Malaysia overvejer salg eller lukning af flyselskab

malaysia_airlines_airbus_a380-841_9m-mnelhr13
Laurits Holdt

22. marts 2019

Malaysias nationale luftfartsselskab Malaysia Airlines er i økonomisk turbulens og landets regering overvejer om selskabet skal sælges eller eventuelt lukkes. Det skriver Singapore-avisen The Straits Times. Ifølge avisen har flere unavngivne selskaber vist interesse for at købe det.

Selskabet blev i 2014 overtaget af det statslige investeringsselskab Khazanah Nasional, da det overtog minoritetsaktionærernes aktier og dermed blev eneejer af flyselskabet.

Khazanah Nasional kom i begyndelsen af marts med sit første underskud i et årti. Underskudet før skat er på 6,27 ringgit, hvilket svarer til ti milliarder kroner. Alene Malaysia Airlines tegner sig for et tab på 4,8 milliarder kroner.

Flykatastroferne i 2014

Malaysia Airlines har været i uføre i flere år, bl.a på grund af de to flykatastrofer i 2014. Den 8. marts forsvandt et af selskabets fly på vej fra Kuala Lumpur til Beijing 8. marts 2014 med 239 personer ombord og 17. juli blev et andet af selskabets fly med 298 personer om bord skudt ned over Ukraine.

Rent økonomisk kostede det selskabet dyrt på især det kinesiske marked. Ifølge New York Times faldt salget af billetter i Kina med 60 procent umiddelbart efter flight MH370 fra Bejing forsvandt på mystisk vis.

Staten ejer Legoland

Malaysias premierminister Mahathir Mohamad, der blev valgt i maj 2018, beskylder sin forgænger, den korruptionsanklagede Najib Razak, for at have efterladt et land i dyb gæld og økonomisk uføre. Derfor, siger Mahathir, kan det være nødvendigt at sælge nogle af statens aktiver fra.

Ifølge The Straits Times har flere økonomiske analytikere nævnt, at det kan komme på tale at sælge en mindre del af det 100 procent statsejede olieselskab Petronas.

Khazanah Nasional overvejer også at sælge den malaysiske Legoland, som ligger i staten Johor og er værdisat til 1 milliard ringgit, 1,6 milliarder kroner. Parken administreres ligesom Legoland i Billund af Merlin Entertainments, som Lego-familiens selskab KIRKBI ejer 30 procent af aktierne i.

Malaysia Airlines, der er en del af er en del af One World-alliancen, blev udpeget som ”Asiens førende flyselskab” i 2010, 2011 og 2013.

Det begyndte som Malayan Airways Limited, der blev grundlagt i Singapore i 1930erne. I 1972 blev selskabet splittet op i to nationale selskaber – Malaysia Airlines og Singapore Airlines.