BOLIVIA er på randen af borgerkrig. Den afgående præsident Carlos Mesa opfordrer med en indtrængende appel sin lovlige efterfølger, kongressens formand Hormando Vaca Diez, til at give afkald på embedet og i stedet udskrive nyvalg, skriver dagbladet Informations udlandsredaktør, Dorrit Saietz, på lederplads torsdag og fortsætter:
Imens er hovedstaden La Paz fortsat en belejret by, hvor dynamitstænger brager, og manglen på benzin, fødevarer og drikkevand truer med at udløse en humanitær krise. Det er fattige indianske bønder og minearbejdere, der har besat byen og tvunget endnu en boliviansk præsident fra magten.
Det er ikke svært at forstå deres vrede. Fattigdom, ulighed, diskrimination og korruption er hverdagens ingredienser i Sydamerikas mest forarmede land.
Men kan et valg løse krisen? Trods alt kom Carlos Mesa til magten for 19 måneder siden med betydelig opbakning i brede dele af befolkningen. Han blev anset som en hæderlig og uplettet mand, der ville gøre et ærligt forsøg på at løse problemerne.
Og hans afgang sker da også med en betydelig værdighed: fremfor at klynge sig til magten og udgyde blod for at stoppe protesterne, foretrækker han at smide håndklædet i ringen.
DET ALTOVERSKYGGENDE krav fra protestbevægelsen handler om det fattige lands rige forekomster af naturgas. 50 billioner kubikfod gas gemmer sig i undergrunden og gør Bolivia til indehaver af de næststørste reserver i verdensdelen, efter Venezuela.
Men befolkningen i Bolivia har gennem historien så bittert erfaret, at naturrigdomme kan plyndres og stjæles og efterlade landets egne indbyggere endnu værre stillet end før. Spørg de fyrede og helbredsnedbrudte minearbejdere, der marcherer i gaderne i La Paz.
Eller spørg det amerikanske selskab Standard Oil, som fandt de første olieforekomster i Bolivia helt tilbage i 1924. Selskabet “glemte” at fortælle Bolivias regering om sit fund, og foretrak i stedet at eksportere olien de følgende seks år via Argentina, uden at betale en cent i skatter og afgifter. Da den bolivianske stat vågnede op og klagede, lagde olieselskabet sag an mod regeringen…
Ikke underligt at Bolivias moderne historie starter med en nationalistisk og folkelig revolution i 1953. Her nationaliseres undergrunden, og de privatejede miner overgår til statens ejendom – og gennem de efterfølgende 20-30 års politiske turbulens tømmes disse statsselskaber systematisk for værdier af korrupte politikere, glubske generaler og uduelige administratorer.
Minerne nedslides teknologisk og det hele munder ud i 1980ernes privatiseringsbølge, hvor titusinder ansatte smides på gaden. Det statslige bolivianske olieselskab, YPFB, er således i dag en virksomhed “uden penge, uden teknikere og uden en funktionsdygtig struktur,” skriver Bolivias førende dagblad La Prensa.
Så sent som i sidste måned skrottede Bolivias højesteret 72 kontrakter med udenlandske olieselskaber. Dette træk blev efterfulgt af en ny olie- og gaslov, som forhøjede statens andel af indtægterne til 50 procent, mere end dobbelt så meget som før.
De statslige olieselskaber i de store nabolande, Brasilien og Argentina, stod parat til at investere adskillige milliarder dollar i at udbygge rørledninger og borefelter for at hive den værdifulde naturgas op af jorden og eksportere den til de energihungrende markeder.
De planer er foreløbig lagt på is. Og hvis protestbevægelserne får deres vilje, og gassen nationaliseres, skal det gældstyngede Bolivia selv finde penge i den tomme statskasse til de store investeringer, der skal til, før gassen kan flyde frit gennem rørledningerne.
Det er ingen let opgave. Carlos Mesa håbede, at han med den nye lovgivning kunne imødekomme de folkelige krav. Men mistilliden til Bolivias styrende elite er afgrundsdyb.
Modsætningerne internt i landet står mellem de fattige indianske masser fra højlandet på den ene side, og de mere velstillede hvide forretningsfolk i det østlige lavland, hvor størstedelen af naturgassen findes, og hvor løsrivelsesforsøg er i opsejling, på den anden side.
Nye valg og en ny regering kan måske give Bolivia et pusterum. Men en løsning på dilemmaet er ikke let at se. Selv protestbevægelsernes førende politiske leder, den venstreorienterede Evo Morales, er parat til at forhandle om en løsning med de udenlandske olieselskaber, men risikerer at blive “kørt bagud” af de radikale krav om nationalisering.
Den pragmatisme, som præger de moderat venstreorienterede regeringer, der har taget over i Brasilien, Argentina og Uruguay, har svære kår i det ophedede politiske klima i La Paz.
Her ser man med større beundring på Venezuelas hedspore Hugo Chavez, som i disse år kaster massive olieindtægter ind i sociale programmer for den fattige del af befolkningen. Og som i øvrigt af USA beskyldes for at puste til ilden i Bolivia.
Det er med andre ord et uhyggeligt drama, der udspiller sig time for time i gaderne i La Paz. Den hårdt tilkæmpede periode af politisk stabilitet, som Bolivia har oplevet de seneste 20 år – hvor det trods alt har været civile regeringer og ikke generaler, der har haft magten – er i fare.
Militær intervention eller åben borgerkrig er en reel og overhængende fare.
Lederen stod i dagbladet Information torsdag den 9. juni 2005 og gengives i sin fulde længde med tilladelse fra lederskribenten.