklager, men organisationen har været med til at finde beviser på, at Kagames styre systematisk har overvåget og aflyttet landflygtige systemkritikere, blandt andet med spyware på deres telefoner.
Eksperter mener, at den omfattende overvågning af politiske modstandere var en af grundene til, at regimet fik hentet den berømte systemkritiker Paul Rusesabagina tilbage til Rwanda, hvor han siden 2020 har siddet i fængsel. Efter at være ankommet til Dubai, hvor han skulle til et møde, sad Rusesabagina pludselig på et fly til Kigali. Det er stadig et mysterium, hvordan – og med hjælp fra hvem – Kagames regering fik fat i den tidligere hotelbestyrer, der opnåede heltestatus for at redde mere end 1.000 liv under Folkemordet i 1994, hvilket blev skildret i filmen ‘Hotel Rwanda’.
Ligesom jura-lektor Will Jones frygter Martin Lemberg-Pedersen, at Danmarks planlagte asylsamarbejde med Rwanda kan udmønte sig i flere udleveringer af politiske fjender til det centralafrikanske land. Men det er svært at vide, før aftalens konkrete rammer bliver offentliggjort, understreger Amnesty-chefen.
“Vi har tidligere set, at samarbejder af den art medfører, at partnere stopper med at kritisere hinanden. Og hvis man ikke siger fra overfor menneskerettighedsovergreb, siger man til,” pointerer Martin Lemberg-Pedersen.
