Det er tre måneder siden, at Malaysia havde parlamentsvalg den 9 maj 2018. Det blev en milepæl i landets 61 år som selvstændig nation. Lige siden selvstændigheden i 1957 har Barisan Nasionl (BN) koalitionen med United Malay National Organisation (UMNO) som ledende parti i koalitionen haft regeringsmagten. Oppositionskoalitionen Parakan Harapan (the Pact of Hope) vandt parlamentsvalget. Den fik 121 og BN 79 pladser ud af parlaments 222 pladser.
Appellerede til vælgeres utilfredshed
Det var et overraskelsens valg. I den korte valgkamp så oppositionen ikke ud til at have afgørende fat i vælgerne. Set i tilbageblik var overraskelsesmomentet Mahathir Mohamad, tidligere premierminister i 22 år og en stadig kritiker af de siddende regeringer siden sin afgang i 2003.
Med sit nystiftede parti, Parti Pribumi Bersutan Malaysia (Malaysian United Indigenous Party) og dets koalitionspartier opnåede han opbakning blandt BN’s tidligere malajvælgere navnlig på landet i de mange små valgkredse, hvor der skal få stemmer til at opnå flertal i en kreds. Det betyder meget i et valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor små landkredse tæller ligeså meget som store by kredse.
Mahathir og hans koalitionspartier appellerede til mange malajvælgeres utilfredshed med de stigende leveomkostninger og spillede på Najib’s stigende utroværdighed på grund af hans indblanding i den store korruptionsskandale for milliarder, hvor det statslige udviklingsprojekt 1Malaysia Development Berhad er i centrum. Her er han mistænkt for at have overført 1 milliard ringgit (knap 1,6 milliarder danske kroner) til sin personlige bankkonto.
Nybrud eller ej?
Nu når overraskelsen har lagt sig, er spørgsmålet, om dette magtskifte vil betyde de store nybrud i det politiske liv i Malaysia.
Vil det autoritære parlamentariske demokrati, der siden 1957 har kendetegnet det politiske styre i Malaysia blive mindre autoritært og mere demokratisk?
Den nye regerings håndtering af sine mange udfordringer giver en vis strømpil om, hvorvidt der er tale om nybrud i Malaysia og i det sydøstasiatiske politiske liv.
Indenrigspolitisk har den nye regering en række udfordringer. For det første må den tage fat om problemerne med de stigende leveomkostninger.
Under valgkampen lovede den nye regering at afskaffe den 6% Goods and Services Tax (GST), som den tidligere regering indførte i 2015 for at dække indtægtstabet fra de faldende indtægter fra gas og olie. Under de høje gas og olie priser udgjorde disse indtægter 49% af statsbudgettet.
Umiddelbart har den nye regering ikke mange muligheder for at finde nye indtægtskilder, der ikke påvirker lønmodtagernes indtægter. Den kan sætte gang i en slankning af det store statsapparat, der udgør 36% af den samlede økonomi. Det er en øvelse, der sandsynligvis ikke kan gennemføres uden at mange jobs forsvinder. Det er derfor en svær øvelse i en økonomisk situation med høj ungdomsarbejdsløshed.
Den nye regering kunne lave et nybrud i malaysisk fordelingspolitik. Den kunne tage de første skridt til en skattereform. Det ville være i tråd med det største parti i den nye regeringskoalition Parti Keadilan Rakyat (PKR: People’s Justice Party).
Det har som et af sine hovedmål at begrænse den store indkomstulighed (Gini Koefficient 41.3%) ved en større beskatning især af de 20% rigeste i Malaysia. Beskatningsniveauet er det laveste i Sydøstasien. Det er på 26% efter en række fradrag. Selv om en sådan ny beskatningspolitik ligger i tråd med PKR’s politiske hovedmål, vil det overraske om den nye regering vil gribe ind i de rigestes privilegier. Valget har ikke været en magtomvæltning.
Det ser derfor ud som om, at den nye regering er fanget i en slem klemme med hensyn til at opfylde sit valgløfte om at sænke leveomkostningerne. Indtil nu er det begrænsede initiativer, som den har taget for at sænke leveomkostninger.
Borgere kan donere for at nedbringe offentlig gæld
På sit kabinetsmøde den 30 maj besluttede regeringen at indføre en New Sales and Services Tax fra 1. september i stedet for GST. Om det er ny vin på gamle flasker får vi at se til den tid. Endvidere vil regeringen nedlægge Kuala Lumpur- Singapore High Speed Rail Project, og så vil den give alle borgere muligheder for at give donationer til at nedbringe den offentlige gæld, der er på 65,4% af BNP. Det er ikke alarmerende set i en EU sammenhæng, hvor kun 7 ud af de 17 eurolande i 2017 havde en offentlig gæld under 60% af BNP. Men i en malaysisk sammenhæng tænder det de røde lamper på børsen og gav fald på aktiemarkedet efter at den nye regering tiltrådte.
Kamp mod korruption
Den anden store udfordring er begrænsning af korruptionskulturen i Malaysia. Umiddelbart handler det om at iværksætte en retlig undersøgelse af tidligere premierminister Najib Razak indblanding i den store korruptionsskandale, der har sit udgangspunkt i 1Malaysia Development Berhad.
Det bliver en vanskelig balanceakt for Mahathir. Han er nødt til at iværksætte en retlig undersøgelse af Najib og hans nærmeste, fordi korruptionsanklagerne mod dem har været hans politiske hovedtema både før og under valget. Men han ved, at en oprydning i den malaysiske korruptionskultur kan igangsætte en lavine, som han vil have svært ved at styre og den kan måske også hvirvle ham selv ind i malstrømmen, når den først begynder at rulle.
Han har en lang historie i malaysisk politik og i hans regeringsperiode var ”Money Politics” også udbredt mellem UMNO og regeringen. Hvordan Mahathir vil undgå denne lavine effekt er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt.
Ytringsfrihed bliver prøve på nye tider
Den tredje udfordring for den nye regering er at løsne op for de begrænsninger, der er i ytrings- og forsamlingsfriheden. Hvor langt den vil gå i sikring af disse demokratiske rettigheder, har den ikke sagt noget om under valgkampen.
En prøve på, om den nye regering vil øge ytrings- og forsamlingsfriheden, vil blive dens håndtering af loven om tilskyndelse til oprør. Denne lov er blevet anvendt til at idømme mediefolk, aktivister og selv tegnserietegnere fængselsstraf.
Det bliver ikke blot den nye regeringens håndtering af ytrings-og forsamlingsfriheden, der bliver en prøve på om den vil indvarsle nye tider i Malaysia. Det bliver også dens håndtering af adskillelse og uafhængighed af de forskellige retsinstanser af regeringsmagten. En gruppe af tidligere højtstående embedsmænd (Group 25) har kraftigt anbefalet den nye regering at iværksætte et reformarbejde, der skal sikre adskillelse og uafhængighed af de retslige institutioner fra regeringen. Der er fra første dag et pres på regeringen om at opfylde de Montesquieu’ ske dyder om tredeling af statsmagten.
Kongelig pardon til Anwar Ibrahim
En fjerde udfordring for den nye regering er at forberede vejen for, at Anwar Ibrahim kan blive Mahathir’s efterfølger i løbet af valgperioden. Fjendskabet mellem Mahathir og Anwar er bilagt. Mahathir har beklaget sin behandling af Anwar, der var vice-premierminister og finansminister i 1990’erne under Mahathir.
Fjendskabet opstod i kølvandet på finanskrisen i 1997/98, hvor de to blev uenig om kriseløsninger. Mahathir ryddede Anwar af vejen ved at iværksætte en retssag mod ham for homoseksualitet, der er strafbart i Malaysia. Anwar blev idømt fængselsstraf. Under Najib blev han også idømt fængselsstraf for sammen forseelse. Nu fik Mahathir som en af sin første handlinger som premiere minister udvirket en kongelig pardon til Anwar. Selv om Anwar er kommet ind i varmen igen, får han ikke overladt regeringsroret lige med det samme.
Der er ikke nogen officiel begrundelse for, at dette personskifte ikke sker med det samme. Det hænger sandsynligvis sammen med, at partierne i den nye regeringskoalition Parakan Harapan skal afbalancere deres politiske målsætninger. Det er en ny koalition og Mahathir anser sandsynligvis sig selv som bedst til at foretage denne afbalanceringsøvelse.
Anwars Parti Keadilan Rakyat (PKR: People’s Justice Party), der er det største parti i koalitionen, er et reform-orienteret parti. Det vil ændre på den hidtidige dominerende fordelingspolitik, der ifølge partiet har været med til at fastholde den store indkomstulighed i Malaysia. Det vil indføre en individ-baseret fordelingspolitik inspireret af europæisk socialdemokratisk fordelingspolitik. Det er en stor reform i malaysisk sammenhæng, fordi den etnisk-baserede fordelingspolitik (affirmative Bumiputera politik) har dybe rødder i landets nyere historie.
Må gøre noget ved indkomstulighed
Den nye regering har ikke erklæret, at den vil søge at realisere PKR´s politik. En sådan ny fordelingspolitik var ikke på dagsordenen under valgkampen for Parakan Harapan koalitionen.
Mahathir er som premierminister for denne koalitions regering et signal om, at den ikke umiddelbart vil skære rødderne over til den hidtidige fordelingspolitik.
Han har bl.a. vist det ved at udpege ministre, der har været tæt på BN koalitionen. Dertil kommer den afløsningsaftale som Mahathir og Anwar har indgået. Den peger ikke på, at der i den første tid i regeringsperioden vil komme noget større opgør med den hidtidige fordelingspolitik.
Ifølge aftalen forbliver Mahathir som premierminister i de første to år og derefter vil døren være åben for Anwar til at overtage posten.
Både Mahathir og Anwar er klar over de politiske problemer ved at udfordre den hidtidige fordelingspolitik og den eksisterende magtelite. I et interview med BBC den 15 juni 2018 sagde Anwar, at en forandring af magtrelationerne er en lang proces og det vil tage år for at bane vej for PKR´s dagsorden med en ny fordelingspolitik.
Men begge er klar over, at den nye regering må gøre noget ved den store indkomstulighed i Malaysia. Det er dens sårbare punkt. Hvis den ikke har gjort noget ved dette punkt inden næste valg, vil vælgerne sandsynligvis ikke give den et ligeså godt valg som denne gang.
Kritik af Kinas investeringer
Udenrigspolitisk står den nye regering over for den udfordring at finde en attitude til Kinas ekspansion i Sydøstasien og i Malaysia.
Under valgkampen slog Mahathir på, at Najib og hans regering var i gang med at sælge Malaysia til Kina. Hvordan Mahathir vil bremse den massive kinesiske investering i Malaysia, har han ikke givet nogle anvisninger på under valgkampen og heller ikke siden valget.
Under sin foregående lange regeringsperiode var Mahathir ikke nogen modstander af udenlandske investeringer. Tværtimod, han opmuntrede udenlandske virksomheder til at komme til Malaysia og hjælpe med at gøre de malaysiske virksomheder mere teknologisk-innovative.
Hvis Mahathirs kritik af de massive kinesiske investeringer kan føre til, at der bliver stillet krav til de kinesiske investorer med hensyn til teknologisk-niveau og samarbejde med malaysiske virksomheder, vil det signalere en ny politisk linje i Sydøstasien i forhold til Kina.
Mahathirs første udenlandsrejse efter at han er blevet premierminister har også en signalkarakter over for Kina.
Hans første rejse gik til Japan for at besøge præmiere minister Shinzo Abe. Måske er der nostalgiske grunde til denne rejse.
Han kunne hermed genbekræfte sin tidligere ”Look East” politik, der havde Japan som Malaysias centrale partner.
Han kunne også med dette besøg signalere, at Malaysia ikke længere under hans regeringsledelse ønsker at nedprioritere sine relationer til Japan sådan som det skete under præmiere minister Najib, der plejede Malaysias relationer til Kina langt mere end til Japan.
Mahathirs anden udenlandsrejse gik overraskende til Indien og ikke til Kina. Han blev inviteret af præmiere minister Modi, der med denne invitation sandsynligvis ønskede at markere, at Indien gerne vil styrke sine relationer til Sydøstasien.
Sådan som det politiske landskab ser ud her efter dette overraskelsesvalg, er der tegn på opbrud fra det gamle regime, men ikke nogle præcise konturer af det nye. Malaysia er i et spændende usikkert interregnum. Hvor længe det vil være i denne fase, er svært at sige. Vi har forsøgt at antyde, at den sandsynligvis vil vare i en række år. En transformation af et 60-årigt autoritært parlamentarisk demokrati er en lang proces.
Daniel Fleming og Henrik Søborg er emeritus lektorer ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.
