Det er nu mere end otte måneder siden at ebola-udbruddet i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo begyndte og der er ikke umiddelbart tegn på at det er ved at stilne af.
Snarere tværtimod, for i løbet af de seneste tre uger er der registreret flere nye tilfælde end i en tilsvarende periode på noget tidspunkt i løbet af de otte måneder.
Alene 28. marts var der 15 nye tilfælde, skriver Læger uden Grænser.
Der er nu 1026 bekræftede tilfælde af sygdommen, hvor af 617 er endt med dødelig udgang. Hertil kommer at der er 66 yderligere dødsfald, som menes at skyldes ebola, men som endnu ikke er bekræftede.
WHO forsøger dog at slå en forsigtig optimistisk tone an i den seneste situationsrapport fra området. Det positive islæt kommer fra rapporter om, at det er lykkes at vinde nogle af de lokales tillid ved at gøre mere for at forklare, hvad det er der foregår og lade de dem komme til orde, når de er utilfredse eller ikke forstår, hvad der foregår.
Manglen på tillid til sundhedspersonalet er en af de store forhindringer i indsatsen mod sygdomsudbruddet, der er det næststørste nogensinde. Det overgås kun af det vestafrikanske udbrud, der kostede flere end 11.000 livet i 2013-2016.
Den nyfundne tillid betyder, at sundhedspersonale nu har fået adgang til steder, hvor det hidtil har været umuligt eller farligt at komme.
Manglen på tillid skyldes blandt andet at organisationer som Læger uden Grænser har været for ufølsom i omgangen med afdøde og deres efterladte, sagde organisationens leder Joanne Liu i marts:
”Hjælpeorganisationerne rådgiver folk til at vaske deres hænder, men siger ikke noget om, hvorfra folk skal få sæbe og vand. Folk oplever at se deres afdøde blive oversprøjtet med klorin, pakket ind i plastik og kulet i jorden uden ceremoni. Hjælpeorganisationerne brænder deres ejendele.”
Virusen fjernet fra forsøgsdyr
Det voldsomme udbrud i Vestafrika satte fart på forskningen i vacciner og behandling af sygdommen. Udviklingen af vacciner er kommet langt og i de berørte dele af DR Congo og landene, der grænser op dertil, er flere end 80.000 blevet vaccineret med de nye vacciner.
Der har hidtil ikke været mulighed for at behandle de syge – blot pleje dem og håbe på at de ville komme sig.
Men nu er det lykkedes en gruppe forskere at isolere antistoffer fra 11 frivillige, der har fået en af de eksperimentelle ebolavacciner, og med antistofferne har forskerne slået ebolavirussen ned i seks forsøgsmarsvin, skriver Medicalxpress.
Udbruddet er det tiende i DR Congo i 40 år.