Libanon er i frit fald, men ”der er altid muligheder i kriser”

BEIRUT, LIBANON: ”Du har valgt et dårligt tidspunkt at besøge Libanon på, men altså … det er nu, det sker. Jeg kan godt lide det; jeg kan godt lide kaos, og kaos er der absolut ikke mangel på. Det bliver virkelig interessant om et par måneder. Vi kommer til at løbe tør for alt. Vi løber tør for brændstof, elektricitet, internettet kommer til at gå ned. Lorten rammer ventilatoren, som de siger på engelsk. Men du er forhåbentlig ikke kommet for at snakke politik?!” spørger Ziad Abi Chaker.

Det er jeg ikke. Men i Libanon er alt politik – også det affaldsimperie, den 51-årige libaneser har bygget op over de sidste 25 år, og som egentlig var temaet for dette interview, og i særdeleshed er den lort, han spår, snart rammer ventilatoren, politisk. Og lad os for et øjeblik blive hængende ved den, lorten, for det er den, der sætter dagsordenen i Libanon lige nu og den altovervejende grund til, at jeg er kommet til Libanon.

Lorten er det faktum, at Libanons ellers uduelige politiske elite har brugt de sidste 30 år på det eneste, de tilsyneladende er rigtig gode til: At skumme fløden og udplyndre landet. Den er den elendige økonomiske situation i Libanon, der på et år har devalueret landets valuta med over 90 procent – officielt får du stadig 1.500 libanesiske pund for en dollar, men på det sorte marked er kursen i skrivende stund tæt på 22.000. Det er over 5.000 mere end for en måned siden.

Det er grelt. Rigtig, rigtig grelt. Verdensbanken har klassificeret situationen i Libanon som værende blandt de værste økonomiske kriser, verden har set, siden 1850. De udenlandske valutareserver er brugt, og der er allerede manglen på medicin, benzin, elektricitet, fødevarer … Samtidig er bunden slået ud af lønniveauet, hvor folk, der før tjente 1.000 dollars om måneden, nu må klare sig for 50 dollars. 

Premierminister Saad Hariris fratrædelse midt i juli – efter i ni måneder forgæves at have forsøgt at danne en regering – har øget spændingerne. Der er tiltagende uro med bål i gaderne, og for nylig stod Frankrig i spidsen for en donorkonference, der havde til mål at understøtte landets militær, der også må se langt efter pund på kontoen, med medicin og mad. For når ”lorten rammer ventilatoren” er det trods alt ganske fint, at der er et militær til at holde styr på sagerne, synes bagtanken at være. 

Genbrug alt
Det er altså lorten, der danner baggrundstæppe for alt, der rører sig i Libanon for tiden inklusive interviewet med Ziad Abi Chaker, og som fra begyndelsen siver ind og smitter af på samtalen. I dette tilfælde er det på en eller måde meget passende, da jeg alligevel er her for at snakke skrald.

Siden 1996 har Ziad Abi Chaker arbejdet intenst på at transformere Libanons affaldshåndtering. Det har givet ham tilnavnet ”Skraldekongen af Beirut”, hvilket han i bund og grund er ret ligeglad med – det er ikke penge eller magt, der driver ham, men drømmen om et anderledes Libanon. Et zero waste-Libanon, hvor alt genbruges.

”Jeg har altid sagt, at der ikke er noget skrald i naturen. Hvis du observerer naturen, vil du se, at den er den biologiske pendant til cirkulær økonomi. I naturen er alt cirkulært – selv mennesker: Du bliver født, du lever, du dør, du vender tilbage til jorden. Træer, dyr, planter – alt vender tilbage og bliver genbrugt i systemet. Mennesket begyndte at lave skrald som følge af to ting: Grådighed og intellektuel dovenskab,” siger den 51-årige miljøingeniør og læner sig tilbage i sin store knirkende kontorstol, der er placeret midt på langsiden af et enormt arbejdsbord, der flyder over af ting, men på ubegribeligvis ikke fremstår rodet.

Han taler hurtigt og engagerende med både store armbevægelser og tyngde, men på en ikke-voldsom måde. Han fylder, men uden at stjæle alt luften og pladsen.

Jeg møder ham i hans kontor i Badaro-kvarteret i Beirut – eller kontor er måske ikke det rigtige ord. Hans kreative værksted, der består af tre rum og en privat afdeling med et lille køkken og en seng, hvor han bor, når han er i Beirut. I lejligheden er alt genbrug. Alle rum er prydet af farverige loftsplader lavet af, hvad der ligner stivnede cigaretfiltre, men som i virkeligheden er et restprodukt fra produktionen af papirlommetørklæder. De har en lyddæmpende effekt og skaber en rund, varm akustik. Hynderne i stolene er fyldt ud med et stift pladevatslignende restprodukt fra genbrug af PET-flasker fra for eksempel vand og sodavand, som Abi Chaker og hans team også har fundet ud af at bruge til rensning af vand. Det er nemlig muligt at dyrke bakterier på produktet, og når det sænkes ned i beskidt vand, spiser bakterierne de organiske affaldsstoffer, for eksempel afføringsrester, der måtte være i vandet.

Et imperium i politisk armlægning
Det er Ziad Abi Chaker i en nøddeskal. Han tager ting, som andre allerede har forkastet og smidt på møddingen, og giver det nyt liv.

Tag nu for eksempel Beirut, da byen for seks år siden var dækket af bjerge af affald, der hobede sig op i gader og stræder og sendte en tung, kvalm stank ud over byen. Affaldskrisen begyndte, da landets største losseplads nåede sin max-kapacitet, og regeringen ikke fornyede kontrakten med det private firma, Sukleen, som i årtier havde haft monopol på affaldshåndtering i Libanon. Alle så skidt og møg; Ziad Abi Chaker så muligheder. Det gør han stadigvæk, selvom problemerne i Libanon i dag er vokset op over hovedet:

”Vi har brug for et paradigmeskift. Vi skal stoppe med at se på skrald som et problem. Skrald er en ressource. Og især her i Libanon, fordi det er let. Vi er ikke særlig industrialiseret, og vores husholdningsaffald er ikke blandet med kemisk eller industrielt affald.”

Så det er en lavthængende frugt?

”Præcis! Præcis! Du skal bare investere i infrastrukturen, hvilket de ikke gider.”

’De’ er regeringen, politikerne – ”cronies”, som han kalder dem. Hele banden, som Ziad Abi Chaker har lagt arm med, siden han i 1996 vendte hjem til Libanon som nyuddannet ingeniør fra Rutgers Universitet i New Jersey, USA.

Allerede dengang sad Sukleen – som har tætte forbindelser til den netop afgåede premierminister Saad Hariris familie – tungt på affaldssektoren i Libanon med et monopol indgået gennem en direkte aftale med staten og ikke med kommunerne, som ellers officielt har ansvaret. At sige, at Sukleen bedrev ”affaldshåndtering”, er dog en eufemisme, siger Ziad Abi Chaker og tilføjer tørt: ”De indsamlede affald og dumpede det på lossepladser.” 

Sukleens monopol gjorde, at den unge ingeniør ikke kunne arbejde og føre sine idéer ud i livet i sin egen by. Han søgte væk fra Beirut og begyndte langsomt at opbygge det, der i dag er Cedar Environmental, en ingeniørvirksomhed med 52 på lønningslisten, der er specialiseret i at finde grønne, innovative løsninger på affaldshåndtering med målet om zero waste.

Cedar Environmentals første affaldssorteringsfabrik åbnede i 1999, og i dag har virksomheden omkring et dusin fabrikker fordelt i hele landet. Oprindeligt flere, men et par stykker blev ødelagt i krigen mellem Israel og Libanon i 2006. Krigen blev også startskuddet til et andet af Abi Chakers mange projekter.

Maliban, Libanons eneste fabrik, der genbrugte grønt glas og som stod for produktionen af flasker til den lokale øl, Almaza, blev bombet, og pludselig stod Ziad Abi Chakers sorteringsfabrikker uden aftager af deres glas, der hobede sig op. Maliban var en succeshistorie. Intet mindre. Bag stod en indiskejet virksomhed med lokale partnere, og fabrikken havde 300 ansatte – alligevel nægtede den libanesiske regering at kompensere virksomheden, så den bombede fabrik kunne genopbygges. Resultatet var, at nonprofit-projektet GGRIL – green glass recycling initiative in Lebanon – så dagens lys.

Ziad Abi Chaker fik kontakt med en flok brødre, der er kendt som ”Libanons sidste glaspustere”, og som var på randen af fallit, og lavede en aftale med dem: De tog alt glas fra hans fabrikker, mod at han hjalp dem med at få liv i en kuldsejlet forretning. Cedar Environmental hjalp dem med at skabe et nyt, mere moderne design på deres produkter, fornyede deres tilgang til markeder, så de ikke kun henvendte sig til turister, og stillede lagerplads til rådighed.

Frem til i dag har GGRIL omsat omkring 300 tons glas, der ellers ville være endt på lossepladser. Initiativet har reddet jobbene for de seks brødre og sikret yderligere fire jobs inden for lager og administration. Siden er en glasfabrik i Tripoli, Libanons andenstørste by, kommet til – det var efter den store eksplosion i Beirut havn den 4. august 2020, hvor Abi Chaker satte gang i en enorm indsamling af alt det knuste glas fra sprængte ruder, der fik nyt liv som kopper, glas, skåle og kander i glaspusternes hænder.

Zero-waste
Selvom Ziad Abi Chaker og Cedar Environmental har været i gang i over 20 år, er genbrugstanken ikke slået igennem i Libanon. Formelt genbruges et rundt nul, mens Abi Chaker vurderer, at det uformelle tal ligger på omkring 20 procent – primært genereret gennem Cedar Environmentals genbrugsfabrik i byen Beit Meri, der ligger på et bjerg med udsigt til Beirut. Beit Meri-fabrikken omsætter 15 tons affald per dag og er Libanons første zero-waste-fabrik; alt affald, der kommer ind, bliver genbrugt. Intet bliver brændt, intet bliver dumpet.

Det skyldes Abi Chaker og hans teams udvikling af eco-boardet, et solidt panel med en levetid på op til 500 år. Det er vandfast og hverken rådner, ruster eller giver sig. Eco-boardet er lavet ud af det uhåndterbare plastikaffald, der normalt vil være endt på lossepladser eller futtet af på forbrændingsanlæg. For at illustrere eco-boardets mange anvendelsesmuligheder har Cedar Environmentals blandt andet konstrueret vertikale byhaver; grønne vægge, hvor afgrødernes rødder er plantet i kompost produceret af libanesisk madaffald.

Se tanken bag Cedar Environmentals zero waste-Libanon på Youtube.

Det er hér, Ziad Abi Chakers professionelle liv og aktivisme begynder at mødes og gå op i en højere enhed. Madaffald interesserer ham, fordi det, som han siger, findes overalt.

”For hver 100 kilo husholdningsaffald, vi producerer, er der mindst 75 kilo madaffald – det svarer til 40 kilo kompost! Og vi plejede at importere kompost fra Holland og Italien. Plejede! Det kan vi ikke mere nu, fordi vi er fattige. Det er krisens lyspunkt,” siger han.

Altså at I er nødt til at producere jeres eget kompost?

”Ja, præcis! Ved du, hvem Khalil Gibran er?” spørger han med henvisning til Libanons mest berømte filosof og digter, der døde i 1931.

”Khalil Gibran sagde: ’Hav ondt af den nation, der spiser det, den ikke selv producerer’. Så voilà!” siger han også slår hænderne sammen, inden han fortsætter:

”Det er dérfor, jeg godt kan lide, hvor vi er på vej hen. Ved du, hvor mange pasta-projekter, jeg har hørt om de sidste ti dage? Tre! Vi skal til at producere pasta i Libanon. Det er en god ting! Og det er billigere end at importere det fra Italien nu.”

Så, der er muligheder i kriser?

“Altid,” siger han alvorligt, “der er altid muligheder. Og du ved, hvad de siger: Genbrug er den fattiges økonomi. Det er derfor genbrug er stort i Indien, i Egypten og i Kina. Alle steder, hvor du finder fattige mennesker, er genbrug stort, fordi det er gratis råmateriale. Rige mennesker kasserer, det, de ikke gider arbejde med, og det er her de fattige [kommer ind i billedet].”

Og hvad er problemet?
Ziad Abi Chaker serverer stærk espresso i små farvede glas (fra GGRIL selvfølgelig) og cirkelformede småkager, der smager let krydret. De kommer fra det lokale grøntsagsmarked Souk El Tayeb i Beirut, hvor småproducenter hver uge sælger deres produkter. Abi Chaker køber så lidt som muligt i supermarkederne og går i stedet direkte til producenterne, hvilket dels sikrer ham en bedre kvalitet på de varer, han køber, dels er en måde at støtte det enkelte individ direkte.

“Jeg behøver ikke købe småkager fra Nabisco eller Kraft. Jeg løber mine småkager af Georgina i Souk El Tayeb; mine penge kommer på en eller anden måde Georginas børn til gode, eller måske vil hun bruge dem på at udvide sit køkken. Spinneys giver ikke en skid for, om jeg kommer og køber en småkage,” siger han med et grin og reference til Libanons svar på Føtex.

”Lad mig fortælle dig, hvorfor jeg er, som jeg er: Jeg hader erhvervslivet indædt. Jeg hader kapitalisme og den måde, det bliver praktiseret på, og det kommer til at ende snart, det er jeg sikker på. Ellers kommer det til at tage livet af os alle … det kommer til at tage livet af os alle.”

Der er ingen tvivl om, at Ziad Abi Chaker er af en hel særlig støbning. Han er fascinerende, lettere frembusende og flamboyant, og han snakker frit uden at bruge tid på at veje sine ord. Der er ikke noget at sige til, at han dagligt er i clinch med korrupte politikere, der ikke er indstillet på, at han skal ændre på tingene.

”Selvfølelig møder jeg masser af modstand – men hvad er problemet?! Det er en kamp?! Jamen, sådan er livet. Sådan er livet. Har du læst Siddharta?”

Altså Buddha?

”Hvad siger han?”

At alting er en kamp … at livet er en kamp.

”At alting er en kamp, ja. Og at glæden opstår, når du bevæger dig fra en cirkel til en anden. Jeg kunne fint søge til udlandet og arbejde. Det har jeg ikke lyst til … Jeg kan se, den forskel jeg og mit hold gør, og jeg elsker det her. Der er brug for mig her.”

Bøjningspunkt
Og måske er der mere brug for Ziad Abi Chaker, end han selv aner.

Når snakken i Libanon uvægerligt falder på landets situation, bliver alle mørke i blikket. Der er mismod og opgivenhed over hele linjen, men ikke hos Abi Chaker. Han er vred, ja, men for ham er Libanons nuværende dødvande en chance for at skabe noget nyt, noget brugbart, noget bæredygtigt – præcis ligesom med skraldet. Det hele går ad helvedes til, men hver ny kæberasler rummer mulighed for forandring:

”Alle sørger. Alle ser sort. Men, inden for ingeniørverdenen, hvis du har en graf, der pludselig ændrer retning – det kalder man et bøjningspunkt. Vi lever i et bøjningspunkt lige nu. Det er her, historien ændrer sig – vi står ved et gigantisk skifte i historien. Tror du, at denne politiske elite bliver i stand til at give os elektricitet 24 timer i døgnet? Vil de give os godt internet? Vil de sikre medicinforsyning og sundhedshjælp? Vil de puste nyt liv i uddannelsessystemet? Selvfølgelig ikke. Khalas – slut. Ting er i bevægelse nu,” siger han og læner sig frem i kontorstolen. I samme sekund begynder hans telefon at summe og vibrere på bordet foran ham.

”Ting er i bevægelse.”