To gange i fængsel og så til tops – en vanvittig politisk rejse

Find Anwar. Malaysias nye premierminister Anwar Ibrahim på vej til fredagsbøn i byen Putrajaya 25. november. Det var i sin første offentlige optræden siden udnævnelsen.


Foto: Zahim Mohd/NurPhoto via Getty Images
Laurits Holdt

1. december 2022

Så lykkedes det endelig for Anwar Ibrahim. Efter tre årtiers stræben efter den øverste politiske post i Malaysia blev han forleden taget i ed som premierminister for landets godt 32 millioner indbyggere. Hans regering forventes at være på plads i begyndelsen af december.

Han har været en fast bestanddel af malaysisk politik siden begyndelsen af 1980erne og har i årtier set sig selv som den kommende premierminister, som en erfaren Malaysia-kender udtrykker det. Ham vender vi tilbage til.

Nøglerne til premierministerkontoret fik Anwar Ibrahim efter et valg, som gav et parlament uden et klart flertal. Men hans politiske alliance, Pakatan Harapan (PH), blev den største. Og denne gang var der ingen til at spænde ben for hans ønske om at blive premierminister. For benspænd har der været mange af gennem hans politiske karriere, som spænder over fire årtier, og som uden overdrivelse kan betegnes som farverig.

Den 75-årige Anwar Ibrahim tog hul på sin politiske karriere som leder i forskellige ungdomsorganisationer, og som 36-årig blev han første gang minister. Det var i 1983. Han begyndte med området kultur, ungdom og sport og kravlede så op ad den politiske stige. I 1991 blev han finansminister, og i 1993 blev han også vice-premierminister.

Premierministeren var Mahathir Mohamad, som var kommet til i 1981 og skulle vise sig at blive landets længst siddende regeringsleder med tilsammen 24 år på posten.

Her er der brug for en indskudt note: Blandt etniske malayer er det normalt, at man ikke bruger efternavne, som vi kender dem i Danmark. Man bruger derimod et såkaldt patronym, hvilket betyder, at man har et for- eller kaldenavn efterfulgt af en ens fars navn med et ’bin’ imellem – hvilket dog ofte udelades. Så Mahathir Mohamad hedder i daglig tale bare Mahathir og Anwar Ibrahim hedder i daglig tale bare Anwar.

Mahathir og Anwar havde et tæt forhold, og mange regnede med, at Anwar før eller siden skulle overtage premierministerposten. Men det var et kompliceret forhold.

Efter nogle år begyndte det at miste sin glans. Anwar mente, at hans og Mahathirs parti UMNO – som havde siddet på magten siden landet blev selvstændigt i 1963 – var plaget af vennetjenester og nepotisme. Ifølge ham var det med til at skabe korruption og misbrug af offentlige midler. Der skulle ryddes op, mente han. Det budskab var ikke lige populært i alle hjørner at partiet.

Sex-skandale, første akt

Corona-pandemien ramte Malaysias økonomi hårdt. Pandemien begyndte som bekendt i Asien og allerede i slutningen af januar 2020 var der stor uro på landets aktiemarked, fordi mange ville af med deres aktier i lyset af den store usikkerhed. Økonomien skrumpede i et omfang, der ikke var set siden det store finanskrise, som ramte Asien i 1998.

Dengang i 1998 var Anwar på toppen. Han var finansminister og vice-premierminister og magasinet Newsweek kårede ham til årets person i Asien. Stjernerne så ud til at stå helt rigtigt for ham.

”Anwar har altid troet, at han skulle være den næste premierminister,” lyder det fra Duncan McCargo, som er professor og leder af Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet. Han har fulgt Malaysias politiske liv siden 1990’erne og har fulgt nøje med i det netop overståede valg.

Som finansminister lyttede Anwar til Verdensbankens råd og beskar statens udgifter med knap en femtedel for at bringe landet gennem krisen. Det indebar blandt andet et stop for nogle af statens store infrastrukturprojekter. Det slog yderligere skår i Anwars og Mahathirs forhold, for de såkaldte mega-projekter var en vigtig del af Mahathirs strategi for udvikling af landet.

Finanskrisen og de store offentlige nedskæringer skabte utilfredshed og social uro i flere af de asiatiske lande – også i Malaysia, fortæller Duncan McCargo.

Utilfredsheden gik blandt andet ud over de politiske partier, som i Malaysias tilfælde fulgte en formel, der var blevet lagt ud fra selvstændigheden.

”En vigtig ting at forstå om Malaysia er, at samfundet er delt op i skarpt definerede etniske grupper; malayer, indere og kinesere. Alle skal være i en kategori, lige meget om de rent faktisk passer i en af dem. Politik har traditionelt været organiseret omkring såkaldte etniske alliancer, som i de fleste andre lande i verden ville være ekstremt problematiske. Men sådan fungerer det i Malaysia,” forklarer McCargo videre.

I omkring 60 år, fra uafhængigheden til 2018, var landets politik domineret af alliancen Barisan Nasional (Den nationale front), forkortet BN. Alliancens førende parti var UMNO, som er et malay-domineret parti. Med i alliancen var desuden partier, der repræsenterede landets kinesiske og indiske befolkningsgrupper.

Utilfredsheden med det politiske landskab fik i 1998 Anwar og hans støtter til at lancere Reformasi-bevægelsen, der som navnet antyder, handler om at reformere landet og de politiske systemer.

”Reformasi bestod af folk, der mente, at det sammenspiste system af dominerende partier i alliance med hinanden var blevet korrupt og favoriserede folk, der var tæt på regimet, både økonomisk og politisk, og at det derfor var nødvendigt at udfordre, omstyrte eller reformere det,” fortæller det fra Duncan McCargo.

Anwars oprør mod det etablerede system førte til, at Mahathir fyrede ham i efteråret 1998 og fik ham smidt helt ud af partiet. Der begyndte at versere rygter om, at Anwar havde haft sex med en anden mand, hvilket – hvis det var sandt – ikke blot ville være en pikant skandale. Det ville også være en alvorlig forbrydelse. For ligesom i en række andre tidligere britiske kolonier er sex mellem personer af samme køn kriminelt i Malaysia og kan medføre lange fængselsstraffe – et levn fra briternes lovgivning.

Året efter faldt dommen: Seks års fængsel for at have haft sex med en anden mand – en anklage som Anwar vedholdende benægtede. Kort tid efter faldt der også en dom for korruption, som gav ham ni år mere bag tremmer.

Det ville måske være afslutningen på en del politiske karrierer, men ikke Anwars.

Endnu et benspænd

Dommen blev delvist omstødt i 2004. Men netop fordi det kun var delvist, var Anwar ifølge loven forhindret i at bestride en politisk post med det samme. Så han måtte vente til 2008 med at træde tilbage i den politiske arena. Han benyttede ventetiden til at rejse til USA og Storbritannien, hvor han blandt andet underviste på flere universiteter.

Datoen for hans tilbagevenden til den officielle politiske arena var 14. april 2008 – et år, hvor der skulle være valg.

Regeringen kom så med endnu et benspænd: Den placerede valget godt en måned før Anwar havde mulighed for at deltage, så han kunne ikke stille op til valget.

Anwar havde dog et modtræk klar: Hans hustru, som i alle årene har været en klippefast støtte, og som selv er yderst aktiv i landets politiske liv, havde på forhånd sagt, at hun ville trække sig fra sin plads i parlamentet, hvis hun skulle vinde. Det gjorde hun, og da landet er inddelt i enkeltmandskredse, skulle der afholdes et suppleringsvalg, som Anwar i august samme år vandt på overbevisende facon. Herefter blev han valgt til oppositionens leder.

Anwar og hans hustru Wan Azizah ved pressekonferencen efter han blev udnævnt til premierminister.
Foto: Annice Lyn/Getty Images

Ved det efterfølgende valg, i 2013, var Anwars parti snublende tæt på at skubbe det gamle magtparti UMNO fra magten, men det blev ved lige ved og næsten. Til gengæld blev der rejst nye anklager om sodomi – altså sex med en anden mand, og han røg tilbage i fængsel i 2015.

Fængselsopholdet udelukkede ham fra det formelle politiske liv, men det stoppede ikke hans politiske iværksættertrang. Så fra cellen blev han leder af partialliancen Pakatan Harapan (PH). Det var den alliance, som vandt valget i denne måned.

Mahathir igen-igen

2015 var i det hele taget et begivenhedsrigt år i Malaysia, for her kom det også frem at premierministeren, som på det tidpunkt hed Najib Razak, havde været med til at malke statskassen og havde fået kanaliseret et beløb, der svarer til 700 millioner dollars – fem milliarder kroner – ind på sin egen konto. Najib Razak blev tvunget til at gå af og kom senere i fængsel.

Skandalen fik den på det tidspunkt den 93-årige Mahathir til at droppe pensionisttilværelsen og slutte fred med Anwar, som – hokus-pokus – blev benådet af kongen. Sammen lykkedes det makkerparret at skubbe det gamle regeringsparti fra magten ved valget i 2018.

Duncan McCargo udlægger den på denne måde:

”Der skete det, at en gruppe af selverklærede reformister, altså folk der om ikke andet så var imod den regerende koalition, lykkedes med at vinde flere pladser i parlamentet og danne regering. På det tidspunkt kunne man have troet at Anwar, som havde været en hovedperson i anti-UMNO-bevægelsen i årtier, ville været blevet premierminister. Men det blev han ikke. Det blev Mahathir, som var premierminister i mere end 20 år i 1980’erne og 1990’erne, men som nu påstod, at han var reformist.”

”Der var store spændinger i reformbevægelsen, og det endte med et stort opgør. Koalitionen faldt fra hinanden efter 22 måneder. Mahathir trak sig som premierminister og troede muligvis, at han kunne vende tilbage igen. Men denne gang lykkedes det ikke.”

Duncan McCargo forklarer, at en ny alliance af partier voksede ud af den fragmenterede koalition af såkaldte reformister og overtog regeringsmagten. Den nye alliance kom til at hedde Perikatan Nasional, forkortet PN. Anwar og de oprindelige reformister var ikke med i PN, og han måtte endnu engang se premierministerposten passere tæt fordi sin næse.

”Der er så mange partier, og det er en ren alfabetsuppe med alle de forkortelser, som alle sammen lyder lidt ens. De har næsten alle sammen P og N i deres navne. Det er ret nemt at fare lidt vild i det,” siger professoren med et grin.

Men efter valget i år er Anwar langt om længe blevet premierminister og kan endelig få lov at vise, hvor meget han mener det med reformerne.