Malaria-parasitter i Sydøstasien har udviklet resistens over for et stof, der tidligere har reddet millioner fra at blive smittet med tropesygdommen. Eksperter betegner det som en ”enorm trussel” mod malariabekæmpelsen.
Resistens mod et stof, der normalt kan få bugt med malaria-parasitter, er nu ved at brede sig til Indien, viser testresultater, der er offentliggjort i lægetidsskriftet The Lancet.
Eksperter i malaria kalder udviklingen ”alarmerende og en ”enorm trussel”, skriver britiske BBC.
Artemisinin, et stof der hidtil har været brugt som en del af forebyggelse og behandling mod malaria, er ikke helt så effektivt længere, viser resultaterne fra undersøgelsen i The Lancet.
Der er konstateret resistens mod midlet i Cambodja, Laos, Thailand, Vietnam og Burma (også kaldet Myanmar).
”Vi kan se, at artemisinin-resistens tydeligt er til stede ret tæt på den indiske grænse. Det er en klar trussel, og i fremtiden er det sandsynligt, at det vil føre til en udbredelse af problemet i naboområderne,” siger lægen Charles Woodrow fra Mahidol-Oxford Tropical Medicine Research Unit i Thailand til BBC.
Siden 2000 er antallet af dødsfald på grund af malaria halveret. Men omkring 584.000 mennesker mister stadig livet til sygdommen hvert år.
”Den nye forskning viser, at historien gentager sig selv. Parasitter, der er resistente over for artemisinin-medicin, som er grundpillen i moderne malaria-behandling, er nu udbredte i Burma,” siger professor Mike Turner, der er leder af afdelingen for infektioner og immunbiologi ved Wellcome Trust, til BBC.
”Vi står over for en akut trussel om, at resistens breder sig til Indien, og så er tusinder af liv i risiko,” tilføjer han.