Over 400 år efter, at Shakespeares Macbeth skulle være blevet opført for første gang, er den klassiske historie om politisk storhed og forfald stadig kontroversiel.
Det afgjorde en thailandsk domstol, da den i fredags forlængede en bandlysning af ”Shakespeare Must Die”, der første gang blev bandlyst af det thailandske Kulturministeriums styrelse for censur i 2012.
Filmen, der foregår i Thailand, omhandler en diktatorisk thailandsk leder og hans kone og inkluderer en velkendt voldelig episode, der fandt sted i 1976, hvor thailandske myndigheder slog hårdt ned overfor demonstrerende universitetsstuderende.
Ifølge Bangkok Post er det denne del, der har fået de thailandske myndigheder til at forlænge bandlysningen af filmen med den begrundelse, at den udgør en trussel mod den nationale sikkerhed.
I 2013 udtrykte FN’s Menneskerettighedskommission bekymring over bandlysningen af ”Shakespeare Must Die” og kaldte det en potentiel overtrædelse af filmproducenternes ytringsfrihed.
Filmen er blevet vist ved flere internationale filmfestivaler udenfor Thailand, og producenterne bag filmen har ydermere lavet dokumentaren ”Censor Must Die”, der omhandler selve bandlysningen og censuren.